KOMMENTAR. »Anbefalet målgruppe: 15 år«, står der på ’Skam’s hjemmeside, men i Danmark er det ikke kun generation 0, der har taget imod anbefalingen. Teenagernes forældre, lærere, onkler og søskende er også forelskede – hvis ikke mere.
I Norge blev serien markedsført udelukkende på nettet. Det er det, de unge vil have. Norske teenagere opdagede selv serien og undgik indblanding fra de voksne, der heller ikke eksisterer i ‘Skam’-universet. Sådan har det ikke været i Danmark. Imens de voksne anmeldere falder i svime over gensynet med deres egen gymnasietid, ser dem, serien handler om, deres ungdomsserie blive flået fra hinanden og klistret sammen igen af post-studenter, der er gået i massenostalgiselvsving.
»Nej. Jeg har stadig ikke set ‘Skam’«, siger min lillebror træt. Han går i 1.g og er lige fyldt 16 (og er derfor kronisk træt). »Jeg gider ikke se noget, som min mediefagslærer synes er det fedeste i hele verden«.
I gymnasiet kan selv den fineste norske ungdomsserie blive en latterlig pligt, der skal overstås, når en overentusiastisk lærer eller storesøster fortæller, hvor gennemtænkte alle Baz Lurhmann-referencerne er i tredje sæson. Når flow-tv supplerer med danske undertekster, ser det overhovedet ikke sejt ud.
Gennem lyserøde Anastacia-briller
Ungdomsserier har to vigtige funktioner for dem, der står uden for målgruppen: Et nysgerrigt smugkig ind i livet som ung lige nu og/eller et nostalgisk tilbageblik på ens egen ungdom.
I sæson 3 plasker vi rundt i en oplyst, lyseblå pool af 90’er-referencer og weltschmerz. Vi elsker at være i poolen og dykke ned i de smukkeste og sørgeligste gymnasieminder, men hvad hvis man er 16, og der er lidt langt hen til kanten?
»Det er som at se sin egen gymnasietid bare med federe soundtrack«, siger min veninde begejstret og smiler med sin rødmalede mund a la Noora. Vi gik i gymnasiet sammen og blev studenter for to år siden. Jeg står selv med røde matte-læber og er pinligt enig. Endelig fik vi en realistisk serie, hvor skuespillerne ikke er 35, og hvor hovedformålet ikke er at skaffe alkohol og miste sin mødom på prom night.
Men måske oplever mine veninder og jeg serien som autentisk, fordi vi trods alt står udenfor og ser på vores gymnasietid gennem lyserøde, ironiske Anastacia-briller, mens vi drømmer om at være 16 år igen.
Min lillebror lytter også til Nas, men synes, at ’Skam’ (det af den, han nødtvungent har set i mediefag) er nærmere Kelly og Dylans hverdag end hans egen.
Gymnasiet i ’Skam’ ligner det gymnasium, jeg selv har gået på, skuespillerne har rigtig akne, de har Fjällräven på, og de snakker næsten det samme sprog som os. Selv vejret er det samme.
Det er vildt mærkeligt at se en fiktiv verden, der ligner ens eget liv så meget. Men fordi miljøet er så realistisk, fremstår dramaet mere urealistisk, end det ellers havde gjort. Illusionen brydes nemmere. Ligesom når narkobaroner ryster på hovedet, når de ser ’Narcos’, eller når rumforskere bliver dybt irriterede, når de ser ’Interstellar’: Det er tæt på og så alligevel ikke.
Alene i mørket
Jeg forstår godt, hvorfor gamle (over 25…!) ser sig selv i serien, men jeg tror, de lykkeligt har glemt de uendeligt lange lektioner i oldtidskundskab.
Når mine gymnasieveninder og jeg griner og tænker tilbage på vores 1.g-jeg, er det ligesom at komme hjem fra Roskilde Festival. Alle koncerter var gode, solen skinnede, og det var næsten sjovt, da en fremmed tissede på vores telt. Vi glemmer lykkeligt, at vi sad i kø hele natten og forstuvede anklen, og at Paul McCartneys fans fyldte det hele om lørdagen.
Hvis vi skal være ærlige, så var gymnasiet ikke kun fester hos drengene fra 3.g og forelskelser på gangene. Nogle gange var det også kasusbøjninger og tonsvis af afleveringer en lørdag aften uden nogen fest at tage til.
Selvom ’Skam’s romantiske intriger er lækre, er det i virkeligheden de ensomme scener, som udspiller sig i computerskærmens lys, der giver det stærkeste genskin. I de scener ser jeg mig selv, også når jeg tager de lyserøde briller af. Om man er så er 15 eller 30 år, højtråbende eller genert, til piger eller drenge eller begge dele. Alene med computeren i mørket.
Pas på hænge-lærer-brysterne
Det er ærgerligt, at en del af den egentlige målgruppe ikke orker serien, fordi en flok voksne har travlt med at forklare dem, at de skal se den, og hvordan de skal se den. Lad os have vores magiske norske web-serie i fred lidt endnu. Lad os teenagere opdage den selv – hvis vi gider. Lad være med at tilpasse den flow-tv eller berettermodellen.
Det er en serie, der handler om os, og som vi diskuterer med hinanden, uden at vi har brug for anmeldere, lærere eller flow-tv til at suge lige netop vores generations ungdom ud af serien for i stedet at efterlade et minde om deres egen gymnasietid i stedet.
Voksne skal ikke skamme sig over at se ‘Skam’. Lad endelig ungdomsnostalgien og (over)fortolkningen flyde. Men måske de helt unge trenge litt space.
’Skam’ vrister sig løs fra ungdomsseriegenren ved ikke at være didaktisk. Pas på, at I ikke falder i fælden og selv bliver til de store uformelige hænge-lærer-bryster, der belærer de unge om, hvordan det er at gå i gymnasiet i dag.
Læs også: Titlen på ‘Skam’ er en afgørende nøgle til at forstå serien – og en hel generation
Læs også: Betyder ‘Romeo + Julie’-referencerne i ‘Skam’, at Even skal dø