‘Brødre’
Den fine og følsomme norske dokumentar ‘Brødre’ tager os på en otte år lang rejse gennem to norske drenges opvækst. Bag kameraet står moren og instruktøren Aslaug Holm, der har lavet en lige dele poetisk og virkelighedstro film fyldt med vidunderlige øjeblikke fra drengenes opvækst, som rummer både ungdomsoprør og identitetsudvikling.
Dokumentaren kom ud i kølvandet på Richard Linklaters drama ‘Boyhood’, der fulgte de samme skuespillere over tolv år i fiktive roller. Det bør dog ikke afskrække nogen fra at se ‘Brødre’, der med sit virkelige udgangspunkt er en anden slags oplevelse.
Vores anmelder forslog i sin fem stjerners anmeldelse, at man bør se ‘Brødre’ sammen med ‘Boyhood’. De ekstra nysgerrige kan også forberede sig på filmen ved at læse vores interview med instruktøren Aslaug Holm.
Kan ses på Filmstriben.
‘Hitchcock/Truffaut’
Udover at være direktør for New York Film Festival har Kent Jones også begået en af de bedste dokumentarer om filmkunsten med ‘Hitchcock/Truffaut’, der graver ned i Francois Truffauts berømte samtalebog ‘Cinema According to Hitchcock’ fra 1966.
Den dengang unge franske instruktør Truffaut havde sat mesterinstruktøren Alfred Hitchcock i stævne for at diskutere hans samlede ouevre med formålet om at få resten af verden til at give Hitchcock den anerkendelse, han fortjente som filmmager.
Bogens betydning bliver diskuteret af stilskabende instruktører som Martin Scorsese, Wes Anderson, David Fincher og Richard Linklater. Jones dokumentar er simpelthen kræs for filmelskere.
Kan ses på Filmstriben.
‘The Swedish Theory of Love’
Den italiensk-svenske instruktør Erik Gandini kigger udefra på den nordiske samfundsmodel, der for mange mennesker verden over er utopia inkarneret. Men hvilket samfund skaber den nordiske model? Hvordan ser et samfund ud, hvor alle kan klare sig selv uafhængigt af deres lokalsamfund?
De spørgsmål stiller Gandini på kritisk, men kærlig vis i ‘The Swedish Theory of Love’, når han rejser Jorden og Norden rundt for at trække paralleller og sammenhænge mellem den nordiske levevis, og hvordan det ellers kunne have set ud.
Kan ses på Filmstriben.
‘I kælderen’
Den østrigske instruktør Ulrich Seidl inviterer os med ned i den mest dunkle sfære af dem alle: Kælderen. Her gemmer vi vores hemmeligheder og skjuler den side af os selv, som ikke engang vores gæster må se. Og det er det fascinerende udgangspunkt for Seidls udforskning af ganske almindelige menneskers underjordiske hemmeligheder.
Den er uundgåeligt humoristisk, når vi kommer ned i kælderen hos et par, hvis S/M-setup ville bringe Christian Grey til skamme. Og det er småskræmmende, når en flok hyggelige bedstefædre sidder omgivet af naziklenodier og drikker øl, mens de skåler og synger.
Hvad enten det er i form af dokumentar eller spillefilm leverer Seidl altid en menneskelig og samfundskritisk indsigt på grotesk, humoristisk og hudløst ærlig vis.
Kan ses på Filmstriben.
‘The Fear of 13’
Efter at have siddet 23 år på dødsgangen får Nick Yates nok. Den morddømte fange sender en ansøgning til domstolen, hvor han beder om at blive henrettet. Men vi finder hurtigt ud af, at intet er, som det ser ud, i denne true crime-dokumentar, der medrivende fortalt af Yates selv byder på utallige uforudsete twists.
I stil med podcasten ‘Serial’ og dokuserierne ‘The Jinx’ og ‘Making a Murderer’ leverer den undervurderede ‘The Fear of 13’ et af de mest fascinerende karakterstudier i nyere tid og bør ses af alle, der er hooked på true crime-bølgen. Vores anmelder kvitterede med fem stjerner til filmen, der blandt andet blev beskrevet som en »vidunderlig mavepuster«.
Kan ses på Netflix.
