Efter den dårlige modtagelse af Batman vs. Superman’ har alle været spændte på at se, hvordan Ben Affleck ville løfte den kommende ’The Batman’-solofilm som instruktør. Men nu har både Warner Bros. og hovedpersonen selv bekræftet, at han simpelthen hopper ud af instruktørstolen igen, skriver Variety.
Affleck skal stadig spille Batman og producere filmen, men selvom han utvivlsomt har et tæt forhold til Batman-mytologien, giver han det endelige ansvar videre.
»Der er bestemte karakterer, der har en speciel plads i millioner af menneskers hjerter. At spille denne rolle kræver fokus, passion og den bedste performance, jeg kan give. Det er blevet klart, at jeg ikke kan lave begge dele, så det når det niveau, som det kræver« udtaler han.
Det lyder som en slet skjult reference til den aktuelle gangsterfilm ‘Live By Night’, hvor Affleck både instruerer og spiller hovedrollen – og som har fået en temmelig lunken modtagelse.
Warner Bros. er nu på udkig efter en ny instruktør til ’The Batman’. Der går rygter om at både Matt Ross, der instruerede sidste års succes ‘Captain Fantastic’, og ’Planet of the Apes’-instruktøren Matt Reeves er i sigtekornet.
Læs også: Anmeldelse af ‘Lev om natten’: Hvor er passionen, Affleck?