Siden han trådte ud af ‘High School Musical’-filmenes Disney-skygger har Zac Efron famlet efter at finde melodien som voksenskuespiller med roller i skæve dramaer som ‘Me and Orson Welles’ og Lee Daniels’ underkendte sydstatskrimi ‘The Paperboy’.
Først og fremmest har skuespilleren imidlertid udmærket sig i den mere mainstream komediegenre, og vores anmeldere gav både ‘Mike And Dave Need Wedding Dates’ og et’eren og to’eren af ‘Bad Neighbours’ fire stjerner, mens også Efrons rolle i filmatiseringen af ‘Baywatch’ ser ud til at bære præg af vaskebrætsstjernens forfriskende selvironi.
Men nu kommer der HELT andre alvorlige boller på filmsuppen.
Zac Efron har nemlig skrevet under på at spille den notoriske amerikanske seriemorder Ted Bundy i Joe Berlingers kommende film med den lovende titel ‘Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’.
Ted Bundy havde en spirende karriere indenfor poltik, og var kendt som en kvik, charmerende ung mand med en sød kæreste da han i midt-70’erne blev livstidsfængslet for at stå bag en forfærdende lang række voldtægter, kidnapninger og mord på unge kvinder. Hele 30 mord indrømmede Bundy at have begået mellem ’74 og ’78, skønt mange mener at tallet formentlig er endnu højere.
I ‘Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ fortælles historien om seriemorderen set fra hans mangeårige kæreste Elizabeth Kloepfers synspunkt. Kloepfer nægtede indledningsvis at tro på Bundys ugerninger, men meldte i sidste ende selv sin kæreste til politiet.
Joe Berlinger er ikke jomfru udi horrorgenren, og instruerede sålunde den nedsablede ‘Blair Witch 2’ tilbage i 2000. Siden er det primært blevet til dokumentarfilm, deriblandt den roste ‘Metallica: Some kind of monster’.
Læs også: Derfor er Zac Efron mere end et vaskebræt: 5 film, du skal se