Nye sæsoner af ‘The Night Of’ og ‘True Detective’ tegner sig i horisonten

Nye sæsoner af ‘The Night Of’ og ‘True Detective’ tegner sig i horisonten

HBO har de senere år med succes satset på antologiformatet, hvor det afsluttede scope kan skærpe fortællingen, og hvor man kun behøver fortsætte, hvis serien virkelig slår igennem.

Det gjorde både ‘The Night Of’ og første sæson ‘True Detective’. Og nu synes de to serier at være tættere på henholdsvis sæson 2 og 3 end nogensinde før.

Under tv-konferencen TCA i Los Angeles udtalte HBO’s programpræsident Casey Bloys, at skaberne bag begge serier »er ved at nærme sig idéer, de er begejstrede for«, hvilket gør ham »håbefuld« omkring udsigten til fortsættelser.

‘The Night Of’ var et passionsprojekt for James Gandolfini. Efter hans død overtog John Turturro rollen som den lidt lurvede advokat, der tager på sig at forsvare en ung mand af pakistansk herkomst (Riz Ahmed), som bliver anklaget for et mord, han formentlig ikke har begået.

Det skal blive spændende at se, om hovedforfatterne Richard Price og Steven Zaillian vil fortsætte i samme univers, eller om arenaen og hovedkaraktererne udskiftes fuldstændigt. Man kunne godt se for sig, at Turturro ville gentage sin rolle i sæson 2 med en ny sag.

‘True Detective’ sæson 2 var en massiv skuffelse, men HBO har hele tiden holdt døren på klem for, at forfatter Nic Pizzolatto kunne lave en treer, hvis han følte for det. Det tyder det på, at han gør nu. Matthew McConaughey har understreget, at han gerne vender tilbage til rollen som Rust Cohle fra sæson 1, så tør man håbe på en tilbagevenden til de oprindelige karakterer? Nok ikke.

Læs også: Debat om ‘The Night Of’-finalen – »ingen serie er bedre end sit sidste afsnit«

Læs også: Alt, hvad der var galt med ‘True Detective’ sæson 2

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af