Ali Abbasi vovede sig i 2016 som én af de få i dansk film ud i gysergenren med sin debutfilm ’Shelley’, som vi her på Soundvenue udnævnte til årets bedste danske film. Og den svensk-iranske instruktør, som er uddannet fra Den Danske Filmskole, ser bestemt ikke ud til at være færdig med at lege med det overnaturlige.
Abbasis nye film ’Border’ får verdenspremiere i Cannes-festivalens underkonkurrence Un Certain Regard, og i den forbindelse er første klip fra filmen dukket op. Her aner vi, at noget meget, meget mystisk er under opsejling.
’Border’ følger den vansirede grænsevagt Tina (Eva Melander), der har en besynderlig evne til at gennemskue folk med sin lugtesans. Men da hun en dag støder på manden Vore (Eero Milonoff), kommer hun til kort. Hun kan mærke, at han skjuler et eller andet, og måske derfor føler hun også en vis tiltrækning. Gennem Vore finder hun ud af, at hun ikke kommer fra denne verden, og at hele hendes liv har været en løgn.
Filmen er baseret på en roman af John Ajvide Lindqvist, der stod bag ’Lad den rette komme ind’-bogforlægget. Abbasi og Lindqvist har udarbejdet manuskriptet sammen med Isabella Eklöf, hvis debutfilm ’Holiday’ fik premiere på årets Sundance-festival.
Se klippet, hvori Tinas evner demonstreres, herover.
Læs også: Debutanten bag den danske gyser ’Shelley’: »Usympatiske kvinder er enormt spændende«