‘Making a Murderer’ sæson 2
Spoilers for sæson 1!
I bølgen af populære true crime-serier som ‘The Jinx’, ‘The Keepers’, ‘Evil Genius’ og ‘The Staircase’ er historien om Steven Averys chokerende skæbne i ‘Making a Murderer’ én af de absolut mest omtalte, og anden sæson er utvivlsomt på toppen af manges liste over de mest ventede af efterårets serier.
Laura Ricciardi og Moira Demos, der skrev og instruerede sæson 1, vender tilbage til Manitowoc, hvor vi sidst tog afsked med familien Avery. I sæson 1 fulgte vi Avery, der blev frikendt i 2003 efter at have siddet fængslet i 18 år for voldtægt og mordforsøg på en kvinde i lokalsamfundet Manitowoc County, Wisconsin – en forbrydelse, man ved hjælp af dna-beviser kunne dokumentere, han ikke havde begået. Efter bare to år på fri fod blev Avery anklaget for en ny forbrydelse, et brutalt mord på den lokale fotograf Teresa Halbach, som han i 2007 blev dømt skyldig i at have begået sammen med sin 16-årige nevø Brendan Dassey.
Avery og Dassey fik begge livstidsdomme, og dokumentarholdet fulgte dem igennem ti år, frem og tilbage mellem retssalen og fængslet, hvor advokater, politibetjente og nye beviser såede alvorlig tvivl om berettigelsen i mændenes fængsling. Der var endda et massivt konspirationsplot på tale, der mere end antydede, at Manitowoc County samarbejdede med politiet om at frame Avery for at slippe uden om en erstatningssag fra hans første uretmæssige fængsling.
Nu vender Netflix tilbage med nyt fra fængslet, hvor Avery og Dassey har siddet de sidste 11 år for en forbrydelse, de måske ikke har begået.
Kan ses på Netflix fra 19. oktober.
‘Camping’
‘Girls’-skaberne Lena Dunham og Jennifer Konner står bag denne nye komedieserie på HBO, der byder på et muligt comeback for Jennifer Garner i hovedrollen som kontrollerende LA mom og minutiøs campingtursarrangør.
Trods grundig planlægning går det dog ikke helt efter planen, da Kathryn (Garner) inviterer familie og venner på udflugt i det fri for at fejre ægtemanden Walts (David Tennant fra ‘Broadchurch’ og ‘Jessica Jones’) 45 års fødselsdag. Uinviterede gæster, ustyrlige naturkræfter og generelle familiegnidninger spænder ben for idyllen på Kathryns campingtur, der lader til at blive en anderledes mindeværdig oplevelse.
Blandt castet finder vi foruden Garner og Tennant både kendte og mindre kendte navne som Juliette Lewis, Brett Gelman, Ione Skye, Janicza Bravo, Arturo del Puerto og Cheyenne Haynes.
Kan ses på HBO Nordic fra 15. oktober.
‘The Romanoffs’
Matthew Weiner, hovedmanden bag ‘Mad Men’, er efter en stille periode på tre år tilbage med en ny dramaserie under titlen ‘The Romanoffs’, endnu en imødeset serie, der, foruden at skulle løfte seriearven fra Madison Avenues reklamebureauer, skaber forventninger med sit særdeles stjernebesatte cast.
Serien er i alt otte afsnit, og hver episode følger én af otte handlingstråde om mennesker bosat rundt omkring i verden, som alle er overbeviste om, at de er efterkommere af en prominent russisk kejserfamilie med efternavnet Romanoff. I traileren ser vi, hvordan de vidt forskellige familier og karakterer med lige dele stolthed og afsky diskuterer deres prestigefyldte navnearv.
I rollerne som de forskelligartede Romanoffs finder vi blandt andre ‘Mad Men’-parret Christina Hendricks og John Slattery, der ledsages af andre kendte navne som Aaron Eckhart, Kathryn Hahn, Diane Lane, Amanda Peet, Corey Stoll og Kerry Bishé. Serien markerer i øvrigt Weiners første udgivelse siden sidste års MeToo-skandale, hvor han blev anklaget for at have gjort eksplicitte seksuelle tilnærmelser mod ‘Mad Men’-medforfatter Kate Gordon.
