»Jeg har aldrig nogensinde stået i en boksering, og jeg er heller ikke fra Jylland. Der var så mange faktorer, der gjorde, at jeg ikke syntes, det var min rolle. Boksning har altid været en primitiv sport for mig, og jeg har ikke engang set ’Rocky’. Så derfor takkede jeg pænt nej tak til rollen som Jørgen ’Gamle’ Hansen«.
Som han sidder med sommerlangt hår, ligebenet næse og blomstret bommuldsskjorte ligner Mikkel Boe Følsgaard da heller ikke én, der kan slå på tæven – eller en jysk værftsarbejder for den sags skyld. Han ligner det, han er: En skuespiller med en Sølvbjørn, tre Robert-priser og en Bodil under bæltet, tyndt boheme-skæg og den dér specielle, rigsdanske dialekt, man får af at være med i serier på DR.
Og derfor ved han ikke, hvorfor det netop var ham, der blev bedt om at komme til casting på rollen som en af dansk boksnings største legender, Jørgen ’Gamle’ Hansen, i den nu premiereaktuelle film ’Den bedste mand’.
Boksning har altid været en primitiv sport for mig, og jeg har ikke engang set ’Rocky’
Filmen omhandler tiden omkring ’Gamle’ Hansens legendariske boksekamp mod den engelske Dave ’Boy’ Green. Hansen var på daværende tidspunkt en tidligere europamester, hvis karriere lå på grænsen mellem afdanket og overstået – deraf tilnavnet. Men så fik han muligheden for at bokse mod den 10 år yngre og umiddelbart langt dygtigere Green.
Egentligt var det kun en detalje i regelbogen, der gjorde, at Green skulle forsvare sin europamestertitel, inden han kunne gå videre til at kæmpe om verdensmesterskabet. Derfor fandt hans promotorer den håbløst undertippede dansker og håbede på en hurtig og nem kamp.
Men sådan skulle det ikke gå, for selvom Green havde både det fysiske og psykiske overskud, og bookmakerne ville give dig dine penge seks gange igen, hvis Hansen vandt, ændrede alt sig pludseligt den dag i Randershallen, 1979.
Fanden tog nemlig ved Hansen og til alles store overraskelse, muligvis også hans egen, lykkedes det ’Gamle’ Hansen at knockoute Green i tredje runde, hvilket fik den engelske kommentator til at udbryde:
»Unbelievable!»
Det er historien om at gøre det umulige: At en alt for gammel værftsarbejder fra Aalborg, hvis hus var røget på tvangsauktion, pludselig skulle knockoute en verdensmesterudfordrer i tredje runde. I en dansk, jantelovsramt provinsby i 70’erne.
Arving om dagen, bokser om natten
Et års tid efter, instruktøren Mikkel Serup (’Livvagterne’, ’Forbrydelsen’, ’Bankerot’) første gang havde henvendt sig til Mikkel Boe Følsgaard omkring rollen som bokseren, prøvede han igen, og denne gang sagde Følsgaard ja.
»Han valgte mig, blandt andet fordi han syntes, det var spændende at se, hvor langt vi kunne strække mig. Det var også derfor, jeg sagde ja anden gang. I Danmark er det sjældent, man har mulighed for at lægge tid i det arbejde, det kræver at transformere sig om til en, der er så langt fra en selv, men det er en drømmeopgave«, siger Mikkel Boe Følsgaard.
»Inden castingen tjekkede jeg Jørgen ’Gamle’ Hansen ud på Youtube, bare en 30 minutters tid for at danne mig et indtryk af, hvilken form for jysk han talte. Det var en blanding af ålborgensisk, århusiansk og snøvlende bokser-snak. Så gav jeg det et bud, blev inviteret igen nogle dage efter og fik så rollen. Og det var der, det store arbejde begyndte«.
For det er nemlig ifølge Mikkel Boe Følsgaard en enorm opgave at portrættere et andet menneske, der rent faktisk har levet. Arbejdet består af flere faser. Den første handler om hans fysiske fremtoning, og starter man fra toppen, vil man straks kunne se problemerne: Følsgaard har brunt hår, mens Hansens var kulsort. Desuden havde Hansens 92 kampe sikret ham en mærkbart skævbrækket næse, han havde en bred kæbe og ægte 70’er-bakkenbarter.
Derfor var et af de første stop på vejen, at Følsgaard kom til sminkeprøver, hvor sminkører prøvede forskellige ting af, der endte med at farve håret, klistre bakkenbarter på og bruge makeup til at lægge skygge, der fremhæver kæben. Især næsen tog lang tid. De startede med en overdimensioneret næse og arbejdede sig længere og længere ind mod én, der lignede, at den havde været brækket mere end et par gange.
