KOMMENTAR. Det var givet på forhånd, at den første store prisuddeling post-#Metoo ville rette spotlyset mod de seneste måneders jordskælvsrystelser under den amerikanske underholdningsindustri.
Golden Globes 2018 jonglerede ansvaret for at formidle et af de største kulturelle paradigmeskifter i Hollywood til dato, og det var velkomment, at eventen skøjtede udenom bitter moralprædiken for i stedet at slå et slag for positiv forandring med skarp humor, eftertanke og begavede dundertaler for branchens fremtid.
Det startede det øjeblik, de første stjerner svang benene ud af limousinerne foran Beverly Hills Hilton, og løberen gik i sort.
Midnatsfarvet-couture stod i smuk kontrast til Louboutin-såler og rød filt, da filmbyens skuespillerinder meldte deres ankomst til prisfesten som et optog af knejsende spar esser, der i fællesskab har væltet Hollywoods patriarkalske korthus.
Adskillige mandlige kolleger bakkede op om modekodekset, Time’s Up-pins glitrede på jakkereverser og Susan Sarandon, Emma Stone, Meryl Streep, Amy Pohler og Emma Watson havde alle inviteret ligestillings-forgangskvinder med som dates – deriblandt Tarana Burke, stifteren af #Metoo-bevægelsen, og Billie Jean King, grundlæggeren af Women’s Sports Foundation.
Kombinationen samfundspolitik og Hollywood-prisuddelinger går ikke altid vel i spænd når vægtige budskaber pakkes ind i, hvad der i værste fald kan ende som misforstået og ensidig politisk korrekthed, og superstjerner klapper lydigt i takt for pr-vindings skyld.
Det sås desværre til dels ved forrige års Oscar-uddeling, hvor den ellers signifikante #Oscarsowhite-debat trak fronterne op med en gennemgående syrlig ’os mod dem’-retorik, der tog de nominerede gidsel i stedet for at søge at forene branchens kræfter i kampen for større racediversitet.
I ugerne op til gårsdagens ceremoni var der dem der frygtede, at Golden Globes 2018 ville falde i samme fælde, og da det eksempelvis blev kendt, at de fleste inviterede ville bære førnævnte sorte klæder i solidaritet med industriens mange ofre for seksuelle krænkelser, fik særligt skuespillerinderne kritik for ikke i samme åndedrag at foregå hundedyre designerdrømme for mere beskedne outfits.
En kritik, der på alle måder gik galt af sagens formål og frigørelsen af kvindelig seksualitet fra besnærende samfundsdogmer ved at antyde, at de høje prismærker på kvindernes kjoler (deriblandt flere kvinder, der selv har oplevet overgreb) tilsvarende nedgraderede deres troværdighed som #Metoo-fortalere. Ikke ulig måden, hvorpå fiktive kvindelige superhelte udskældes for at være dårlige rollemodeller, hvis de portrætteres i lårkorte skørter, bemærkes …
Ultimativt sejrede det visuelle budskab bag havet af sorte kjoler fordi skuespillerinderne rankede ryggen og stod sammen om at signalere, at deres vilje og kvindelighed ikke bør trynes af branchens skam. Det var et flot og favnende syn.
For ja, man kan sagtens se brandgodt ud som Hollywood-ikon, og samtidig stå for forandring. Spørg bare Nicole Kidman, Reese Witherspoon, Natalie Portman, Frances McDormand, Barbra Streisand og naturligvis Oprah Winfrey, hvis taler fra podiet indgød håb for en fremtid, »hvor ingen igen skal sige ’Me too’!«, som sidstnævnte formulerede det til stående ovation.
Golden Globes-talerne var forudsigeligt kønspolitiske, men budskaberne var indtrængende og på sin plads til en event, hvor filmfolk, ofre og – formentlig en hel del – tavse vidner sad ansigt til ansigt ved de runde borde i salen, for rullende kameraer og under noget andre sociale forhold end for blot et år siden. The show must go on indeed.
