I oktober annoncerede Netflix, at de er på vej med deres første danske serie, den postapokalyptiske ‘The Rain’ med Jannik Thai Mosholt som hovedforfatter.
Og nu har tjenesten så meldt ud, hvem der får rollerne i serien, der udspiller sig i Skandinavien, efter en virus har dræbt hovedparten af befolkningen.
Hovedrollerne som et søskendepar, der tilslutter sig en gruppe unge overlevende, skal spilles af talenterne Lucas Lynggaard Tønnesen (‘Tidsrejsen’) og Alba August, der er datter af Pernilla og Bille August og tidligere på året kunne ses i ‘Gidseltagningen’. Også allestedsnærværende Mikkel Boe Følsgaard, Lars Simonsen (‘Broen’), Iben Hjejle, Lukas Løkken, Angela Bundalovic, Jessica Dinnage, Johannes Kuhnke og Sonny Lindberg er på rollelisten.
Kenneth Kainz (‘Skammerens datter’) og Natasha Arthy (‘Fighter’) skal instruere serien. Serien får premiere til næste år, og fortællingens nærmere præmis beskrives i en pressemeddelelse således:
»Civilisationen, som vi kender den, er forsvundet. Seks år efter en brutal virus har udslettet størstedelen af den skandinaviske befolkning, tilslutter et ungt søskendepar sig en gruppe unge overlevende og begiver sig ud for at finde ud af, om en ny verden er opstået et andet sted. De håber alle, at søskendeparrets far er et sted derude med svar. Udenfor det civiliserede samfunds regler har hver af de unge medlemmer af gruppen frihed til at være, den de vil. Men de kæmper med sig selv og det faktum, at der selv i en post-apokalyptisk verden er kærlighed, jalousi, overgangen fra barn til voksen og alle de problemer, som de troede, de havde efterladt, da civilisationen forsvandt«.
Læs også: Mikkel Boe Følsgaards store forvandling – »det kildede i nosserne at tage den udfordring«