Da James Franco vandt prisen for bedste skuespiller i ’The Disaster Artist’ til årets Golden Globes, var det med et kækt smil på læben. Under festlighederne have han iført sig en Time’s Up-pin for at vise sin støtte til den nystartede bevægelse, der bekæmper seksuelle krænkelser af kvinder på arbejdsmarkedet.
Efter prisuddelingen kom der flere negative Twitter-reaktioner på Francos solidariske gestus. Et af de mere foruroligende (og senere slettede) tweets kom fra Ally Sheedy, der antydede, at der havde fundet et seksuelt misbrug sted under opsætningen af teaterstykket ’The Long Shrift’, instrueret af James Franco i 2014.
Smilet fra prisuddelingen var derfor ikke til at spore under James Francos besøg hos tirsdagens udgave af ’The Late Show’, hvor vært Stephen Colbert spurgte ind til de kritiske tweets. Her svarede Franco, at han ikke har læst dem, og at han desuden ikke forstår, hvad Ally Sheedy insinuerede:
»Først og fremmest aner jeg ikke, hvad jeg har gjort mod Ally Sheedy. Jeg instruerede hende i et Broadway-stykke og havde ikke andet end en god oplevelse med hende. Jeg har stor respekt for hende, og jeg aner ikke, hvorfor hun var oprevet«.
Samtidig med sin afstandtagen til beskyldningerne proklamerer Franco sin støtte til de mange kvinder, der står frem som følge af #MeToo-bølgen.
»De ting, som jeg har hørt lå på Twitter, er ikke nøjagtige. Men jeg støtter fuldstændigt folk, der står frem, for de har ikke haft en stemme i så lang tid. Jeg vil ikke lukke dem ned på nogen måde. Jeg synes, det er en god ting, og jeg støtter det«.
Anklagerne har allerede fået konsekvenser for James Franco. I dag havde The New York Times ellers indbudt til et TimesTalk-interview med James og Dave Franco, men valgte i sidste øjeblik at aflyse begivenheden. En repræsentant for avisen udtaler til The Hollywood Reporter:
»Begivenheden skulle være en diskussion om produktionen af ’The Disaster Artist’. På grund af kontroverserne omkring de nye anklager føler vi os ikke komfortable ved at fortsætte i den retning«.
Se klippet med James Francos udtalelser i ’The Late Show’ her:
Læs også: Golden Globes 2018 sendte et stærkt politisk budskab uden at prædike moral