’Lev om natten’: Hvor er passionen, Affleck?
Da jeg gik på filmhøjskole, rynkede lærerne altid brynene, når eleverne foreslog at lave en voice-over. Ikke fordi det aldrig fungerer, men fordi grunden skal være ualmindeligt god.
I ’Lev om natten’ finpudser Ben Affleck sin ru Batman-bas i en fortællermonolog, der er lige så alvorsfuld, som den er flad. Den lapper handlingshuller mellem scener og giver aldrig nogen årsag til sin egen eksistens – bortset, selvfølgelig, fra den åbenlyse: Det er lettere at stave handlingen ud i ord end at fortælle den i billeder.
Det siger en del om Afflecks gangsterdrama, der aldrig viger fra den sikre sti mod skuldertræk og glemsel.
Plottet, undfanget i Dennis Lehanes roman af samme navn, klinger alarmerende velkendt: Krigsveteranen Joe Coughlin (Affleck selv) røver tilfældige buler i 20’ernes eksplosive prohibition-USA, men får et ordentligt dragt prygl og ender bag tremmer, da en gangsterboss erfarer, at Joe knalder hans kvinde. Med hævntrangen som brændstof indledes et ’Scarface’-ridt fra bund til gangsterparadis, og snart styrer Affleck romsalget i Floridas underverden – uden udsving i den gravalvorlige mine.
Hans blik er blegt af ugidelighed, hans røst søvndyssende monoton, og selv ikke når hans hjerte flås ud og trampes på, er smerten til at ænse. Første Verdenskrigs armod har formørket udsynet, men traumet fra skyttegravene berettiger ikke Afflecks dvaske skuespil, specielt ikke når hans indre burde slå gnister med to flyvske forelskelser og mere end et par personlige gangsteropgør i løbet af spilletiden.
Ligesom i ’The Town’ og ’Operation Argo’ viser Affleck sig som en ferm håndværker i ’Lev om natten’, særligt når der åbnes ild mellem banderne, blodet sprøjter, og knytnæver rasler kæber, så man mærker det, og samtidig får han mægtige følelser ud af Chris Cooper og Elle Fanning som politichef og religiøs fanatiker. At de stråler, skyldes måske, at de deler scener med Afflecks menneskelige betonklods, men de giver liv til deres tragiske figurer og lader tårerne rumme smerten fra knuste håb.
Andre steder driver lærredet af visuelle floskler. Et glas knuses i slow-motion, før en gangsterboss dratter livløst omkuld, et helikopterskud beundrer det krystalblå Atlanterhav, og kærtegn udveksles i solnedgangens modlys. Filmmagi spirer sjældent i skabeloner, og ’Lev om natten’ lever i dem.
Det er i det hele taget svært at gennemskue, hvad Affleck vil med filmen udover at give gangstergenrens forslidte temaer – hævn, tragisk kærlighed og moralsk forfald – nok en tur i manegen.
Som den fint og forudsigeligt hopper fra punkt til punkt – med fortællerstemmen som superlim – er det svært at begribe, at det længe har været et passionsprojekt for Ben Affleck. For hvor er passionen?
Kort sagt:
Ben Affleck ser træt ud i gangsterdramaet ’Lev om natten’, der trods spredte glimt af potent action trofast følger både forlæg og genreforskrifter direkte mod glemslen.
Læs også: Casey Affleck udelod Ben Affleck i takketale – som straf røber Ben pinlige Casey-facts