»Til alle jer mandlige nominerede: Det her er første gang i tre måneder, I ikke behøver at være nervøse for at få læst jeres navn op«, jokede vært Seth Meyers i sin åbningsmonolog, men lod herefter gæsterne få ordet.
Susan Sarandon og Geena Davis konkluderede, at Hollywood på mange måder slet ikke har ændret sig siden ’Thelma og Louise’ kom ud i 1991, og Natalie Portman og Barbra Streisand highlightede behovet for at få mere fokus på de dygtige kvindelige instruktører i branchen – ikke mindst i et år, hvor alle de Golden Globe-nominerede i Bedste instruktør-kategorien var mænd.
Det var imidlertid Elisabeth Moss – som snuppede en Golden Globe for sin hovedrolle i ’The Handmaid’s Tale’ – der bedst opsummerede den nye verdensorden i branchen and beyond. Moss sendte en hilsen til forfatter Margaret Atwood, og citerede ’The Handmaid’s Tale’s beskrivelse af kvinder som »dem, der ikke bliver nævnt i aviserne«.
»Vi lever ikke længere i det sort-hvide rum på kanten af papiret. Vi lever ikke længere i sprækkerne imellem historierne. Vi er historien på papiret, og vi skriver vores egne historier«, fulgte Moss selv op.
Hollywoods prisuddelinger er notoriske for at svælge i egen glorificerede skysovs. Og til Golden Globes, hvor de fremmødte bliver beværtet med mad og rigeligt drikke under showet, går der hurtigt halvsnalret rygklapperi i affæren. Priserne hylder illusionister, og takketalernes svulstige ideologier kan synes så hule som statuetterne selv.
Men i de senere år har der alligevel sneget sig en mærkbart øget samfundsbevidsthed ind under lysekronerne – og i selve valgene af vinderfilm og serier.
Da Patricia Arquette talte passioneret for ligeløn i branchen ved Oscar-uddelingen i 2016, affødte det et øget mediefokus på diskrepansen mellem mandlige og kvindelige skuespilleres lønsedler. Og da Meryl Streep leverede sit nu legendariske Donald Trump-take-down ved Golden Globes i 2017 reflekterede det en industri i åben opposition til den nyvalgte regerings politik.
Golden Globes 2018 var selvsagt og som altid et underholdningsevent. Ikke en konference. Men showet forsøgte alligevel at klinke lidt af skårene internt og udadtil ovenpå et halvår, der har vendt op og ned på Hollywoods magtstrukturer og udstillet et internt hykleri, hvor mænd og kvinder i årtier har givet køb på deres loyaliteter, og smilet stift under blinkende lygter, mens kolleger blev krænket på filmsettet ved siden af.
Selvfølgelig skulle kvinderne til mikrofonen og se publikum og branchen i øjnene fra en af de største live-televiserede platforme, filmbyen kan tilbyde. Men man savnede i dén grad at høre fra flere af deres mandlige fæller. Til trods for alle de mørke jakkesæt og solidariske pins adresserede besynderligt få kvindernes kamp verbalt og bidrog dermed paradoksalt til billedet af et fortsat kønssegregeret Hollywood. Det må kunne gøres bedre, når Oscar løber af stablen til marts.
Alligevel var der efter års tilløb reel forandring i luften i salen på Beverly Hills Hilton. Time’s up. Og de, der vil argumentere for, at skuespillerindernes kampråb for et stærkere fællesskab mod seksuelle krænkelser ikke var dybere end tidligere års takketaler til mor og Gud, må selv være døve for kvindernes stemmer.
Nu skal vi bare have Hollywood-mændene med.
Læs også: Her er de store vindere af Golden Globes 2018
Læs også: Seth Meyers sætter tænderne i Kevin Spacey og Donald Trump med skarp åbningsmonolog