’Brødre’

Dreng ligger på ryggen i græsset og kigger drømmende op i himlen.

Det billede prydede sidste år plakaten til Richard Linklaters episk-inderlige projektfilm ’Boyhood’, i hvilken instruktøren over en periode på tolv år fulgte de samme skuespillere i fiktive roller. Med ’Boyhood’ så frisk i erindringen er sammenligningen selvfølgelig uundgåelig for den norske dokumentarist og mor, Aslaug Holm, der i ’Brødre’ følger sine to sønner, Markus og Lukas, over mere end otte år. De ligger også begge i græsset og kigger op i himlen under deres opvækst. Flere gange sågar. Lige så mørkhårede og eftertænksomme som Ellar Coltranes lille Mason i ’Boyhood’.

Fra drengene var fem og otte år, har mor Aslaug møjsommeligt, insisterende og systematisk filmet dem. 450 timers råmateriale er destilleret ned til en 102 minutters dokumentar, der med lige dele banale, bittesmå brødreskænderier og vidtløftige, eksistentielle spørgsmål bliver til et almengyldigt udsagn om livet i sig selv.

Sådan her føles det at vokse op. Have en lille-/storebror. Hade fodbold. Elske fodbold. Være god til at lave lektier. Være dårlig til at lave lektier. Blive teenager. Springe ud på dybt vand fra et badehus. Tåhyle en læderbold igennem en rude i skolegården. Sætte frisuren til sin første skolefest.

’Brødre’ er propfyldt med de her vidunderlige øjeblikke, indfanget uden de store armbevægelser af Aslaug Holm og hendes konstant rullende kamera. Hun evner at se det store i det små og registrere med stor sanselighed. I en af de første scener er drengene ved vandet. Storebror Markus tør godt hovedspringe fra badehuset hævet nogle meter over vandet, hvor bølgerne kruser let og skjuler det farlige rev. Det mod er lillebror Lukas ikke helt sikker på, at han besidder. Tæerne krummet godt fast om kanten taler i hvert fald deres eget, tydelige sprog.

Holm viger glædeligvis ikke uden om elefanten i rummet: Kan man være mor og filminstruktør på én og samme tid uden konsekvenser? Og så endda henover så mange år? Både Markus og Lukas er tydeligt irriterede og påvirkede af moderens konstante filmeri. »Hvorfor filmer du altid?« og »det her er et galehus – nu har du snart filmet os i ti år«, siger de undervejs.

Selv taler Holm i voice-over om projektet i Moby Dick-termer. En slags besættelse af at dokumentere og indfange familiens eksistens. Som det to sekunders klip, der eksisterer af hende selv som lille pige. Dér, i rød sweater, dengang faderens hvalfangst landede. Et klip, hun skatter højt.

I ’Brødre’ bliver spørgsmålet ’at spille fodbold eller ikke at spille fodbold’ en overraskende god vinkel at betragte en opvækst ud fra. Heri ligger saftige sager som faderopgør, identitetsudvikling og ungdomsoprør og ulmer vedkommende filmen igennem. Hvad nu, hvis Markus hellere vil spille rockmusik, farve sit hår sort og få piercet sit øre ligesom idolet Billie Joe Armstrong i Green Day? Hvad siger fodboldfar med knæskaden og de knuste klubdrømme mon til det? Den konfrontation kilder i maven og vækker med ét minderne om ens egen ungdoms talrige konfrontationer.

Jeg blev mere rørt af de fine, autentiske øjeblikke i Aslaug Holms nære ’Brødre’ end Linklaters ’Boyhood’. Hvis en dokumentarfilm og en spillefilm da overhovedet kan sammenlignes. Men se dem begge – de er glimrende companion pieces.