»På grund af ’Arvingerne’, som vi stadig var ved at skyde på det tidspunkt, kunne jeg ikke bare gro mine egne bakkenbarter, så dem var vi nødt til at klistre på hver dag. Et andet, og noget sværere problem, var, at jeg skulle i kampform, selvom Emil, min karakter i ’Arvingerne’, ikke skulle. Heldigvis var instruktøren og kostumiererne søde, så vi lavede en aftale om, at Emil begyndte at gå i mere og mere løst tøj, så man ikke kunne se, at jeg begyndte at vokse«.
Med den fysiske ændring blev det også nemmere for Følsgaard at finde frem til, hvem Jørgen ’Gamle’ Hansen er:
»Skuespil er et maskearbejde. På teaterskolen var vi hos en specialist i maskearbejde i Jylland, hvor vi arbejdede med at finde ud af, hvad der sker, når man tager en vilkårlig maske på. Så havde vi for eksempel nogle af papmache på og kiggede os i spejlet, indtil man begyndte at mærke, hvad det var for en figur, man nu lignede«.
»Mange skuespillere er ret blufærdige, derfor er det rart at have nogle fysiske redskaber, man kan bygge karakteren op omkring, så man ikke er blottet. Og så tror jeg også, de fleste kender det, at hvis man tager noget andet tøj på, end det man plejer, bliver man næsten en helt anden person. Hvis man for eksempel har sit pæneste tøj på. Så opfører man sig helt anderledes end ellers«.
Som at lære at danse
Følsgaard allierede sig med en tidligere bokser, der skulle lære ham sportens ABC og få ham i form. Desuden skulle træneren hjælpe Følsgaard med kosten, der de næste seks måneder bestod af syv daglige måltider med masser af protein og hårdkogte æg hver morgen.
»Jeg skulle ned i weltervægt, altså max 66,7 kilo, og jeg startede med at være i far-vægtklassen, så jeg skulle tabe mig syv kilo og samtidig blive muskuløs. Selvom jeg ikke var tyk, kunne man godt se, jeg ikke havde trænet i rigtigt lang tid eller tænkt over, hvad jeg spiste, og nu skulle jeg ligne én, der kunne blive europamester i boksning. Derfor startede vi næsten med det samme på at træne fem-seks gange om ugen. Det var rigtig boksetræning med højintens intervaltræning og sparring«.
Det er ikke nok bare at ligge og løfte tunge vægte op over hovedet, for en rigtig bokser er sjældent så pumpet, som de ofte er i amerikanske film. I stedet fokuserede de på ryggen og skuldrene, for det er derfra, slagene kommer. Armene er til gengæld meget slanke, for de skal være hurtige.
»Det var ligesom at lære at danse, for vi startede med grundtrinene: Hvordan laver man en parade, hvordan skal fødderne stå, hvad er et hook osv. Jeg anede absolut ingenting om boksning«.
»Vi filmede min sparring, så jeg kunne sidde derhjemme og se, hvad jeg skulle gøre anderledes. Dengang i 70’erne gik man ikke 12 runder som i dag, men 15. En måneds tid inde i min træning sparrede vi første gang. Bare tre runder. Bagefter lå jeg nede på gulvet og hev mine lunger op ad halsen. Det er sindssygt hårdt. Jeg endte med at kunne klare fire runder i træk«.
I et halvt år skiftede Følsgaard alkohol, fedt og sukker ud med kød, bønner og proteinshakes – og træning, træning, træning. Både på den ene og den anden måde.
Hans dagsprogram startede tidligt om morgnen. Mellem halv fem og halv syv stod han op for at filme tredje sæson af ’Arvingerne’. Til morgenmad fik han tre hårdkogte æg og 90 gram havregryn målt op på køkkenvægten. Med sig på sættet havde han shakes, proteinbarer og en madpakke, gerne med tun eller kylling.
Efter indspilningerne havde han et par timer fri, hvor han var sammen med sin familie og spiste mad med masser af kød og næsten ingen fedt. Klokken halv otte mødtes han med sin træner i fitnesscentret og sluttede endelig dagen derhjemme med at studere tv-klip med ’Gamle’ Hansen på computeren.
»Efter fire måneder kom jeg en morgen til et punkt, hvor det blev for meget. Jeg var holdt op med at sidde og spise de dér tre æg med en ske, men var gået over til bare at spise dem med hånden som et æble, og jeg ikke kunne klare det længere. Så brækkede jeg mig i vasken. Men jeg gav ikke op, og næste morgen spiste jeg mine tre æg igen. Efter vi stoppede optagelserne, gik der et halvt år, hvor jeg slet ikke kunne få æg ned«.
