Alt, hvad der var galt med ‘True Detective’ sæson 2

Mange har været skuffede over opfølgeren til sidste års HBO-hit. Her pinpointer dansk manuskriptforfatter, hvor han mener, det gik galt for den ellers kultdyrkede Nic Pizzolatto.
Alt, hvad der var galt med ‘True Detective’ sæson 2

SPOILER ALERT: Læs artiklen, når du har set sidste afsnit af ’True Detective’ sæson 2. Eller i stedet for.

Magtfuldkommenhed. Hovmod. Hybris. Det er opskriften på en hårdkogt noir-film. Desværre er det også opskriften på en fortællemæssig fiasko, når ordene rettes mod forfatteren i stedet for værket.

Det kunne have været så godt. Skabelonen var lagt med Nic Pizzolattos mesterlige første sæson af ’True Detective’, der sprøjtede nyt liv i en genre, hvor man troede, man havde set alt. Dengang var plottet en stram affære om perversion. Denne gang er plottet et kludetæppe af tilfældigheder, der tilfældigvis foregår nogenlunde inden for samme postdistrikt i L.A.’s melting pot.

Hvad handlede det hele egentlig om?

Anden sæson har været en fuldstændigt humorforladt affære, hvor samtlige karakterer har gået rundt med stenansigt og ondt i livet. Det er ikke alvorligt og tungt, det er bare statisk og kedsommeligt. Hvor man fra første frame af ’Twin Peaks’ har stakkels Laura Palmer, indhyllet i plastik, på nethinden, er det ikke et tab for menneskeheden, at den liderlige, korrupte city manager Caspere har fået skudt pikken af.

Borte er de filosofiske samtaler – i stedet får vi skabelsesberetninger fra traumatiseret barndom.

Jeg lod længe tvivlen komme serien til gode, men da jeg efter fire afsnit af en sæson på otte ikke kan finde hoved og hale i plottråde, diverse korrupte politimænd og gangstere fra et utal af fraktioner blev det tydeligere og tydeligere, at kejseren ikke havde noget tøj på. Jeg ville hjertens gerne skrive om alle de fantastiske detaljer, der trods alt er at finde i sæsonen, men de drukner i utallige plottråde og klodset eksposition: Gerne i resuméscenerne i hangaren, hvor de tre betjente mødes og minder publikum om, hvad de har fundet ud af indtil nu.

Desværre minder alle scenerne så meget om hinanden, og man har svært ved at sætte ansigt på alle de navne, der slynges ud. Der var det altså lettere at holde styr på spaghettimonsteret.

Hvor første sæson handlede om seksuelle perversioner, både i privaten og i plottet, skøjter sæson to rundt. Det handler lidt om motorveje og jordpriser, lidt om prostituerede og sexfester, lidt om korruption, meget om korruption, dollars, blå diamanter, mexicanere, faderskabssager og af og til også lidt om en fyr, der hedder Caspere, som blev myrdet, og naturligvis traumer fra fortiden – also: Gambling.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man ville blive forpustet og udfordret gevaldigt på sit intellekt, hvis ikke det gik så langsomt og var så udynamisk. Karaktererne er ens. Replikkerne er ens. Alle scener starter sågar ens: Et menneske stirrer bistert ud i luften i et par sekunder. Vi er ikke synderligt spændt på, hvad vedkommende kigger på. Klip til karakterernes POV: Som altid er der et eller flere mennesker, der stirrer bistert tilbage. Rinse and repeat. Og meget kedeligt.

Værst er åbningsscenen i afsnit 6, hvor Farrell og Vaughn bare stirrer på hinanden i et minut. Episode 5 sluttede ellers på en glimrende cliffhanger: »We need to talk«, hvilket er stort sagt af en mand som Farrells Ray Velcoro, som primært taler med næverne. Men vi klipper til de to mænd, der bare stirrer. Det bliver først afbrudt af Vince Vaughn, der spørger, om de har en stirrekonkurrence. Efterfulgt af mere stirren. Det er sikkert intenst og interessant på papiret, men vi er efterladt med død screentime, hvor tiden står stille.

Pizzolatto – fra wunderkind til problembarn

Manden bag hele affære, Nic Pizzolatto, er opvokset i selvsamme Louisiana, hvor sæson 1 af ’True Detective’ foregår, hvilket er et vaskeægte eksempel på det gode manuskriptråd: Write what you know. Sæsonen emmede af southern grit og autenticitet, mens sæson 2 virker som en bedaget b-film.

Wunderkind Pizzolattos research har tilsyneladende primært bestået i at gå et smut i dvd-samlingen og rane fra den stolte L.A. Noir-tradition. Man skal ikke have meget mere end ét øje i masken for at se tråde fra film som ’Chinatown’, ’L.A. Confidential’, ’Sunset Boulevard’ og ’Heat’. Til min smag bliver der desuden kippet lige vel voldsomt med hatten til Lynch og ’Twin Peaks’. Selvom vi jo kan være stolte af, at det psykedeliske tredje afsnit er instrueret af vores egen Janus Metz, er det altså ærgerligt, at serien ikke står på egne ben, men i stedet citerer så skamløst.