Kan ses på Amazon Prime fra 12. oktober.
’22 July’
Paul Greengrass’ skildring af tragedien på Utøya i filmen ’22 July’ havde for nylig premiere på Venedig-filmfestivalen, hvor den fik blandede anmeldelser, og vores udsendte kaldte den »højst problematisk« i dens behandling af den højreekstremisme, som terrorist og massemorder Anders Behring Breivik bekender sig til.
Ulig Erik Poppes ‘Utøya 22. juli’, der hovedsageligt fokuserer på selve terrorangrebet på Utøyas demokratiske sommerlejr, skildrer Greengrass i langt højere grad efterspillet, hvor vi særligt følger én af de overlevende, den unge Viljar (Jonas Strand Gravli), som kæmper med både de fysiske og psykiske konsekvenser af massakren. Sideløbende følger vi Breiviks (Anders Danielsen Lie fra ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’) retssag og hans forsøg på at udbrede sine nynazistiske budskaber.
Filmen får de fleste steder ros for at være et bevægende og fængslende drama. Greengrass er da også ekspert i forløsningen af virkelige katastrofer, som han gør det i ‘United 93’ om én af flykapringerne ved 9/11, i ‘Captain Philips’ om en piratkapring og ikke mindst i mesterværket ‘Bloody Sunday’, der skildrer de voldelige sammenstød i Nordirland. Se filmen og døm selv, om han eller Poppe har fat i den lange ende.
‘22 July’ kan ses på Netflix fra 10. oktober.
‘Friheden’
I oktober lancerer Viaplay med en af sine første originalserie på dansk. Fortællingen går under titlen ‘Friheden’ og har de danske stjerner Lars Ranthe, Lene Maria Christensen og Lotte Andersen i hovedrollerne.
Serien følger ægteparret Erik (Ranthe) og Nina (Christensen), der lever et trivielt parcelhusliv i Hvidovre, indtil en gammel bekendt kontakter dem og inviterer til et gensyn med fortidens svindelnumre. Som ungdomskærester levede Nina og Erik nemlig af at svindle sig til millioner, et liv fyldt med spænding og romantik, som nu 17 år senere er komplet tyndslidt af vasketøj, leverpostejsmadder og andet forstadsfamilieguf. Tilbage i rollerne som partners in crime genantændes en gnist fra ungdommens romance, samtidig med at friheden sættes alvorligt på spil under parrets hidtil største svindelnummer.
Serien er skrevet af Thor Bjørn Krebs og medforfatter Mikkel Serup (‘Den bedste mand’). Sidstnævnte besidder også posten som konceptuerende instruktør.
Kan ses på Viaplay fra 24. oktober.
‘My Dinner with Hervé’
Foruden at besidde én af de bærende (og mest afholdte) roller i HBO’s ‘Game of Thrones’, som han i øvrigt har vundet tre Emmy-priser for, er Peter Dinklage hovednavnet i en ny HBO-film med titlen ‘My Dinner with Hervé’ om den franske skuespiller, verdensberømte knivkaster og dværg Hervé Villechaize.
Filmen er baseret på den virkelige historie om mødet mellem Villechaize (Dinklage) og journalisten Danny Tate (Jamie Dornan), der har fået til opgave at interviewe Villechaize. Interviewet udvikler sig til en vild aften og nat i L.A., der skal vise sig at få skelsættende konsekvenser for begge parter.
Villechaize er bedst kendt for sine roller i 70’er-serien ‘Fantasy Island’ og James Bond-filmen ‘Manden med den gyldne pistol’. Filmen er skrevet og instrueret af Sacha Gervasi (der stod bag ‘November Criminals’ og var forfatter på ‘Terminalen’) med Sean Macaulay som medforfatter på manus. Dinklage er i øvrigt producer på filmen, som han i forbindelse med filmens promovering har fortalt, han har villet lave i årevis.
Kan ses på HBO Nordic fra 21. oktober.
‘Chilling Adventures of Sabrina’
Kiernan Shipka (kendt som Don Drapers datter i ‘Mad Men’) spiller teenageheksen Sabrina i Netflix’ nye take på Archie Comics-tegneserien ‘Sabrina skolens heks’, som havde sin storhedstid i den kendte tv-serie fra 90’erne med Melissa Joan Hart i hovedrollen. ‘Chilling Adventures of Sabrina’ lader dog til at gå i en mere dyster retning end Harts highschool-drama.
