De bedste nr. 7: ‘School of Rock’
Filmhistorien er rig på film skåret over typen ’den inspirerende lærer/mentor-figur’, og med ’School of Rock’ skabte Linklater en vilter og uhøjtidelig bastardunge inden for (under)genren.
Han lod sig samtidig indrullere i en regulær mainstreamproduktion, der dog takket være hans eget input og hans hovedrollestjernes, Jack Blacks, utæmmelige energi, blev ophævet til mere end kalkuleret metervare-underholdning.
Blacks filmkarriere har været en i stigende grad anstrengende affære, men rollen som en lærer, der introducerer en flok klassisk skolede musikelever for AC/DC og Led Zeppelin, er den noget nær optimale showcase for det korpulente gummiansigts fysisk udadvendte komik.
’School of Rock’ er et lykketræf af en kollision mellem materiale, stjerne og instruktør, for Linklater er en mand, der altid er interesseret i at fremhæve de menneskelige egenskaber og den emotionelle kerne i en historie, og her får han den fornemt parret med den kontante morskab, som Blacks figur bringer til torvs. Soundtracket er perfekt afstemt (som havde Cameron Crowe fungeret som kreativ konsulent) og Linklaters omgang med barneskuespillere er vanen tro forbilledligt.
At Linklater kan noget særligt med Black, beviste han senere med den sort-humoristiske ’Bernie’ (2011), der akkurat ikke klarede at mase sig ind på denne top 7, men som uden tvivl rangerer som Blacks mest nuancerede præstation i en karriere, der endnu mangler helt at overskride det gimmick-prægede. Måske en tredje Linklater-kollaboration endegyldigt kan slette indtrykket af en halvbagt filmkarriere?
De bedste nr. 6: ‘Waking Life’
Med ’Waking Life’ skabte Linklater en sær form for hybrid mellem animation, dokumentar og drama, der desuden fungerer som en intertekstuel leg med hans eget værk, fx er der indlagt referencer til gennembrudsfilmen ’Slacker’ og et møde med Jesse og Celine fra ’Before’-trilogien.
’Waking Life’ er en både tankeprovokerende og (lomme)filosofisk meditation over eksistens og erkendelse, særligt forholdet mellem drøm og virkelighed, hvor de centrale filmtekniske kneb (herunder ’rotoscoping’-teknikken, hvormed virkelige optagelser er omsat til animation a la Leth/Trier-samarbejdet ’De fem benspænd’) på kongenial vis parrer form med indhold. Filmens lettere off-beat, desorienterende præg er en godt udtænkt og flot realiseret respons på filmens ambition og tematik, og den byder som sådan på øjeblikke af stor skønhed og betragtelig dybde.
Eneste anke er sådan set, at den springende form og den intellektuelle præmis skygger en anelse for indlevelsen i filmens figurer som andet og mere end beholdere for filosofiske og eksistentielle ideer. Linklater sætter sit eget meget tydelige aftryk på filmen, og det kan karaktererne siges at lide under.
Som modig, nybrydende og nysgerrig filmkunst er ’Waking Life’ dog en ubetinget succes.
De bedste nr. 5: ‘Slacker’
Linklaters tidlige værker flugter fornemt (og ret belejligt, sådan karrieremæssigt vurderet) med Generation X- og slacker-tematikker i film, der hyldede det henkastede liv, som det leves blandt unge i malls, videobutikker og på tilsmudsede teenageværelser, hvor skateboardet er den foretrukne transportform, og en omvendt kasket holder styr på de fedtede lokker.
Men hvor andre prominente Generation X-auteurs som Kevin Smith og Larry Clark kom til at stå i stampe, har Linklater skabt sig en imponerende og meget alsidig karriere. I 1991 stod han dog smukt plantet i slackerens daværende dilemma: Hvad skal man stille op med sin (for teenageren så specifikke) eksistentielle lede, i en tidsalder, hvor fornuftige forbrugsvaner, tilsyneladende evig velstand og politisk frihed foruden en altgennemtrængende politisk korrekthed, hersker?
Linklater er først og fremmest en meget nysgerrig iagttager. Han interesserer sig åbenlyst for sine karakterer – alle sine karakterer – hvilket i ’Slacker’ resulterer i en forfriskende rastløs form for film, hvor et bredt udvalg af stenede skæbner kommer til orde. Der tales og tales og (lomme)filosoferes (om terrorisme, rejser, sex, Nietzsche etc.), mens kameraet uden at kere sig synderligt om plot eller fortælling bevæger sig fra den ene lokalitet og situation til den næste.
