I foråret udkom Erik Poppes ‘Utøya 22. juli’ om den norske tragedie i 2011. Nu kommer et andet filmisk perspektiv på massemordet fra instruktør Paul Greengrass, der har erfaringer med forløsningen af voldsomme virkelige begivenheder fra ‘United 93’, som skildrer én af flykapringerne ved 9/11, ‘Captain Philips’ om en piratkapring og mesterværket ‘Bloody Sunday’ om voldelige sammenstød i Nordirland. Han er også manden bag flere af Bourne-filmene.
Utøya bliver udgivet direkte på Netflix under titlen ’22 July’, der som bekendt markerer dagen for terrorangrebet, hvor den højreekstremistiske Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker under en demokratisk sommerlejr på Utøya.
Greengrass’ version er baseret på den anerkendte norske forfatter Åsne Seierstads bog ‘One of Us: The Story of an Attack in Norway – and Its Aftermath’, der fortæller historien om terrorangrebet og tiden efter den fatale begivenhed set fra de overlevendes perspektiv.
Breivik bliver spillet af Anders Danielsen Lie fra Joachim Triers ‘Reprise’ og ‘Oslo 31. august’, hvilket er en essentiel forskel fra Poppes film, hvor terroristen aldrig ses som andet end en skikkelse i horisonten. Den adskiller sig desuden ved, at skuespillerne taler engelsk.
’22 July’ får premiere på Netflix den 10. oktober.
Læs også: ‘Utøya 22. juli er et mesterligt instrueret mareridt’
Læs også: Den uforglemmelige første replik i Utøya-filmen er nøglen til dens berettigelse