True Detective 2
Der har formentlig været tale om en meget strammere deadline end på første sæson, som Nic Pizzolatto havde craftet ned til mindste detalje, og hvor han som debutant blev holdt op imod en høj standard. I denne ombæring føles det, som om HBO bare har taget første draft og sat optagelserne i gang. Enten fordi der ikke var tid, eller fordi Pizzolatto mente, det var done.

Man fristes til at tænke det sidste, for manden har fået ry af at være lovlig egenrådig – det afbrudte samarbejde med instruktøren Cary Fukunaga tangerer arrogance, da netop den gennemgående instruktørvision gav første sæson et unikt sammenhængende udtryk. Følelsen af et værk.

Vince Vaughn – ikke skabt til drama

Allerede i castingen kunne man fornemme, at noget var galt. Men det var så tilstrækkeligt galt, at alle var overbeviste om, at det måtte være genialt, for Pizzolatto var jo nærmest ufejlbarlig efter den stærke debut.

Modcastingen af funny man Vince Vaughn som hårdkogt gangster, der går på vendetta i Los Angeles’ undergrund, kunne måske fungere. Altså, teoretisk, hvis man sådan i forvejen synes Vince Vaughn er en klasseskuespiller, men man skal ikke bruge mange sekunder i selskab med hans humorforladte figur for at indse, at Hr. Vaughn altså bare ikke er skabt til det der med drama.

Alle replikker bliver sagt gennem tænderne, og hvor McConaughey og Harrelson dribler elegant fra komik til drama, er det anderledes gumpetungt for Vaughn, når han er nødt til at føle sine replikker i stedet for at have en punchline at falde tilbage på. Det er formentlig af frygt for, at folk bliver mindet om hans fortid i komikken, men Vince Vaughn spiller karakteren helt uden humor, hvilket gør en allerede flad karakter endnu mere stivbenet.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I første afsnit leverer Vaughn replikken »I wanna kick my shoe so far up his ass…« og kigger sammenbidt ud i luften (it’s his thang). Hans generiske henchman færdiggør joken, »he spits shoelaces?«, hvortil Vaughn bare stirrer endnu mere sammenbidt ud i luften. Han forbliver en papfigur, fordi han kun har ét temperament, som sammen med Pizzolattos højtravende replikker er som at se et trafikuheld i sneglefart. Man håber hver gang, replikken begynder, at den rammer rent, men det ender falskt og teatralsk.

Det ville have været interessant at se, hvad en mere gritty casting kunne have gjort. Hvis en reelt hårdkogt spiller havde spillet ham, så kunne man have tilført humor, kærlighed og menneskelighed. I Vaughns hænder pulveriserer det som papmaché. Og værre bliver det i afsnit to, hvor han i en åbningsmonolog fortæller om dengang, hans far låste ham inde i en kælder og efterlod ham i fire døgn. »What if I am still in that basement. What if I died there?!«

Colin Farrell spiller rent

Den egentlige hovedkarakter, Ray Velcoro, bliver til gengæld spillet helt rent af Colin Farrell, om end alle replikker bliver leveret i en hæs hvisken gennem oceaner af bourbon. Man tilgiver det dog, for Farrell har et længselsfuldt blik i sine øjne, der står i skarp kontrast til hans brutale facon. Velcoros personlige tragedie er larger than larger than life, men forholdet til hans buttede rødhårede søn er rørende og ægte. Og det står i skærende kontrast til den ultravold, Velcoro må ty til for at bevare forstanden i en verden så uretfærdig og ond.

Det er lækkert, når Velcoro forsvarer sin søn og opsøger bøllen, der har stjålet hans sneaks, for så at gennemtæve faren med et knojern. Hele ’min far er stærkere end din far’-metaforen er så hårdtslående enkel og uraffineret. Kompromisløs, fed. Så det er totalt unødvendigt med Pizzolattos udgangsreplik: »I’ll come back and buttfuck your father with your mother’s headless corpse«.

Stor symbolik: En slutning i ørken, skov og hav

Man kunne allerede i første sæson se, at Pizzolatto ikke mestrer genrefilmen til perfektion, men alle var alligevel enige om, at manden transcenderede genren – at det ikke handlede om plottet, men om karaktererne. Bullshit! I en krimi handler det altid om plottet, og med de fejl og mangler som sæson to lider af, står det nu klart, at Pizzolatto ikke afstod fra konventionelle fortælleformer i første sæson, men blot tumlede lidt med dem. Jeg snakker om det påklistrede afsnit fire med en ligegyldig shoot out, hvor man er komplet uinteresseret i alle dem, der kradser af. I hvilken sæson, tænker du? Begge.