Det kan godt være, ’Slacker’ føles lidt vel lang i spyttet, men Linklater er i fuld kontrol over sit materiale fra start til slut, og filmens længde understreger sådan set bare hans kunstneriske ambition trods værkets ’tilfældighedspræg’.
De bedste nr. 4: ‘Before Midnight’
Den tredje film i ’Before’-serien om det tilfældige/skæbnebestemte møde mellem Jesse og Celine er forlagt til det pittoreske græske øhav, hvor parret, der nu er i begyndelsen af 40erne, holder ferie sammen med deres engleagtige tvillingepiger i en af Jesses forfatterkollegers sommerresidens. Fokus er ikke længere drømmen om forelskelse og romantisk eskapisme, men i stedet kampen for at fastholde den, når man er plantet i en fastlagt og (forholdsvis) rutinepræget virkelighed sammen.
Filmen begynder sådan set med en happy ending; Jesse og Celine, der engagerer i små drillerier og tænksomme samtaler mens børnene sover på bagsædet i den lejede bil. Det seriøse og det henkastede mødes i skøn samklang, men hvad er filmens ærinde da?
Jo, slangen i paradiset kryber langsomt frem fra skyggerne i ferieparadiset i form af praktiske, professionelle og personlige uoverensstemmelser. Jesse er fortsat den samme romantiske sjæl fanget i en voksen – med pil mod midaldrende – mands krop, men Celine har udviklet sig: Hun er hårdere i filten, en kende forbitret og mere på vagt end i de tidligere film.
Julie Delpy (som Celine) har altid været hjerte og (den flyvske) kerne i ’Before’-serien, og det er hendes udvikling, fra ubekymrethed til skuffede forventninger, der gør tredje film i serien til (endnu) en mageløs kreation.
Filmens formmæssigt største forandring er, at Linklater for første gang introducerer andre karakterer i fortællingen, hvilket kan ses som en pointe ved parrets situation efter ni års samliv (siden Jesse åbenbart ikke tog flyet i ’Before Sunset’): Man lever ikke alene i kraft af hinanden på års afstand af den første forelskelse, man indgår i relationer til andre mennesker, hvorved man finder brændstof til tosomheden. Når det er sagt så er styrken ved projektet den ’Scener fra et ægteskab’-agtige konfrontation på hotelværelset, hvor parforholdets ubehandlede sår kaster slagskygger over to mennesker, der nok elsker hinanden, men som kan have svært ved at forstå og nærme sig hinanden til trods herfor. Delpy og Hawke gestalter på forrygende vis skænderiets uudgrundelige inerti, mellem tilnærmelse og frastødning, mellem ønsket om at såre og ønsket om at omfavne og forstå.
Eneste anke kan være, at aktørerne måske er lidt for velformulerede i deres indbyrdes strid og frustration? Skænderier består jo netop også i det umælende og det uformående. Jesse og Celine mangler sjældent de rigtige ord. Hvor er tavsheden, og hvor er de simple eder og forbandelser?
De bedste nr. 3: ‘Before Sunset’
’Before Sunset’ fulgte op på 1995’s ’Before Sunrise’ (efter ’Before Midnight’ i 2013, kan vi derfor regne med en ny film om Jesse og Celine i 2022) – hvor vore to – dengang helt unge – hovedpersoner mødtes i et tog på vej til Wien og tilbragte en magisk dag og nat sammen, og trilogiens andet kapitel sluttede på en måde, der i lige høj grad inviterede til en endegyldig afslutning og en helt ny begyndelse.
Var Jesse og Celine ved at tage fat på en livslang romance i kølvandet på den forjættede anden chance, som deres møde i Paris udgjorde? Eller var det den endelige afslutning på en umulig drøm, der ikke ville kunne finde fodfæste i virkeligheden? Som beskuer aner vi det ikke, hvilket er med til at gøre filmen nærmest ubærligt prægnant.
Det, der gjorde ’Before Midnight’ til så risikabel en foreteelse, var, at det føltes så indlysende rigtigt at efterlade amerikanske Jesse og franske Celine lige der, hvor de er i ’Before Sunset’, hængende i uvisheden om, hvorvidt en dagdrøm aktivt kan forme og bestemme et livsforløb med alle dets forgreninger af forpligtelser og bånd.
Det er uvisheden, uafsluttetheden og dagdrømmen på en baggrund af et kostbart delt minde, der gør ’Before Sunset’ til en så stærk, en så radikal og så sanseløs smuk film.
De bedste nr. 2: ‘Boyhood’
Hvad er tid, hvad er erindring? Hvad vil det sige at blive sig selv, at blive voksen? Hvad vil det sige at være søskende, at være forælder? Hvad vil det sige at leve i et parforhold, at være alene?
