’Everybody Wants Some!!’: ‘Boyhood’-instruktør har skabt årets fest på filmlærredet
Der er helt klart for få udråbstegn i alverdens filmtitler, og at ’Everybody Wants Some!!’, opkaldt efter et Van Halen-hit, har hele to af slagsen, siger noget om den utæmmelige energi og uimodståelige charme, som Richard Linklater har besjælet sin tematisk tilstødende, men tonalt væsensforskellige ’Boyhood’-opfølger med.
Den åndelige efterfølger til ’Dazed and Confused’ er, ligesom dén film var det i 1993, årets fest på filmlærredet. Sådan én man aldrig vil hjem fra, fordi selskabet lige er dét sjovere, musikken lige dét mere groovy og vibrationerne lige dét bedre.
Så skide være med plottet, som alligevel kun er et påskud for at tilbringe tid sammen med det indtagende persongalleri. Som mange af Linklaters film handler ’Everybody Wants Some!!’ ikke rigtig om noget, den er bare. Den driver af sted som en svalende bølge mod synsranden, som man sorgløst surfer på, imens man bliver højere og højere på livet.
Filmen foregår i 1980, som den vækker til live med blomstrede skjorter, tætsiddende t-shirts, seriøst korte shorts, et produktiondesign, der formår at føles præcist og kærligt karikeret på samme tid, samt et soundtrack, der går direkte i fødderne. Vi følger et spraglet collegebaseballhold i weekenden op til semesterstart, der samtidig bliver en slags initiering for russen Jake, som er vores hovedperson og indfaldsvinkel til miljøet. 55-årige Linklater er på besøg i sin egen ungdom, men hans blik er hverken nostalgisk bagudrettet eller bagklogt moraliserende, men mindst lige så vitalt og solidarisk som for 23 år siden. I mellemtiden er han så blevet en sikrere forfatter og filminstruktør, hvorfor ’Everybody Wants Some!!’ også er en bedre film end ’Dazed’, ligesom den ikke står meget tilbage for mesterværkerne ’Boyhood’ og ’Before’-trilogien. Ikke på trods af sin lettere tone, men på grund af den, fordi den befrier filmen fra det intellektuelle pikmåleri, som Linklater til tider tager del i.
Jake flytter ind under samme tag som sine holdkammerater, der også hænger ud sammen, ryger sig skæve sammen, pranker og hyggemobber hinanden, spiller bordtennis, bordfodbold, pool og ’Space Invaders’ sammen, går i byen sammen, danser (ikke sammen) og (forsøger med varierende træfsikkerhed at) score piger. Her introduceres han og vi for blandt andre det kække og karismatiske midtpunkt Finnegan (Glen Powell i filmens mest åbenlyse breakout role), de bryske Roper og McReynolds, den sorte spasmager Dale, den glade taber Brumley, den filosofiske hippiestoner Willoughby og den endnu mere stenede Plummer, der synes at opleve livet i slowmotion.
Det er et vidunderligt spillevende cast, Linklater har bragt sammen, og det synes skrevet i blå bog, at filmen bliver et sprængbræt for en række kommende stjerner, på samme måde som ’Dazed’ blev det for Ben Affleck, Matthew McConaughey og Milla Jovovich. Og så føles alle drengene – måske med undtagelse af en kolerisk Weird Al-lookalike, der starter tæskesjov og siden kammer over – virkelige.
Der er ingen platte, konstruerede optrin; komikken (det er Linklaters sjoveste film til dato) udgår organisk fra personerne. Manuskriptet er fyldt til marginerne med vittig banter og dét, Linklater skildrer bedre end nogen andre, nemlig oplevelsen af liv, der leves for øjnene af én. Scener, der egentlig ikke peger nogen vegne hen, men som bare er så behagelige, vedkommende og i denne ombæring morsomme at være i, at man nærmest bliver skuffet, når der klippes.
Egentlig havde jeg slet ikke behøvet kærlighedshistorien mellem Jake og den teaterstuderende Beverly. Zoey Deutch er dårende sød som drømmepigen, men det er netop, hvad hun er: en manic pixie dream girl, og kulminationsscenen mellem dem tangerer det tilstræbt livskloge a la den første, mest prætentiøse ’Before’-film og ’Boyhood’s slutscene.
Denne films slutscene er til gengæld noget nær perfekt. En prægnant og poetisk efterklang af yndlingstemaet om tidens ubremselige tikken og en smuk cirkelslutning over det foreløbige oeuvre for den mest relevante stemme i amerikansk film lige nu.
Kort sagt:
Richard Linklaters ’Boyhood’-opfølger og åndelige efterfølger til ’Dazed and Confused’ er en collegekomedie så struttende af liv, karismatiske karakterer, rappe replikker, danserytmer og seriøst korte shorts, at den er mindst lige så sjov at se, som den tydeligvis har været at lave. Fuck plot!!