HBO offentliggør premieredato og cast til Damon Lindelofs ventede ‘Watchmen’-serie

HBO offentliggør premieredato og cast til Damon Lindelofs ventede ‘Watchmen’-serie
'Watchmen'.

I 2017 bestilte HBO en pilot-episode af Damon Lindelofs (‘Lost’, ‘The Leftovers’) take på den dystopiske graphic novel ‘Watchmen’, og modtagelsen af det første afsnit har været så god, at kabel-kanalen netop har bestilt en hel sæson af den alternative superhelte-serie.

HBO har annonceret, at den endnu unavngivne serie får premiere i løbet af 2019, og i samme ombæring har de offentliggjort det fulde cast, som ser yderst lovende ud: Serien byder blandt andet på Oscar-vinderen Jeremy Irons, Regina King (‘The Leftovers’), Tim Blake Nelson (‘O Brother, Where Art Thou’) og Don Johnson (‘Miami Vice’).

Samtidig genforener serien Lindelof med sin ‘The Leftovers’-kollega Nicole Kassell, der har instrueret pilotafsnittet og desuden fungerer som executive producer på serien sammen med Tom Spezialy (‘The Leftovers’), Stephen Williams (‘Lost’) og Joseph Iberti (‘Boardwalk Empire’). Det er med andre ord kapable kræfter, der står bag serien.

Seriens officielle log line lyder: »Serien udspiller sig i en alternativ historie, hvor ‘superhelte’ bliver behandlet som lovløse. ‘Watchmen’ omfavner nostalgien omkring den originale, banebrydende graphic novel, mens den også forsøger at bryde ny grund selv«.

Tidligere på sommeren kom Damon Lindelof eventuelle vrede fans i forkøbet, ved at undskylde for sin serie, inden nogen overhovedet havde set den. Han beskrev i samme ombæring de oprindelige tegneserier som Det Gamle Testamente, mens hans kommende filmatisering oplagt kan ses som Det Nye Testamente.

Læs også: ‘Stranger Things’-stjerne afslører overraskende inspirationskilde til sæson 3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af