Cannes-festivalen udelukker Netflix fra hovedkonkurrencen – og forbyder selfies

Cannes-festivalen udelukker Netflix fra hovedkonkurrencen – og forbyder selfies
Netflix-filmen 'Okja' deltog i sidste års hovedkonkurrence på Cannes-festivalen. (Foto: Netflix)

På sidste års filmfestival i Cannes skabte det oprør blandt alverdens biograftilhængere, at de to Netflix-originalfilm ’Okja’ og ’The Meyrowitz Stories (New and Selected)’ var blevet indlemmet i hovedkonkurrencen. Filmene fik nemlig ingen fransk biografdistribution.

Nu kan festivaldirektør Thierry Fremaux afsløre, at Netflix og andre streamingtjenesters produktioner fremover ikke får lov at konkurrere med om de gyldne palmer, med mindre filmene på forhånd er garanteret fransk biografpremiere.

»Sidste år, da vi udvalgte disse to film, troede jeg, at jeg kunne overtale Netflix til at distribuere dem i biograferne. Jeg var overmodig, de afslog«, fortæller Fremaux til The Hollywood Reporter.

»Netflix-folkene elskede den røde løber og vil gerne være til stede med andre film. Men de forstår, at deres egen forretningsmodels stædighed nu er vores modsætning«.

Cannes-direktøren trækker således en dyb streg i sandet mellem filmindustriens nye og gamle spillere:

»Film triumferer stadig overalt, selv i denne seriernes guldalder«, siger han. »Filmens historie og internettets historie er to forskellige ting«.

Den noget konservative opfattelse af, hvordan man hylder filmkunsten, var også at finde hos Steven Spielberg, da han i sidste uge kritiserede Oscar-akademiets nomineringer af streaming-film som ’Mudbound’ og ’Icarus’:

»Når du binder dig til et tv-format, så er du en tv-film. Et godt tv-program fortjener en Emmy, men ikke en Oscar«, udtalte instruktøren.

Cannes-festivalen løber i år fra 8. til 19. maj, men vi skal ikke regne med at se mange instagram-billeder fra stjernerne foran festivalpalæet – udover at sende Netflix ud i kulden, har festivalen som endnu et led i sin kamp mod den digitale verden anno 2018 nemlig også forbudt selfies på den røde løber.

Mon dieu.

Læs også: Jesssica Chastain gjorde Cannes-direktøren opmærksom på kvinderepræsentation: »Hun havde ret«

Læs også: Netflix 6 bedste originalfilm – og de 3 værste

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af