Tilbage i 2015 udtalte Daniel Craig, at han hellere ville skære sine håndled over end at vende tilbage i rollen som den ikoniske MI6-agent, James Bond.
Siden da har rygterne længe floreret om Craigs tilbagevenden – særligt efter at han blev tilbudt et astronomisk højt beløb for at lave yderligere to film.
I går aftes bekræftede den britiske verdensstjerne, at han vender tilbage i en sidste film på Stephen Colberts ’The Late Show’.
Tv-værten pressede skuespilleren for informationer, og til sidst gav 49-årige Craig efter, da Colbert spurgte: »Vi kunne godt bruge nogle gode nyheder (oven på Trump, red). Daniel Craig, vil du vende tilbage i rollen som James Bond?«.
Craig svarede entydigt »Ja« til publikums store begejstring. Det skete, efter han hele dagen havde givet interviews, hvor han ikke ville bekræfte sin tilbagevenden.
Udover Daniel Craig som hovedrolle har ’Bond 25’ ikke meget andet end en premieredato. Filmen er planlagt til at komme i biograferne 8. november 2019, mens der allerede er kommet en række bud på oplagte instruktørkandidater.
Favoritten er franske Yann Demange, der kun har instrueret en enkelt spillefilm, ’Bag fjendens linjer’ (’71’) med Jack O’Connell i hovedrollen, mens sværvægterne Denis Villeneuve (’Arrival’, ’Sicario’) og David Mackenzie (’Hell or High Water’) også er at finde på top tre-listen.
Der er dog næppe tvivl om, at det bliver en kortvarig turnus for instruktøren, der får tjansen. Efter Daniel Craigs kommende, sidste ‘Bond’-film vil franchisen sandsynligvis blive rebootet med ingen ringere end Christopher Nolan ved roret.
Nolan gav tidligere på måneden udtryk for sin velvilje over for at lede et nyt kapitel i ‘Bond’-franchisen med Tom Hardy i titelrollen.
Daniel Craig er aktuel i næste måned, hvor han spiller bombeekspert, som vi aldrig har set ham før, i Steven Soderberghs imødesete heist-film ’Logan Lucky’.
Læs også: Daniel Craig lufter muligheden for endnu en James Bond-film