Ben Affleck har i mange år kæmpet med et alkoholmisbrug, der over snart tyve år har sendt ham på afvænning af tre omgange. Nu har den 46-årige skuespiller og instruktør endnu en gang måttet sande, alkoholen er ham et problem, og han har nu måttet tage tilbage på afvænning.
Flere forskellige medier beretter, at det efter sigende skulle være Afflecks ekskone, skuespillerinde Jennifer Garner, der holdt en intervention for Affleck og fik ham til at tjekke ind på en klinik for at komme problemet til livs. Affleck og Garner blev skilt i begyndelsen af 2017, og de har tre børn sammen.
I foråret landede nyheden om, at Affleck og hans trofaste makker Matt Damon havde sikret sig rettighederne til en ny film om en utrolig sand historie involverende en storsvindler, et McDonald’s-spil og en hel masse millioner. Affleck skulle instruere projektet, mens Damon skulle tage sig af hovedrollen. Projektet er formodentlig blot sat på hold.