Der har stort set ikke været problemer i forbindelse med den omfattende produktion af Rian Johnsons kommende ’Star Wars’-kapitel, ’The Last Jedi’, hvilket er lidt af et mirakel, når man tænker på Lucasfilms snart rutinemæssige udskiftning af kreative kræfter.
Allerede nu ser det dog ud til, at sidste kapitel i den nye ’Star Wars’-trilogi, ’Episode IX’, får en anderledes hård færd. Carrie Fishers alt for tidlige død ser nemlig ud til at have vidtrækkende konsekvenser for trilogien. Efter planen skulle General Leia have spillet en afgørende rolle i den niende episode, hvor hun skulle stå ansigt til ansigt med sin korrumperede søn, Kylo Ren (Adam Driver), i et sidste slag.
Lucasfilm har, af respekt for Carrie Fisher, ikke i sinde at genskabe Leia digitalt, og det er med al sandsynlighed derfor, at Jack Thorne, der forfattede manuskriptet til Harry Potter-fortsættelsen ’Harry Potter and the Cursed Child’, nu er blevet hevet med om bord.
Udover ’Harry Potter ’-teaterstykket har Jack Thorne mest gjort sig som tv-forfatter, mens han også har stået bag en række mere ukendte engelske spillefilm. Det er således en monumental opgave, Thorne har foran sig, når han skal skrive afslutningen på en af nyere tids mest ventede film.
Det er endnu uvist, hvorfor instruktør og manuskriptforfatter Colin Trevorrow (’Jurassic World’) ikke står for omskrivningen af manuskriptet. Der er dog blevet spekuleret en i, om hans ilde-modtagne ’The Book of Henry’ kunne være årsagen til, at Thorne tager over.
Mange fans er allerede begyndt at frygte, om instruktøren kan løfte den vigtige opgave som kunstnerisk leder af episode ni. Produktionen begynder i starten af næste år, og vi krydser nu bare fingre og tæer for, at vi ikke skal høre mere om fyrede instruktører og omfattende reshoots.
Læs også: Ny instruktør til ‘Star Wars’-spinoff om Han Solo fundet