’Min far Toni Erdmann’: Vanvittig sjov, trist og rørende
Synes du, at dine forældre er pinlige? Så har du ikke mødt Winfried, som tager far-jokes til et helt nyt niveau ved at møde op på sin datters arbejde iført lang sort paryk og kunstige tænder og præsentere sig selv som livscoachen Toni Erdmann – der lægger navn til tyske Maren Ades fabelagtige tredje spillefilm.
Der er tale om en intervention. Winfried (Peter Simonischek) er bekymret over, at hans voksne datter Ines (Sandra Hüller) arbejder for meget og forsøger på temmelig kluntet vis at bringe humor tilbage i hendes liv. Efter et kort møde hjemme i Tyskland, hvor hun tilbringer det meste af tiden med at tale i telefon, beslutter han spontant at overraske hende med et weekendbesøg i Bukarest, hvor hun arbejder i et internationalt konsulentfirma. »Jeg er her for at forhandle«, betror han med pokerfjæs en af Ines’ vigtigste klienter under en reception. »Jeg har hyret en erstatningsdatter, og nu er spørgsmålet, hvem der skal betale«.
Det er en forfærdelig weekend. Ines tolererer modvilligt sin far, men har hverken tålmodighed til hans practical jokes, spaghetti eller insisteren på at diskutere lykke. Hun har travlt med at lande en stor aftale og tage på shopping med en klients kone – en del af jobbeskrivelsen for en kvindelig konsulent.
Hun ånder lettet op, da Winfried vinker farvel, men så nemt slipper hun ikke af med ham. Som en bøvet muldvarp popper han op i forklædning, hvor end hun går og står og indtager forskellige roller over for hendes kolleger og bekendte. Kølige og tilknappede Ines viser sig dog mere og mere som sin fars datter og spiller snarrådigt med på hans spil i en lang magtkamp. Det løber op i en spilletid på 162 minutter. Og det er ikke et minut for meget med et plot, der konstant tager overraskende drejninger, og to karakterer, der begge gennemgår en troværdig udvikling gennem deres bizarre dans, hvor de trods gensidig frustration grundlæggende vil hinanden.
Det fine ved filmen er, at både far og datter har ret. Hun er stresset og ulykkelig i det stive, kolde og mandschauvinistiske miljø. Han er respektløs og for meget, og han klovner for at skygge for sin egen ensomhed, som han projicerer over på datteren. Han føler sig tilsidesat og overflødig, ikke bare over for Ines, men på arbejdsmarkedet, hvor han er ufrivilligt pensioneret som musiklærer. Og i det moderne, individualistiske og kontrolfikserede samfund – personificeret af Ines’ virke som konsulent, hvis job består i at råde virksomheder i det fattige Bukarest til at ’effektivisere’ ved at fyre deres medarbejdere – står i modsætning til hans babyboomer-generations modkulturidealer om fællesskab og oprør. Samtidig udlever Ines netop hans generations drøm om frihed: Til at vælge sin egen vej, rejse, droppe familierestriktionerne og opnå succes på baggrund af egen indsats.
‘Toni Erdmann’ var en kritikerfavorit på årets Cannes-festival, men gik højst uretfærdigt tomhændet hjem. Måske fordi den er for sjov. Måske fordi Ade ikke eksperimenterer formmæssigt, men med sit håndholdte kamera holder fokus tæt på karaktererne og de to fantastiske skuespillere: Storspillende Simonischek, der altid bevarer melankolien under slapsticken, og underspillede Hüller, hvis indre opbrud ulmer under hendes kontrollerede ydre gennem småbitte ansigtstrækninger.
‘Toni Erdmann’ er vanvittigt sjov med sin tåkrummende pinlighedskomik, slapstick, absurditet og skarpe sociale observationer. Men det er langt fra en ren komedie. Den er lige så trist, rørende, eksistentielt alvorlig og tankevækkende i sin diskussion af, hvad lykke er, hvad der gør livet værd at leve, og hvad vi kan bruge humor til.
Kort sagt:
Snyd ikke dig selv for årets 162 bedste filmminutter. Maren Ades tyske komediedrama ‘Toni Erdmann’ er en sjældent observant, absurd, sjov og rørende fortælling om et konfliktfyldt far-datter-forhold, der diskuterer forretningsetik, kønsroller, generationsforskelle, humor og lykke. Alt sammen personificeret af en ambitiøs karrierekvinde og hendes fjollede far med falske tænder.