CPH:DOX: ’Nas: Time is Illmatic’

»I think of crime when I’m in a New York state of mind«.

Ordene afslutter første vers af ‘N.Y. State of Mind’ – det første rigtige nummer på ‘Illmatic’, Nas’ klassiske debutalbum fra 1994, der altså i år kan fejre tyve års jubilæum.

Titlen til trods handler debutinstruktør One9’s dokumentar dog ikke alene om ’Illmatic’. Fokus er ikke på Nas, albummets tilblivelse, dets indflydelse på hiphopppen i New York, eller hvad det har betydet for nu 41-årige Nasir Jones. ’Time is Illmatic’ handler i stedet om det, albummet sprang ud af. Helt bag om musikken og mennesket.

Hovedpersonen er nemlig Queensbridge Housing Projects – USA’s største statsejede boligkompleks, der huser i nærheden af 7.000 indbyggere. Det var her, Nas voksede op, her han dannede sit syn på verden, og her grundlaget for ’Illmatic’ blev lagt. Et album om New York, Queens og de Y-formede boligblokke, hvor crackheads altid var på jagt efter det næste fix og »crews without guns are goners«, som det hedder i ’N.Y. State of Mind’. Et album set fra gadeplan, i førsteperson og med kriminaliteten i højsædet.

Det er på sin vis befriende, at One9 styrer uden om skemaet fra den klassiske musikdokumentar – kunstnerens opvækst, gennembrud, succes og tilbageblikket på det hele. Der kan alligevel ikke siges særligt meget mere om ’Illmatic’, som ikke allerede er blevet sagt.

Via interviews hovedsageligt med Nas, broren Jabari ’Jungle’ Jones og faren, Olu Dara, får vi historien om tiden i Queensbridge. Crackepidemien, banderne, men alligevel hele tiden med solstrålehistorien Nas som sideplot. Hvordan tiden med farens mange bøger og instrumenter lagde grundlaget for den hjerne, som i en alder af bare 20 år ændrede hiphop-verdenen med et nærgående, hidtil uhørt poetisk snit i sin levering af livet i ghettoen. Alle, der har set ’The Wire’, ved, hvad det handler om – bare gang det med fem.

Filmen er dog alligevel hovedsageligt guf for fans. For mens den med en komprimeret spilletid på 74 minutter får lagt et flot historisk snit med arkivoptagelser, input fra vigtige skikkelser i datidens hiphop-elite og familiens jordnære beskrivelser, siger den næsten mere om ’Illmatic’ gennem alt det, den ikke siger.

Filmen er som én lang fodnote, hvilket ikke skal forstås negativt. For den bliver et slags testamente over pladens autenticitet i sin beskrivelse af de begivenheder, den kultur og de sociale omstændigheder, som vi oftest selv er nødt til at sætte i forbindelse med musikken. Er man inde i Nas’ historie og ’Illmatic’s tilblivelse, bliver dokumentaren på den måde til en fortælling om, hvordan historien blev til musik. Og hvordan musikken bevarer historien.

Det skal dog ikke lyde, som om Nas blot er en biperson. Sideløbende med fortællingen om Queensbridge får vi historien om rapperens opvækst, interessen for musik, hans opbrud med den kriminelle modus operandi og selvfølgelig gennembruddet. Men det er småt med detaljerne – og så er det et under, hvor udtryksløs Nas rent faktisk virker, når han tænker tilbage med sin ru, raspende stemme.

Nas viser kun for alvor følelser i fortællingen om sin bedste ven, Willie ’Ill Will’ Graham’, der blev skudt ned på gaden, efter vennerne havde været i biografen og se ’Aliens 3’. Her sidder han i en sofa i sit hjem og fumler efter ordene, som ellers kommer til ham naturligt.

Der er flere følelser at hente i resten af familien. Faren, der har kvaler over at have flygtet fra familien, og den ellers rimelig loose ’Jungle’, der mellem linjerne får sagt, at det burde være brødrenes afdøde mor og ikke faren, der skulle være i live, men ikke kan gennemføre sætningen: »Damn I love you dad, but…«

Filmen er halvvejs, før Nas’ musikkarriere begynder, men One9 er alligevel god til at drive handlingen over på gulddrengen, der som 18-årig fik en pladekontrakt og arbejdede med alle de bedste producere.

Et fint fortællegreb er, hvordan sangene fra ’Illmatic’ danner ramme om tematiske nedslag, der dykker ned i baggrunden for lyrikken og kommer naturligt rundt om de forskellige emner, der herskede i unge Nas’ sind – fra mødet med stofmisbrugerne til konsekvenserne af, at vennerne én for én landede i spjældet.

Det kan blive lidt trættende i længden at kigge på de sparsomme fotos fra fortiden, som dominerer billedsiden, men når man endelig møder en 18-årig Nas, der på scenen dropper linjer som »when I was 12 I went to hell for snuffing Jesus« og »‘cause verbally I’m iller than a AIDS patient«, tilgiver man det meste.

Her er også godter til de mere generelt hiphop-interesserede, når beefen mellem Queensbridge, ‘The Bridge’, og The Bronx-gruppen Boogie Down Productions bliver genfortalt af Nas, som foregik det hele i sidste uge, og når produceren Marley Marl kortlægger hiphoppens opblomstring i boligkomplekset.

’Time Is Illmatic’ lykkes dog allerbedst i det sidste kvarter, hvor Nas besøger sit gamle hood og støder på bekendte fra en fjern tid. Fortid og nutid forenes gennem skift mellem klar og sløret optik, og her falder brikkerne på plads. Skellet smuldrer mellem den solbrilleklædte mand i limousinen og kvarteret, der skabte ham. Nas sidder på den gamle bænk og slår ud med armene:

»I was here, this was me, this was what it was about for me, this was life«.