Stor Oscar-dag for Danmark – to en halv nomineringer i hus

Der var stor spænding set med danske briller, da årets Oscar-nomineringer for få minutter siden blev præsenteret via en live-stream fra Los Angeles.

Martin Zandvliets ‘Under sandet’ var på shortlisten på ni kandidater for bedste ikke-engelsksprogede film, Aske Bangs ‘Silent Nights’ blandt shortlist-kandidaterne til bedste live action-kortfilm, mens halvdanske Viggo Mortensen var spået gode chancer for at nuppe en hovedrollenominering for sin præstation i ‘Captain Fantastic’.

Og det endte med at blive en fantastisk dansk Oscar-dag. ‘Under sandet’ blev indlemmet i det fine selskab blandt de fem film, der skal kæmpe om Oscar-statuetten. Her er den oppe imod flere stærke kandidater, særligt Tysklands ‘Toni Erdmann’ og Sveriges ‘En mand der hedder Ove’, der må vurderes til at indtage favoritpositionen.

Det er fjerde gang på blot fem år, at Danmark har opnået en Oscar-nominering i denne kategori (de forrige var ‘En kongelig affære’, ‘Jagten’ og ‘Krigen’), hvilket også uden rødhvide briller er en imponerende bedrift. Sidste gang, Danmark vandt, var for Susanne Biers ‘Hævnen’ i 2011.

Også Aske Bang og hans film om en kvindelig frivillig på et herberg, der forelsker sig i en illegal immigrant, blev nomineret. En stor sejr for instruktørtalentet, der ikke engang har lavet sin første spillefilm endnu.

Også Viggo Mortensen kaster lidt ekstra stjernestøv over Danmark ved årets Oscar-uddeling. Han har tidligere været nomineret for sin hovedrolle i ‘Eastern Promises’, og efter at have været undertippet i store dele af Oscar-sæsonen tog han altså karrierens anden nominering hjem for sin indsats som familiefaren, der opdrager sine seks børn efter sine helt egne, antikonforme regler uden for lands lov og ret i ‘Captain Fantastic’.

Mange mener, at Mortensen, hvis far er dansk, og som stadig har familie i Danmark, leverer en af karrierens bedste præstationer i den sjove og rørende film, og at det er den af hans roller i karrieren, der lægger sig tættest op af hans egen person. Det har utvivlsomt ikke skadet skuespilleren, at han er et særdeles vellidt navn i Hollywood.

Alt i alt kan vi vel med god samvittighed konkludere, at Danmark har hjemtaget to en halv Oscar-nomineringer i dag. Om det fører priser med sig, finder vi ud af, når årets Oscar-show går løs 26. februar.

Læs også: ‘La La Land’ årets store Oscar-topscorer – se alle nomineringerne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af