I traileren bliver vi mødt med monsterlignende væsener, der synger fødselsdagssang for den unge heks: Sabrina bliver nemlig 16 år, en skelsættende alder i en coming of witch-fortælling, hvor teenageren skal vælge imellem sine menneskelige venner og familiens troldslægtskab.
Serien er skabt af Roberto Aguirre-Sacasa, der også stod bag Netflix-serien ‘Riverdale’, som ligeledes befinder sig under Archie Comics varetegn.
Kan ses på Netflix fra 26. oktober.
‘Sthlm Rekviem’
C More barsler nyt svensk krimidrama med den mundrette titel ‘Sthlm Rekviem’, der er baseret på Kristina Ohlssons bestseller-romaner om kriminologen Fredrika Bergman, der med ukonventionelle metoder efterforsker en række brutale mord begået i Stockholms isglatte gader.
Serien følger Bergmans (Liv Mjönes) arbejde med at opklare et mord på en ung pige, der bliver fundet med ordet »uønsket« brændemærket i panden. Efterfølgende udvides efterforskningen med en stribe lige så mystiske og bestialske mord, der sætter Bergman og politikollegerne under seriøst tidspres. Bergman har desuden selv en tragisk familiehistorie, der ligger og lurer i baggrunden, og så er hun kæreste med den lidt ældre Spencer (spillet af danske Mikael Birkkjær).
Birkkjær har spillet med i en perlerække af danske serier som ‘Borgen’, ‘Forbrydelsen’ og ‘Broen’, og i kategori med de to sidstnævnte har ‘Sthlm Rekviem’ et umiskendeligt nordic noir-islæt. Det ligner en klassisk opskrift på solid skandinavisk krimi.
Kan ses på C More fra 3. oktober.
‘The Haunting of Hill House’
Netflix fejrer Halloween med en ny gyserserie under titlen ‘The Haunting of Hill House’, der bygger på Shirley Jacksons roman fra 1959. Bogen er allerede blevet filmatiseret to gange før, men det er første gang, vi får lov at se den i serieformat.
Serien følger en gruppe søskende, der som børn voksede op i et berømt hjemsøgt hus, en opvækst der stadig forfølger dem i voksenlivet. Da en tragedie rammer familien, må de nu voksne søskende mødes og konfrontere fortidens spøgelser. Og i traileren ser det ikke ud til at blive noget hyggeligt gensyn.
Serien er skabt af Mike Flanagan, der også stod bag Netflix-filmen ‘Gerald’s Game’. Flanagan er generelt velbevandret i gysergenren og har horrortitler som ‘Hush’, ‘Oculus’ og ‘Ouija: Origin of Evil’ på cv’et. På rollelisten finder vi blandt andre Carla Gugino, Henry Thomas, Michiel Huisman og Timothy Hutton.
Kan ses på Netflix fra 12. oktober.
‘The Night Comes for Us’
Netflix-filmen ‘The Night Comes for Us’ må være månedens mest actionpakkede kampdrama, i hvert fald hvis man dømmer ud fra teaseren, der er én lang halsbrækkende kampscene med indonesiske bandemedlemmer, der går i kødet på vores hovedperson Ito spillet af Joe Taslim fra ‘Fast and Furious 6’ og ‘Star Trek: Beyond’.
Filmen følger Ito, der er tidligere lejemorder for Triaderne, en kriminel bande, der vender sig imod ham, efter han skåner en ung piges liv under en massakre. Ito var førhen Triadernes bedste lejemorder, og teaseren giver da også indtryk af, at han har ret godt styr på sine kampkneb, når han nedkæmper det ene bandemedlem efter det andet .
‘The Night Comes for Us’ er skrevet og instrueret af Timo Tjahjanto, der er kendt som den ene halvdel af filmduen The Mo Brothers, som består af ham og Kimo Stamboel (‘Killers’, ‘Macabre’). ‘The Night Comes for Us’ er i øvrigt den første indonesiske Netflix-producerede film.
Kan ses på Netflix fra 19. oktober.