‘Twin Peaks’
Efter usikkerhed og adskillige trøste-donuts blev det for nylig slået fast, at ‘Twin Peaks’ kommer til Danmark. Over 25 år efter anden sæsons ikoniske cliffhanger vender Dale Cooper tilbage til den amerikanske lilleby. Flere små, sære teasers er blevet sendt ud, men hvad det nye ‘Twin Peaks’ helt præcis kommer til at indeholde, står endnu ikke helt klart.
Tidligere i år udtalte David Lynch dog, at de nye afsnit vil have tætte relationer til ‘Twin Peaks: Fire Walk With Me’, filmen fra 1992, der fulgte den sidste uge i Laura Palmers liv.
»Historien om Laura Palmers sidste syv dage er meget vigtig for det her«, sagde han. I den nye sæson har David Lynch og Mark Frost samlet det meste af det gamle cast, men har også givet plads til nye ansigter.
Premiere 22. maj på HBO Nordic
‘American Gods’
Neil Gaimans kultdyrkede bog har nu fået en serieadaption, der umiddelbart virker til at yde den vanvittige historie retfærdighed.
‘Hannibal’-bagmand Bryan Fuller har skabt serien, der handler om Shadow Moon, der løslades fra fængslet og i samme ombæring finder ud af, at hans kone er død. Han tager til hendes begravelse, men på flyet møder han den mystiske Mr. Wednesday, som ved mistænkeligt meget om Shadows fortid. Shadow trækkes efterhånden ind i en metafysisk verden, hvor de gamle guder kæmper mod de nye.
Shadow spilles af Ricky Whittle (‘The 100’), mens Ian McShane (‘Deadwood’) spiller Mr. Wednesday. Derudover er Pablo Schreiber, Gilian Anderson, Emily Browning og Peter Stormare på rollelisten. Der er stiliseret vold og overraskende twists i vente. De amerikanske anmeldere er overvejende positive.
Premiere 1. maj på Amazon Prime
‘House of Cards’ sæson 5
I slutningen på sæson 4 demonstrerede Frank og Claire Underwood, at de ville benytte mere og mere grænseoverskridende metoder for at fastholde deres positioner i toppen af magthierarkiet.
Og den første trailer for sæson 4 antyder, at ‘House of Cards’ vender tilbage mere mørk, kynisk og desillusioneret end nogensinde før, hvilket måske meget godt afspejler den virkelige politiske situation i USA. Den første lille teaser til sæsonen landede dagen efter, Trump blev indsat i Det Hvide Hus, og det skal spændene at se, hvilke mange paralleller der kan drages mellem fiktionen og virkeligheden.
I lille Danmark kan vi desuden glæde os over, at Lars Mikkelsens vender tilbage som den russiske præsident Viktor Petrov.
Premiere 30. maj på Netflix
‘Master of None’ sæson 2
Efter et barskt break-up rykkede den New York-bosatte skuespiller Dev (Aziz Ansari) til Italien for at få luft, genfinde sig selv og udleve sin pastakærlighed.
Og det er i den indisk-amerikanske, forvirrede fyrs møde med Italien, at den ventede anden sæson tager sit udgangspunkt. Ud fra traileren at dømme ser det ud til, at landet lever op til alle de romantiske forestillinger om mad, scootere og kvinder. Men Dev må også tilbage til New York for at konfrontere forældre, karriere og det besværlige datingliv.
Aziz Ansari leverede højt niveau i første sæson, som vi uddelte hele fem stjerner, og forhåbentligt formår han at holde stilen i opfølgeren.
Premiere 12. maj på Netflix
‘1993’
Et år er gået – og anden sæson af den politiske, italienske serie ‘1992’ hedder nu ‘1993’. I Rom drømmer Leo om en ny politisk bevægelse, mens arbejderklassens helt Pietro er blevet politiker. Tv-stjernen Veronica overvejer, om succesen har haft for store omkostninger, og den HIV-smittede efterforsker Luca tørster efter at få magt, mens helbredet kun forværres.
Første sæson kom ud i 2015 og blev kaldt for et italiensk miks af ‘Mad Men’ og ‘House Of Cards’, der tager fat om det politiske spil i 90’ernes Italien.
Premiere 17. maj på HBO Nordic
‘Casual’ sæson 3
Et fint bud i den korte dramedy-genre, der har taget gevaldigt fart de seneste år.
Efter manden skred, flyttede Valerie (Michaela Watkins) og hendes datter Laura (Tara Lynne Baar) ind hos hendes singlebror Alex (Tommy Dewey). Komedieserien handler om de tre vidt forskellige menneskers følelsesmæssige op- og nedture i et datinglandskab, hvor den næste store kærlighed kun er et klik, et swipe og endnu et klip væk.
Bag serien står blandt andre Jason Reitman, instruktøren af ‘Juno’, ‘Up in the Air’ og ‘Thank You for Smoking’, og ‘Casual’ besidder noget af den samme indie-quirk, inklusive karakterer, der lander et eller andet sted mellem det charmerende og irriterende.
Premiere 24. maj på HBO Nordic
‘War Machine’
I en historie løst baseret på virkelige hændelser spiller Brad Pitt den selvsikre General Glen McMahon, der med hård hånd skal lede NATO’s styrker i Afganistan. McMahon skal få sine tropper til ikke at slå civilbefolkningen ihjel og holde det politiske spil i skak, hvilket også inkluderer at feje den benhårde og kritiske journalist (spillet af Tilda Swinton) af banen. Med ikke så lidt rapkæftet humoristisk tæft.
Brad Pitt og Swinton får selskab af Ben Kingsley, Will Poulter (‘The Revenant’), Lakeith Stanfield (‘Atlanta’, ‘Get Out’) og Emory Cohen (‘Brooklyn’). Instruktør David Michôd fik stor ros for’ Animal Kingdom’ og ‘The Rover’ og har både instrueret og skrevet ‘War Machine’.
Streames 26. maj på Netflix
‘The Keepers’
Netflix satser stort på true crime, og populariteten er til at tage at føle på. ‘The Keepers’ er næste satsning, en serie, som over syv afsnit går i dybden med det mystiske mord på nonnen og læreinden Cathy Cesnik. I 1962 forsvandt hun, og to dage efter blev hun fundet myrdet – men hvem, der dræbte hende, fandt man aldrig ud af.
Gennem interviews med venner og familie, embedsmænd, journalister og Baltimores indbyggere kommer man tættere på en forklaring på den mystiske hændelse. Sagen fik en renæssance, da en af Cathys studerende stod frem og fortalte om flere års misbrug, vold og dødstrusler, som måske kan få os tættere på en opklaring.
Premiere 19. maj på Netflix
Læs også: Det skal du se i biografen i maj – Alien-uhygge, Coster-Waldau på dansk og japansk sensation