Sideløbende med træningen, boksningen og kostændringen øvede Følsgaard en anden og mindst lige så vigtig del af det, der skulle få den bornholmskfødte københavner til at blive til en århusiansk ålborgenser fra 70’erne, nemlig dialekten.
En overgang kom han hos en dialekt-coach, men han fandt ud af, at det virkede bedre for ham at se gamle tv-klip med Jørgen ’Gamle’ Hansen om og om igen og indøve forskellige sætninger. Dem optog han på sin telefon og sendte til instruktøren, Mikkel Serup:
»Jysk har virkelig aldrig været min stærke side. Heldigvis er Mikkel jyde, så han kunne lidt bedre høre, om jeg ramte rigtigt. Derfor sendte jeg ham hver dag tre sprogprøver for at høre, om jeg nærmede mig. Det handlede om, at tempoet skulle ned, det skulle være snøvlende, sådan som boksere taler, og det skulle være sådan lidt ’vel-overvej-eh’«.
Jab, jab, jab!
Der er lavet et hav af boksefilm: ’The Fighter’, ’Raging Bull’, ’Million Dollar Baby’, ’Ali’, ’The Hurricane’, ’Grudge Match’ og ’Rocky’ bare for at nævne et par stykker. Fælles for de fleste af dem er, at Mikkel Boe Følsgaard ikke har set dem, heller ikke under arbejdet med at lære at spille bokser. Og det med var fuldt overlæg.
»’The Fighter’ genså jeg, fordi jeg synes, det er en fremragende film. ’Rocky 1’ havde jeg aldrig set. Den viste sig at være fantastisk, især det karakterarbejde, Sylvester Stallone laver. Men jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge boksefilm til. For vores historie er så anderledes – så dansk og så jysk«.
I USA er bokserne på film ofte så Hollywood-agtigt larger than life
»I USA er bokserne på film ofte så Hollywood-agtigt larger than life. I vores film er det mere det uden om ringen, der fylder: Hans ægteskab, at han er for gammel til, at nogen tror på ham, hans indre dæmoner og hans drømme. Vores film handler lige så meget om Familien Hansen, der sidder og drikker kaffe ved kakkelbordet, som om boksning. Desuden er boksningen i ’Rocky’ ren lir. Han kan i virkeligheden slet ikke bokse«.
Men det kunne ’Gamle’ Hansen. Og derfor skulle Mikkel Boe Følsgaard lære det på hans måde. Så snart Følsgaard havde den basale bokseteknik på plads, begyndte han og træneren at indøve Hansens specielle måde at bokse på.
»Hansens stil var meget med hele tiden at jabbe med venstre hånd for at holde modstanderen på afstand, og så hans legendarisk hårde højre hånd. Når jeg var oppe i ringen og sparre, råbte min træner ’Jab, jab, jab!’ hver gang, jeg blev trængt op i et hjørne eller gjorde noget, Hansen ikke ville have gjort«.
Følsgaard beskriver det som at lære et nyt sprog. Det var så langt, han var fra at være bokser. Han har set en enkelt Brian Nielsen-kamp eller to engang, men han har aldrig tænkt på boksning som andet end en kedelig, voldelig sport. Derfor satte han også tid af til at nørde boksning fra forskellige lande og forskellige årtier:
»Dengang i 70’erne var de slet ikke så hurtige, som de er i dag. I dag falder du aldrig ned på dine hæle, men er hele tiden på tæerne og i bevægelse. Hansen stod fast. Når man ser ham, Hans Henrik Palm, Tom Bogs eller nogle andre fra dengang, så er de meget tunge at se på i forhold til i dag og især i forhold til, hvordan de bokser i Mexico«.
»Jeg gik fra at syntes, at boksning var en ligegyldig, primitiv sport, jeg ikke forstod, til at jeg nu kan se det smukke i boksning. Hvor hårdt arbejde det kræver, at det er en gentleman-sport, og hvor elegant det kan være. Det har også været nødvendigt for at kunne sætte mig ind i, hvorfor Hansen blev ved med at bokse«.
Dæmonerne fra barndomshjemmet
I USA kan store skuespillere som Daniel Day-Lewis og Leonardo DiCaprio få tid til at dykke så langt ned i en rolle, at de forsvinder, og kun karakteren står tilbage. Det er sjældent en mulighed i Danmark, hvor skuespillere er nødt til at spille en rolle, samtidig med at de forbereder en anden, ligesom Mikkel Boe Følsgaard indspillede ’Arvingerne’ om dagen og forberedte sig på at blive bokser om aftenen.