‘Fresh Dressed’
I ‘Fresh Dressed’ tager blandt andre Pharrell Williams, Kanye West, Nas, Sean Combs og Pusha T dig på en rejse gennem hiphopmodens historie og fortæller, hvordan den har udviklet sig, siden den sammen med hiphop-musikken erobrede New York i 70’erne.
Det hele startede i de fattige områder i Harlem og Bronx, hvor gadens rodløse unge kompenserede for, hvad de manglede i penge, med attitude og stil. ‘Fresh Dressed’ tager dig på rundtur i hiphoppens vidtspændende mode og graver grundigt ned i dens indflydelse på nutidens mode- og popindustri.
Kan ses på Netflix.
‘The Propaganda Game’
Nordkorea er kendt for sin regering, der som den eneste overlevende kommunistiske bastion i verden har lukket landet af for en hver tænkelig vestlig indflydelse. Med vestlige øjne er landet et galehus, men spanske Álvaro Longoria har alligevel vovet pelsen og taget kameraet med ind bag den tætlukkede facade for at stille nordkoreanerne nogle af de spørgsmål, som vi alle brænder inde med.
For passer rygterne virkelig? Kan man virkelig kun vælge mellem et bestemt antal frisurer? Mange af den slags fantasifulde spørgsmål bliver hurtigt afkræftet, men mest interessant er svarene på de spørgsmål, som viser sig at være den pure sandhed. ‘The Propaganda Game’ hjælper os med at forstå det østasiatiske land, der ligger så uendeligt fjernt fra vores eget.
Kan ses på Netflix.
‘Janis: Little Girl Blue’
Sangerinden Janis Joplin, der døde tragisk af den klassiske rock’n’roll-cocktail af hårde stoffer og alkohol i den famøse alder af 27 år, har om nogen fortjent en værdig dokumentar om sit alt for korte liv. Det har Amy Berg (‘Deliver Us from Evil’ fra 2006) heldigvis givet hende med dokumentaren ‘Janis: Little Girl Blue’, hvor den ligeledes hårdtprøvede musiker Cat Power agerer Joplins fortællerstemme.
Selvom filmen er traditionelt fortalt gennem en række talking heads-interviews med venner og vidner, er ‘Janis: Little Girl Blue’ stadig en medrivende og stærk historie, der fortjener at blive set af alle fans af klassisk rock- og blues-musik. Vores anmelder gav fem stjerner og kaldte filmen for »et facetteret portræt af en af det 20. århundredes mest skrøbelige og gennemtrængende stemmer«.
Kan ses på Netflix.
‘Nas: Time is Illmatic’
Filmen om den anerkendte New York-rapper Nas handler i grunden langt mindre om Nas, end titlen antyder. Derimod har debutinstruktøren One9’s dokumentar ‘Nas: Time is Illmatic’ i langt højere grad det statsejede boligkompleks Queensbridge Housing Project i fokus. Her voksede Nas op blandt crackheads og bandekriminalitet, og det var her, at det verdenssyn, der skulle ligge til grunde for hans udødelige debutalbum ‘Illmatic’ ,tog form.
Det er en interessant måde at styre udenom den klassiske musikdokumentars fortællestruktur, der oftest tager afsæt i kunstnerens opvækst og derfra går lineært frem op til gennembruddet og succesen. Læs vores anmeldelse her.
Kan ses på Netflix.
‘Point and Shoot’
Efter en opvækst i trygge rammer omgivet af adventure-film og computerspil beslutter den unge Matthew Vandyke sig for at tage på motorcykeludflugt tværs over Mellemøsten med et videokamera i hånden. For den venneløse og OCD-ramte Vandyke er turen et overgangsritual mod at blive en vaskeægte machomand.
Hvad der sker herfra, kan let få en til at tro, at ‘Point and Shoot’ er en sort-satirisk spillefilm. Vandykes vovestykker bliver vildere og vildere, og de kulminerer, da han i Libyen tilslutter sig frihedskæmperne under Det Arabiske Forår i deres kamp for at styrte Gaddafis terrorregime. Vores anmelder kvitterede med fem stjerner til ‘Point and Shoot’, der efterlader dig lige dele skræmt og underholdt.
Kan ses på Netflix.