’Janis: Little Girl Blue’

’Janis: Little Girl Blue’

Det er svært ikke at trække parallellerne: De havde begge en umiskendelig stemme, de havde begge et ustabilt privatliv med misbrugsproblemer, og de døde begge som 27-årige. Tidligere i år var der premiere på dokumentaren ’Amy’ om Amy Winehouse, og det virker næsten logisk, at den beslægtede historie om Janis Joplin nu fortælles i dokumentaren “Janis: Little Girl Blue”.

Hvor ’Amy’ er båret udelukkende af arkivoptagelser og voice-over-interviews, er “Janis” mere traditionelt fortalt med en række talking-heads-interviews af venner og vidner til Joplins korte kraftpræstation af et liv. Men uanset den genkendelige form er ’Janis’ en medrivende og stærk historie.

Janis Joplin bliver født i 1943 og vokser op i den traditionsprægede provinsby Port Arthur i Texas. Hun har svært ved at leve op til tidens kvindeideal og mobbes i teenageårene, inden hun begynder at dyrke blues-musikken. Hun finder ud af, at hun kan synge – højt! I midten af 1960’erne rejser hun til San Francisco, der er et knudepunkt for den nye, frie ungdomskultur og rockmusikken. Her slår Joplin sig sammen med ligesindede blues-musikere, og i slutningen af 1960’erne tager hendes musikkarriere for alvor fart. Hendes hæse, ofte skrigende, men samtidig både dynamiske og sårbare stemme vækker opmærksomhed både til nogle af de første store musikfestivaller og på de få pladeindspilninger, hun nåede at lave inden sin død. For mødet med musikmiljøet er også mødet med alkohol og de hårde stoffer, der alt for tidligt tog hendes liv på et hotelværelse i oktober 1970.

Filmen fokuserer allerede fra begyndelsen på de aspekter af Joplins personlighed, der både drev hende fremad og trak hende ned. Jae Whitaker, Joplins første kæreste i San Francisco, mener, at Joplins musikalske ambitioner bundede i et kæmpe behov for at blive elsket. En anden af de mange venner, musikalske kollegaer og elskere i filmen, mener, at Janis Joplins grundstemning simpelthen var ulykkelig – og netop derfor faldt det hende så naturligt at synge the blues.

På knap 50 års afstand er koncertoptagelserne og Joplins stemme stadig dirrende intense, og filmen skaber et fascinerende portræt af en viljestærk kunstner, men også et særdeles sensitivt menneske. At udstødelsen i ungdomsårene i den grad har sat sig spor bliver tydeligt i optagelser fra Joplins 10-års studenterjubilæum i 1970. Hun har inviteret pressen med, men selvom hun er blevet en stor stjerne på dette tidspunkt, er hun tydeligt nervøs i selskab med plageånderne fra hendes teenageår.

Udover Janis Joplin i centrum portrætterer filmen i sin periferi også en række af Joplins tidligere venner og elskere. De optræder nu i filmens interviews som gråhårede ældre, der stadig bliver berørt af mindet om en tid og et kort, ungt liv fuld af omvæltninger.


Kort sagt:
Som så mange klichéer har også den om sex, drugs and rock’n’roll rod i virkeligheden, og Janis Joplin var på alle måder en pioner på området. Gennem sveddryppende koncertoptagelser fra de vilde 60’ere og interviews med en række centrale personer tæt på sangerinden tegner ‘Janis: Little Girl Blue’ et facetteret portræt af en af det 20. århundredes mest skrøbelige og gennemtrængende stemmer.

Dokumentarfilm. Instruktion: Amy Berg. Medvirkende: Janis Joplin, Cat Power. Spilletid: 103 min.. Biografpremiere: Den 22. oktober
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af