’Monrad – i seernes tjeneste’: DR3 anmelder internationalt satirehit til døde

Anmelderen er en let figur at gøre grin med, som han sidder der i sit elfenbenstårn og udspyer selvsmagende holdningstilkendegivelser over sagesløse kunstværker, der bliver ofre for hans trætte idiosynkrasier, som kunne være skrevet på forhånd.

Det er faktisk så let, at det bliver svært, og det mærker man med al tydelighed i DR3’s nye satireserie.

Konceptet er ellers godt. Faktisk så godt, at det er blevet solgt til flere lande, som var det et liderligt reality-format. Det startede med ’Review With Myles Barlow’ i Australien, fik sit internationale gennembrud med ’Review With Forrest MacNeil’ på Comedy Central i USA, og nu får vi så en dansk version med ’Monrad – i seernes tjeneste’.

Rammen er den samme i alle tre programmer. I stedet for at fælde dom over film, bøger eller musik anmelder hovedpersonen forskellige dimensioner af livet på forespørgsel fra seerne. Hvordan er det at være racist, at have en bedste ven, at være stofmisbruger, at spise 30 pandekager, at lave et sexbånd? I embedes medfør og sandhedens navn lægger anmelderen frygtløst krop til selv den værste prøvelse, om så det koster ham sin ellers søde og tålmodige hustru og forholdet til børn, mor og kolleger.

Anmeldelsesudfordringernes pinagtighed er programmets komiske grundkerne, men dets tragikomiske genistreg ligger i det udleverende portræt af en mand, som ofrer alt for at aflevere sin endelige dom til sit publikum: »Racisme får… tre flammende stjerner«. Det er både en omvendt-parodi på anmelderne, der per default hænges ud for aldrig selv at sætte noget på spil, og en sjov udstilling af gonzo-journalisten, som selvillusorisk og proportionsløst går til yderligheder for selv den mindste afsløring.

Den amerikanske version med som Andy Daly som Forrest MacNeil er suveræn, fordi han spiller rollen som indbegrebet af en everyday-man. Det anonyme skolelærerjakkesæt, de kønsløse briller og det afvæbnende smil kontrasteres hårdt af hans psykopatiske handlinger. Han er en helt almindelig mand, der chokerer os med sin manglende respekt for de sociale normer og sin i sidste ende uundgåelige deroute.

Og det er her, DR3’s ’Monrad – i seernes tjeneste’ skyder langt forbi. Niels Monrad, overspillet af ellers talentfulde Mads Riisom, er en kedsommelig karikatur på en 70’er-uniprofessor/anmeldertype komplet med bordeaux rullekrave, tweed-blazer, brun brille og intellektuelt sammenknebne øjne.

Han er ikke en gennemsnitsmand, men et uegalt miskmask af Frank fra ’Klovn’ og Ole ’Bogart’ Michelsen. Han er både prollekikset og akademisk bedrevidende, og man tror ikke et sekund på ham.

Det amerikanske ’Review’ strålede desuden i den digresserende komiske galskab, der skabte luft og uforudsigelighed i Forrest MacNeils anmeldelser, ikke fordi de skubbede fortællingen et særligt sted hen, men bare fordi de var sjove som ethvert andet velskrevent sketch-show.

Tjek for eksempel MacNeils bud på ’at være racist’-anmeldelsen, hvor han infiltrerer en afroamerikansk barbecue og aflurer befolkningsgruppens grusomme sociale tilbøjeligheder som at »sladre til Derek om ting, der ikke vedrører dem« og »ævle løs om deres catering-firma«, hvilket han efterfølgende raceshamer tilfældige sorte med rundt omkring i byen.

Senere får han store problemer, da han i bedste arpartheid-stil sætter skilte med »white« og »colored« op foran kopimaskinen på jobbet, og det kulminerer i en sjov og faktisk ret underspillet konfrontation med parcelhuskvarterets eneste sorte mand ved en nabokomsammen.

Se så bagefter Niels Monrads bud på ’racist’-udfordringen, som er langt mere forudsigeligt ensporet med racistiske jokes ved frokostbordet, fuldtonet nazihailen på gågaden i bedste Johnny Hansen-stil og slidt politiafhøring med dinglende lampe og hårde efterretningsnyssere. Monrad går stort, MacNeil går småt, og når MacNeil i løbet af programmets tre sæsoner går stort, sker det ikke ad de veje, man havde forventet.

Med blot to anmeldelser på 27 minutter modsat den amerikanske versions 3-4 anmeldelser på 22 minutter, siger det desuden sig selv, at DR3-udgaven har sat tempoet ned, sikkert for at skabe mere udfoldede historier med større payoffs. I stedet bliver det en dræber, og som med enhver halvkedelig anmeldelse får man mest af alt lyst til at springe frem til stjernerne.

DR3 har de seneste år udmærket sig med lune webseriesatsninger som ’Anton 90’, ’Yes No Maybe’ og ’Joe Tech’, men på lowbudget-satireområdet kunne man godt snart unde dem en succes.

At lave et dansk remake af ’Review’ får… to stjerner.

Læs også: 5 stjerner til ‘Anton 90’