Harvey Weinstein spræller stadig, efter mere end 60 kvinder er stået frem med sexchikaneanklager mod den tidligere producer, der desuden er under politiefterforskning for adskillige voldtægtsanklager og overskridelse af kvinders borgerrettigheder.
Som et led i sit forsvar har Weinstein nu sagsøgt sit tidligere firma The Weinstein Company, som han ejer 26 procent af. Han sagsøger firmaet for at tilegne sig adgang til sine mange arbejdsemails, hvilket han vil bruge i sit forsvar.
»Hr. Weinstein mener, at hans emailkonto, der var den primære, hvis ikke den eneste han brugte under sin ansættelse ved firmaet, vil indeholde informationer, som vil frikende ham og derfor firmaet mod anklager rettet mod ham selv eller firmaet«, fortæller Weinsteins advokat i en pressemeddelelse.
»Desuden er Hr. Weinstein i en unik position til at tilbyde indsigt og yderligere forklare og kontekstualisere sine emails. Ved at give ham adgang til hans emails kan han mere effektivt assistere firmaet i dets efterforskning af anklagerne«.
Det virker dog højst tvivlsomt, at Harvey Weinstein skulle kunne klare frisag ved blot at få adgang til sine emails. Indsatsen virker snarere som en sidste krampetrækning fra skandaleproduceren.
Det er ikke det eneste sagsanlæg, The Weinstein Company har mødt i de sidste uger. Skuespillerinden Dominique Huett har også sagsøgt firmaet for at have dækket over Weinsteins opførsel. Og det kan meget vel komme til at koste det i forvejen skræntende firma fem millioner dollars.
Læs også: Matt Damon og George Clooney taler ud om Harvey Weinstein