’En mand der hedder Ove’: Rørende film om en gammel sur mand med et blødt hjerte
Vi kender ham. Den gamle, sure enspænder fra vejen, opgangen eller supermarkedet. Ham, der vrisser af kassedamen eller råber af cyklisten, der fik forvildet sig op på fortovet. Vi kender ham også fra filmens verden: Clint Eastwood i ’Gran Torino’, Jack Nicholson i ’About Schmidt’, Carl i Pixars ’Op’ for blot at nævne nogle få. Her har vi også lært, at der er noget sødt og sympatisk bag de grå lokker, khakibukserne og det uforsonlige blik.
Det er også tilfældet i historien om Ove, spillet af en af Sveriges grand old men, Rolf Lassgård, der bruger sit livs efterår på at fjerne ulovligt parkerede cykler og sparke til de hunde, der besørger på vejen. Der er med andre ord ikke meget glæde tilbage i Oves liv, efter lyspunktet, konen Sonja, er borte. Og da han bliver fyret fra sit arbejde efter årtiers tro tjeneste med ordene »du er kun 59 år Ove, du har mange muligheder«, klinger det naturligvis hult.
Så Ove vil begå selvmord. Det er planen.
Men det viser sig at være fandens besværligt at begå selvmord, for at bruge Oves egen udtryk, når en pakistansk børnefamilie flytter ind ved siden af og presser sig på med deres velvillige naboskab og eksotiske retter. Som nu faktisk smager meget godt.
I flashbacks oplever vi også Oves barndom, ungdomsliv og store kærlighed, hvor violinerne spiller for, mens karakterernes læber bævrer. Filmen vil have os til at fælde en tåre for Oves liv, og man må erkende, at det lykkes – også selvom flashbackene er alt for polerede og pastelfarvede.
Det lykkes, fordi filmens historie, og dens bogforlæg af Frederik Backman, husker én på noget, der er større end den åbenlyse morale om at leve i nuet, nemlig hvordan vi er omgivet af mennesker med fascinerende fortællinger og ægte følelser, som vi afskærmer os selv fra med et lukket hej frem for et åbent spørgsmål. Ofte søger vi ud mod verden frem for at se til højre for vores egen hoveddør.
’En mand der hedder Ove’ er en rørende oplevelse, og man tilgiver skavankerne: Som Oves nye nabo, den enerverende optimist Nasanin, der synes påtaget positiv, når hun lader den ubehagelige og sure Ove passe sine små børn, og når hun storgrinende forsøger at lette den tunge stemning ved at sige, »du er fandens dårlig til at dø Ove«.
Replikkerne indimellem er så fortænkte, at man mistænker Ove for at have forberedt sine punchlines på hjemmekontoret. Da hans nye nabo stiller sig bag sin Audi for at skubbe den frem, sammenligner Ove kækt Audi-logoets fire nuller på kølerhjelmen af bilen og det ene nul, der nu står bag den og skubber. Andre gange er det svært at holde grinet tilbage, som da vi finder ud af, hvad Oves årtier lange konflikt med sin nabo Arne egentlig handler om. Den lader vi stå som en overraskelse.
Rolf Lassgård og hans unge inkarnation, Filip Berg, formår at give den endimensionelle Ove fine nuancer. Og selvom filmens slutning virker selvmodsigende, bliver man ligesom Nasanin fristet til at falde i snak sin egen pilsure mand fra vejen. Tænk nu, hvis der ligger en så medrivende historie bag.
Kort sagt:
’En mand der hedder Ove’ er dybest set temmelig forudsigelig, men alligevel ryger man med på historien om et rørende liv og en tid, hvor vi går forbi den sure nabo frem for at hilse på ham.