I første sæson stillede Rust Cohle og Marty Hart sig tilfredse, da de fandt frem til The Yellow Kings retarderede mundskænk. Den var ikke gået på Shakespeares tid eller hos de gamle grækere. Kongedramaer ender i tragedie, hvor enten kongen eller tronfølgeren dør. Ikke narren med bjælder i huen. Det ville være altødelæggende for en film som ’Seven’, hvis de i finalen lod John Doe undslippe, men var glade, fordi de jo fik hans fætter. En ægte tragedie handler om, at det, vi har håbet på hele vejen, falder ud til den dårlige side.

Og nu vi taler om ægte tragedie, så er det netop, hvad sæson to af ’True Detective’ har været. Fra start til slut. Finalen i sæson to er mere rendyrket tragisk end forgængerens, men når først toget når dertil, er de fleste stået af. Serien slutter egentlig af i en stor finale, hvor de tilbageværende tre hovedkarakterer søger mod henholdsvis ørken, skov og hav (der er sikkert en symbolik et eller andet sted).

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De to af dem møder deres endeligt i form af den yderste potens af deres egen defekt. Velcoro dør i en ’death by cop’-agtig duel i bjergenes skove, Frank Seymon forbløder i ørkenen i en ret fantastisk limboagtig scene, hvor han går mod lyset – det ville have fungeret, hvis det skete i en serie, hvor den slags var ’tilladt, men det virker studentikost og løgnagtigt i en serie, der kun sporadisk og tilfældigt har hoppet ind i karakterernes sind.

Rachel McAdams’ Ani Bezzerides hopper på en færge til Sydamerika, hvor hun sladrer til en reporter, så sandheden kommer frem i lyset. Hun genforenes med Vince Vaughns kæreste, som jeg har glemt, hvad hedder, og simpelthen er så ligeglad med, at jeg ikke gider at tjekke IMDb. Karaktererens personlige historier var dog rørende, ægte og tematisk forbundne, men desværre druknede de i b-filmens henchmen ad libitium.

Hvad ’True Detective’ kunne have lært af ’Chinatown’

Man drømmer sig væk til alle neo noir-filmenes moder, ’Chinatown’. Den foregik i samme L.A. og opland, men der var kun to forbrydelser: Begge mod naturen. Den ene, hvor man udpinte jorden for at drage økonomisk profit, den anden den skjulte forbrydelse, hvor skurken har forbrudt sig mod sit eget blod.

’Chinatown’s plotmæssige stramhed blev en metafor for hele fortællingen. L.A. er udsat for en tørke, og i samme ombæring dumper lyssky rigmænd vand, så et særligt county tørrer ud og falder i værdi, hvorfor de kan købe landet til røverpris fra de stakkels bønder. Den tematiske stramhed kommer af kontrasten mellem tørke og vand. Vand er liv, men samtidig kickstartes historien, da en mand findes myrdet, druknet i saltvand, men i et ferskvandsreservoir. Der er altså en sammenhæng mellem over- og underplot, som desuden understreges af en tematisk stramhed i billederne, hvor alle sveder og drikker i alle scener, og billederne er enten knastørre eller drivvåde.

ChinatownForget it, Jake. It’s ‘True Detective’.

Den samme tematiske stramhed lover sæson to af ’True Detective’. Der bliver insisteret insisterende på overhead shots af motorveje, der snor sig i landskabet – som et visuelt cue, der minder os om, at det handler om landpriser og infrastruktur. Tørke er udskiftet med motorveje, men ellers er skurkenes plan den samme. Et stykke land kommer til at stige massivt i værdi, når planen er gennemført. Det burde være denne plan, som er overplottet i ’True Detective’. Det er det bare ikke.

For i sin iver efter at være kompleks kaster Pizzolatto så mange plottråde ind i fortællingen, at al form for tematisk stramhed og spænding ryger ud af vinduet. Det er synd, for hvis blot de havde holdt sig til et overplot – landpriser, blå diamanter eller sexslaver – havde det afspejlet sig positivt i det visuelle. Nu favner den for bredt, og i sit forsøg på at handle om alt handler den nu om intet.

Det er ikke sofistikeret, det er dovenskab. Et godt krimiplot handler om struktur og uundgåelighed. En simplicitet, som efterlader publikum tavse i ærefrygt over, at de først i sidste sekund forstår tingenes rette sammenhæng, og hvordan de al den tid har siddet på kanten af sædet i spænding over, hvem der mon vandt.

Krimien er med andre ord altid en kamp mellem det gode og det onde, hvor nuancerne kommer frem undervejs i fortællingen. Det kom hen imod slutningen af sæsonen, men det var too little too late. Som Leonard Cohen synger i introsekvensen: Nevermind…

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af