»I starten havde jeg kun tre måneder til at forberede mig til ’Den bedste mand’, og det kunne jeg ikke have nået. Heldigvis blev skydningen udskudt tre måneder yderligere. I den ideelle verden ville jeg gerne kun have forberedt mig, men det er Danmark det her, så jeg var nødt til at passe det ind med, at jeg skulle lave andre ting«.
»Det var sindssygt hårdt og enormt krævende. Men som sagt syntes jeg, det var en mega fed opgave for mig som skuespiller, fordi der var et kæmpe stykke fysisk arbejde i det, og jeg fortrød på intet tidspunkt, at jeg ombestemte mig. Det kildede i nosserne at tage den udfordring«.
Det er ikke første gang, Mikkel Boe Følsgaard spiller en rigtig person. I 2015 spillede han Kim Vilfort i ’Sommeren ’92’, og i 2012 brød han igennem som den sindssyge Christian d. 7. i ’En kongelig affære’, som han modtog en Bodil, en Robert og en Sølvbjørn for.
Det meget roste portræt af 1700-talskongen var ifølge Følsgaard nemmere for ham af flere årsager: Dels er der af gode grunde ikke nogen i dag, der kan huske, hvordan han egentlig var, hvilket gav Følsgaard et noget større spillerum. Dels fordi Kongens temperament ifølge historiske kilder lå tættere op ad Følsgaards eget.
»Jørgen ’Gamle’ Hansen kunne ikke eksplodere. Det føles falskt, hvis han slår i bordet eller råber ad nogen. Det er en mildhed over ham, jeg ikke kunne ignorere, og fordi det er langt fra den, jeg er, irriterede det mig. Jeg er meget ekspressiv og havde nogle gange lyst til at ændre lidt på ham, men der var jeg nødt til at være tro mod karakteren«.
»Nøglen til at spille en karakter er at finde ud af, hvad det er han vil. Det er ikke nok, at han bare gerne vil vinde en boksekamp, det ville være for endimensionelt. Jeg fandt ud af, at han vil anerkendes som en god bokser. Han ved godt, han ikke er færdig, selvom alle siger det til ham. Når jeg læser de gamle avisartikler fra dengang, får han godt nok nogle hug fra sportsjournalisterne, der dømmer ham ude gang på gang. Og så er der også det, at han vil forsørge, give sin kone et godt liv og være en god far, modsat sin egen far«.
Måden, Mikkel Boe Følsgaard sætter sig ind i at skulle spille en rigtig person, består af tre lag: På det nederste lag sætter han sig ind i fakta: Hvor er han født, hvem er han gift med osv. Det andet lag er at gøre sig karakterens mission klart. Det tredje lag er det fysiske: Makeuppen, dialekten, bokseteknikken og måden, han sidder på en stol.
»Fordi han var så muskuløs, sad han meget stift, ret op og ned. Han sad roligt, fordi han var en rolig person. Og så var han jysk lun og havde en fræk gavtyv i blikket. Jørgen ’Gamle’ Hansen var en blandet mand, for samtidig havde han nogle mørke sider og nogle dæmoner fra barndomshjemmet, han kæmpede med«.
Bliver aldrig helt virkelighedstro
Der er en historie, der går på, at da Val Kilmer skulle spille Jim Morrison i ’The Doors’, brugte han et helt år på at hænge ud på sangerens gamle stamsteder i Los Angeles iført den samme slags tøj, Morrison gik i.
En dag blev Kilmer spottet af en, der havde kendt Morrison dengang, og den første tanke, han fik i hovedet, var: »Jeg har helt glemt, hvor høj Jim er«. Så meget kan en skuespiller forsvinde ind i en rolle.
Men selvom Mikkel Boe Følsgaard har brugt lang tid på at forberede sig til rollen, understreger han, at ’Den bedste mand’ ikke er en 1:1-gengivelse af virkeligheden.
»Jeg var aldrig interesseret i, at det skulle være komplet tro mod virkeligheden. Vi kan gøre nogle ting med makeup, træning og dialekt, men det er jo stadig mig, der spiller ham. Jeg kan aldrig blive til ham. Derfor kan det aldrig blive perfekt virkelighedstro, og så må vi bruge de virkemidler, spillefilmen har som styrker«, siger han.
»Hansen er desværre dement i dag, så Mikkel (Serup, red.) og jeg blev enige om, at det ikke gav mening, at jeg skulle tale med ham. Så var det bedre at lægge energien andre steder. Jeg har heller ikke talt med nogen, der kendte ham, for det var vigtigt for mig, at det ikke blev andres billede af ham. Det er mit billede af ham. Jeg har set de videoer, jeg kunne finde med ham, og læst det, der er skrevet om ham. Men når alt kommer til alt, er det mit bud på Jørgen ’Gamle’ Hansen«.
‘Den bedste mand’ har biografpremiere i morgen, 15. juni.