Linklaters mageløse ’Boyhood’ forsøger – blandt andet – at belyse ovennævnte spørgsmål. ’Boyhood’ rummer ikke nogen forkromede sandheder, Linklater er ikke typen, der bryder sig om at give svar. Han er (med den amerikanske filosof Richard Rortys betegnelse) en liberal ironiker. Liberal, fordi han er fordomsfri, ironiker, fordi han ved, at alting altid kan være anderledes (eller kunne falde anderledes ud).
De fleste vil være bekendt med filmens fremstillingshistorie – at den består af tre timers sammenfletning af tolv års optagelser, hvor vi følger hovedpersonen Masons liv (gestaltet af Ellar Coltrane) fra han er 6-18 år – men udover det åbenlyse kup og den meget reelle gevinst, der ligger i at se en dreng og hans familie ældes naturligt, så skyldes filmens magi naturligvis meget mere end summen af protagonisternes naturlige aldring.
’Boyhood’ er glimt, episoder, oplevelser, store som små, fra en barn- og ungdom, hvor man aldrig helt ved hvad sporene, der lægges ud, betyder for fortællingen, men hvor det er tydeligt, at følelser altid overmander i nuet. Som fx sorgen over at blive klippet mod ens vilje, der varer ved lige indtil klassens sødeste pige sender en seddel, hvor der står, at hun synes, man ser sød ud med den nye frisure.
I ’Boyhood’ er der ingen trigger – her er ingen madeleinekage som hos Proust – og her er ingen voksenfortællerstemme, der sorterer i indtrykkene og udlægger moralen. Vi får aldrig noget færdigt billede, vi kan holde erindringsstumperne op imod.
Det er en styrke ved ’Boyhood’, at den næsten lige så godt kunne have heddet ’Motherhood’ (eller ’Fatherhood’, for den sags skyld), for Patricia Arquettes og Ethan Hawkes karakterer er så godt indlejrede i fortællerytmen (som i virkeligheden er en mosaik med et tilfældighedspræg, der kendetegner Linklaters film). Der ligger et halvt livs viden, arrigskab, resignation og kærlighed i det blik, moren sender faren under Masons eksamensfest, da han tilbyder at betale sin del af gildet, men – ups – ikke har nogen kontanter i sin pung og derfor lige må hente sin nye kones taske.
Hos Linklater ser vi det tvivlende, famlende, udkastende menneske, et menneske, der står i skærende kontrast til new management-lingoens mantra om, at man kan, hvad man vil. Mennesker – som de er flest – ved ikke helt, hvad de har gang i, men de fleste gør det så godt, som de kan med det, de nu har. Den lektie er god at blive mindet om og er sjældent blevet bedre skildret på film.
De bedste nr. 1: ‘Dazed and Confused’
Hvis ’Slacker’ viste, at Richard Linklater kunne tage temperaturen på samtidens ungdom og dens måde at forholde sig til sig selv, tiden og kulturen på, så viste han med ’Dazed and Confused’, at han kunne sige nogenlunde de samme ting ved i tilgift at pakke det ind i en medrivende historie.
Kun ’nogenlunde’, for Linklater flytter her fokus tilbage til en dag i 1976 – hans generationsportræt er altså forskubbet. Heldigvis/uheldigvis er teenagere til alle tider ret ens, så det er bekymringer, konflikter og følelser, der er meget genkendelige for enhver ung, hvilket selvfølgelig har sin egen pointe.
1990’erne havde en sær kærlighedsaffære med 1970’erne (et emblematisk eksempel er Weezers ikoniske ’Happy Days’-musikvideopastiche til sangen ’Buddy Holly’), måske fordi, at mange af den tids børn og unge nu var vokset op og kunne afbilde tiden fra et udsigtspunkt som voksne – og kunne konstatere, hvor forandret verden var.
Fra nedtur, kold krig og oliekrise til start-90’ernes økonomiske boom og tilsyneladende ubegrænsede frihed.
Med ’Dazed and Confused’ viser Linklater, at tiden er blevet en anden, men samtidig at tiden står stille. Begge indsigter præsenterer han med knivskarpe iagttagelser og levende karakterportrætter. Milla Jovovich, Ben Affleck og Parker Posey oplevede et gennembrud, men over dem alle troner Matthew McConaughey som den overvintrede high school-alfahan, David Wooderson, hvis catchphrase – ’alright, alright, alright’ – er omtrent kvintessensen af McConaugheys filmstjernepersona.
