Richard Linklater er godt kørende i disse år. ‘Boyhood’ blev en af de bedst anmeldte film i historien, mens ‘Everybody Wants Some!!’ var en charmerende åndelig fortsættelse til instruktørens klassiker ‘Dazed and Confused’.
Linklaters næste projekt bliver en film baseret på afsnittet ‘Man of the People’ fra podcasten ’Reply All’, der handler om kvaksalveren Dr. John Brinkley, som i 1920’erne svindlede sig til rigdom og berømmelse via en populistisk brug af det nye radiomedie – og om Dr. Morris Fishbein fra The American Medical Association, som dedikerede sit liv til at få Dr. Brinkley ned med nakken.
Og nu står det klart, at ingen ringere end Robert Downey Jr. er hyret til hovedrollen, ligesom han skal være med til at producere filmen. Det lyder som et spændende match, om end det skal blive interessant at se, hvordan Linklater vil håndtere en film sat så langt tilbage i fortiden.
Du kan høre podcasten HER.
Læs også: Richard Linklaters bedste og værste film