Instruktør Yann Demange, der har flere års erfaring i tv-branchen, spillefilmdebuterede i 2014 med det intense krigsdrama ’Bag fjendens linjer’ (’71’) om den blodige konflikt i Nordirland i 1971. Nu er franskmanden tilbage med filmen ’White Boy Rick’, der ser anderledes festlig ud, om end emnet ligeledes er ganske alvorligt.
Fortællingen er baseret på virkelige hændelser omkring Richard Wershe Jr., der i år blev løsladt efter mere end 30 år i fængsel. Som blot 14-årig agerede han informant for FBI ved at tage del i den omfattende narkotikahandel i 80’ernes Detroit. Da FBI var færdige med ham, fortsatte han i den kriminelle løbebane, hvilket som bekendt fik store konsekvenser.
Rick spilles af debutanten Richie Merritt, mens Matthew McConaughey spiller hans far. På rollelisten ses desuden Jennifer Jason Leigh, Bruce Dern, Piper Laurie samt Brian Tyree Henry fra ’Atlanta’ og den kommende ’Widows’.
Ud fra første trailer, som kan ses herover, er der tale om en højenergisk og uhøjtidelig biopic, der, i stil med ’I, Tonya’, vender tristesse til tragikomik.
’White Boy Rick’ får premiere 17. januar 2019.
Læs også: Snoop Dogg smuglede ægte hash i Matthew McConaugheys falske filmjoint