Richard Linklater har hele sin karriere været amerikansk films fornemste antropolog, en sublim menneskekender, der ikke praler eller doserer med sine indsigter, men hele tiden er nysgerrig efter at vide mere. I den forstand nåede han med ’Dazed and Confused’ en tidlig kulmination på sit værk.
De værste nr. 3: ‘The Newton Boys’
‘The Newton Boys’ var ikke alene Linklaters første deciderede Hollywood-produktion, men også den første film, hvor han arbejdede med et traditionelt, plotdrevet manuskript. Lad os bare slå fast, at den slags bøjen af for konventionen ikke er Linklaters styrke som filmskaber.
Nok arbejdede han sammen med sine gode venner, Matthew McConaughey og Ethan Hawke, i filmen, der handler om fire brødre, der blev nogle af de mest succesrige bankrøvere i USA’s historie, men i ’The Newton Boys’ fremstilles de fire som ærkegode antikapitalister, der hverken greb til vold eller kunne finde på at strides om penge eller kvinder. Derfor er det så som så med dramaet i fortællingen, og de sidehistorier som introduceres får at få lidt kød på karaktererne – blandt andet McConaugheys forelskelse i Julianna Margulies – føles tandløse, for ikke at sige som fremmedelementer.
’The Newton Boys’ havde været en virkelig tyndbenet letvægter af en film, hvis ikke det var, fordi den gode stemning reddes af nogle fornøjelige bankrøverisekvenser, hvor ikke mindst Hawke og McConaughey charmerer med en opløftende karisma, som resten af filmen desværre ikke kan mønstre.
De værste nr. 2: ‘Bad News Bears’
Linklaters genindspilning af denne sportsfilmklassiker fra 1976 er ikke helt så slem, som mange synes at mene. Men holdt op mod Linklaters egen langt overlegne ’School of Rock’ og fx Billy Bob Thorntons velafprøvede schtick som tvær kyniker med hang til alkohol i ’Bad Santa’ kommer den uhjælpeligt til kort.
Det er, som om Linklater ikke helt selv tror på, at filmen har en eksistensberettigelse – som om han undervejs er kommet i tvivl om, hvorvidt det var en god ide at tage fat i et stykke nostalgi fra sin egen ungdom.
Noget af det, der kendetegner Linklaters version er, at den ikke er nær så illusionsløs som originalen, der faktisk tager fat om institutionaliseret amerikansk kynisme, racisme og korruption. En enkelt interessant twist i Linklaters version, er, at forældrene i 00’er-udgaven er overbeskyttende over for deres børn, mens de i originalen er stort set fraværende og uengagerede, men det synes trods alt ikke at være en tilstrækkelig bydende grund til at lave et remake.
De værste nr. 1: ‘SubUrbia’
Linklater befandt sig i lidt af et kunstnerisk vadested sidst i 90erne, hvor det ikke virkede som om han kunne finde et fodfæste mellem ønsket om at blive integreret i Hollywood og finde nye måder at udtrykke sin egen outsider-auteur-natur på.
Med ’SubUrbia’ ser auteur-Linklaters ret anstrengte forsøg på at finde ny næring, ikke mindst i fortællestrukturen (hele filmen foregår på en dag) og karaktergalleriet, der på typisk Linklater-facon på næsten skødesløs vis forgrener sig.
’SubUrbia’ er baseret på et teaterstykke (og film) af Eric Bogosian, og det er måske her problemet ligger. Linklater er i udpræget grad bedst, når han iscenesætter sine egne manuskripter.
’SubUrbia’ er nemlig meget lidt i øjenhøjde med den Linklater, vi kender og elsker, når det kommer til filmens toneleje. Den er ovenud kulturpessimistisk og har en nærmest misantropisk grundtone over sig, der ligger langt fra den grundlæggende kærlige, medlevende tone, der præger hans tidlige storværker. Bevares, der er gode, om end ikke synderlig udfoldede skuespilpræstationer i filmen (Giovanni Ribisi, Parker Posey og særligt Ajay Naidu), men de lades i stikken af et manuskript, der lægger sig i slipstrømmen af en tvær, modkulturel ånd, der trivedes i 90erne, som et alternativ til den politisk korrekte mainstreamkultur, der var fremherskende i årtiet, hvor velstand og politisk frihed var selvfølgeligheder.
Allermest problematisk er det dog, at Linklater ikke formår at gøre 24-timers-strukturen troværdig. Der sker så mange uforudsete (og fra et fortællerperspektiv kalkulerede) begivenheder i løbet af fortællingen om en flok unge, der hænger ud foran en nærbutik i en forstad til Austin, Texas, at formen opleves mere hæmmende for indlevelse end det modsatte.