På overfladen ligner Shane Blacks nyklassiker ’Kiss Kiss Bang Bang’ så mange andre buddy-film. Et umage makkerpar tvinges til at arbejde sammen på grund af en ung, smuk kvindes utidige død og efterforsker sig vej ind i en større konspiration blandt Los Angeles’ overklasse.
Det er da også et passende udgangspunkt taget i betragtning af, at Black selv populariserede buddy-genren, da han som purung collegestuderende solgte sit manuskript til actionfilmen ’Lethal Weapon’, der siden på dansk blev kendt under titlen ’Dødbringende våben’. I ’Kiss Kiss Bang Bang’ er Mel Gibsons selvmordstruede galemand Riggs og Danny Glovers Murtaugh, som er too old for this shit, dog skiftet ud med vaneforbryderen Harry Lockhart (Robert Downey Jr.) og privatdetektiven og Hollywood-konsulenten Perry (Val Kilmer), der pænt kaldes Gay Perry af sine bekendte.
Kategorierne er nye, men dynamikken mellem de to hovedpersoner er den samme som i actionklassikeren fra 1987
Som Perry selv bemærker det: »This isn’t good cop, bad cop, this is fag and new yorker«.
Hollywoods gyldne dreng
Disse dage er Shane Black aktuel med det nyeste forsøg på at genoplive ’Predator’-serien (efter han i 1987 sjovt nok takkede nej til at pifte den originale films dialog op), som er blevet mødt med kontroverser og lunkne anmeldelser. Men ’Kiss Kiss Bang Bang’, der var hans debut som instruktør, står stadig som en knivskarp kritik af Hollywoods indspiste elite og som selve inkarnationen af hans egne varemærker som manuskriptforfatter.
Shane Black er noget af et unikum i Hollywood-øjemed. Hans tidlige succes som manuskriptforfatter, da han var i starten af 20’erne, fik ham straks ind i varmen hos produceren af ’Lethal Weapon’, Joel Silver, hvilket sikrede ham en plads i Hollywoods lukrative inderkreds. Med et skarpt øje for levende dialog og morsomme karakterer blev han hurtigt filmindustriens gyldne dreng, flere år før folk som Paul Thomas Anderson og Quentin Tarantino ændrede spillereglerne for, hvordan et Hollywood-manuskript kunne drejes.
To gange i løbet af 90’erne solgte han således sine manuskripter til den dengang højest budte pris. Først i 1991 med ’The Last Boy Scout’ og igen i 1996 med floppet ’The Long Kiss Goodnight’, som blev solgt for hele fire millioner dollars.
Selv i dag er hans manuskripter altid letgenkendelige: Der er tale om detektivhistorier, som gerne foregår under julesæsonen i Californiens varme og flyder over med lynhurtige, sarkastiske replikker og en unik blanding af kitsch og kunst. Alle elementerne er til stede i ’Kiss Kiss Bang Bang’, dog tilføjet en fornyet kynisme over for den genre, han selv definerede i 1987.
Esset i ærmet
Da vi først introduceres til Downey Jr.’s Harry, mænger han sig til en af filmindustriens mange funklende fester holdt i en overdådig villa, mens han i en voice-over på bedste noir-vis fortæller publikum, hvordan han endte her. Men så sker der noget overraskende. Harry stopper i bogstaveligste forstand filmrullen og begynder at beklage sig over de mange klicheer, hans fortælling med det samme falder ned i. Én scene introducerer os til en gammel serieskuespiller, og straks kritiserer han, hvorfor i alverden den karakter nu skal introduceres, og henvender sig bidsk til publikum:
»What a terrible scene, like gee do you think that might come back later? It’s like in films where the tv is on and they talk about the new power plant. Hmm, wonder where the climax will be«.
Men Shane Black nøjes ikke med at pille genrens mange ældgamle troper fra hinanden på neurotisk vis. En film, der udpeger faldgruberne, men selv falder i dem, er trods alt mere tosset end dem, der er lykkeligt uvidende om dem.
Først og fremmest ligger filmens actionsekvenser langt fra de overeksponerede, spektakulære skuddueller og biljagter, der ellers kendetegner genren. Her er voldsudgydelserne hurtige, paniske og grimme. Da Harry første gang skyder en mand, sker det uden smarte klip eller heroisk musik i baggrunden. I stedet gør han det med kvalme i munden og bryder straks grædende sammen. Og mens han naivt tror, at han er midt i en gammel pulp-detektivhistorie, hvor alle begivenheder er ledetråde, som fører til klimakset, er Val Kilmers mere erfarne Perry langt mere jordnær.
Perry viser sig hurtigt at være Shane Blacks es i ærmet, da han går imod samtlige Hollywood-konventioner. Fra første scene oplever vi homofobien, han står ansigt til ansigt med hver dag, når han konsulterer filmproduktioner blandt Hollywoods konservative elite. En producer fortæller ham, hvor bizar han finder Perrys seksualitet, og Val Kilmers anstrengte grin demonstrerer tydeligt den bitre indignation, som Perry bærer rundt på efter årtiers hadske bemærkninger, store som små.
Og selv om Perrys seksualitet aldrig kommer i spil i selve plottet, bliver den konstant nævnt og fremhævet af Harry. Under et skænderi kalder han Perry sissy uden at tøve et sekund, og senere udpeger han drillende en gestik fra Perry som særligt bøsset.
Omfavner homoerotiske spændinger
Man kunne frygte, at Shane Black brugte Perry til at legitimere sine egne forældede, homofobiske jokes, som det blandt andet er tilfældet i ’Friends’, hvor Chandler konstant bliver gjort til grin på grund af sin flamboyante opførsel. Men mens Perry aldrig siger fra over for de magtfulde producere, er han ikke bange for at kalde Harry ud for sine nedværdigende kommentarer.
»Still gay?« spørger Harry tomhjernet, da de to først mødes. »Me, no. I’m knee-deep in pussy, I just like the name so much, I can’t get rid of it«, svarer han sarkastisk tilbage. Selvom Robert Downey Jr. er perfekt castet som den patologiske løgnhals, der har et rapt comeback til enhver situation, så stjæler Val Kilmer hver eneste scene og giver et naturalistisk skær til samtlige af Blacks replikker.
Ligesom Shane Black skyder en giftpil efter sine egne, klichefyldte fortælleteknikker fra fortiden gennem Harrys voiceover, er Perry-figuren et forsøg på at adressere den dybtliggende homofobi, som buddy-film ofte svælger i. Tænk bare på de utallige gange, Bruce Willis umotiveret råber »faggot« i ’The Last Boy Scout’, eller den groteske scene i ’Bad Boys II’, hvor Martin Lawrence og Will Smiths karakterer har en samtale, der får dem til at lyde som elskere til de forbipasserendes store rædsel og morskab.
Ofte virker det som et panisk forsvar, der skal sikre det heteroseksuelle publikum om, at spændingerne mellem filmens makkerpar på ingen måde er seksuelt ladede. No homo, bro! At Shane Black i stedet omfavner de homoerotiske spændinger på en så ligefrem facon, er intet mindre end en genistreg.
Når man tænker over, hvor progressiv den efterhånden 13 år gamle ’Kiss Kiss Bang Bang’ er, er det svært ikke at blive en anelse skuffet over den dengang nyudklækkede instruktørs videre karriere. Hans seneste buddy-film ’The Nice Guys’ med Ryan Gosling og Russel Crowe er da underholdende nok, men mens ’Kiss Kiss Bang Bang’ er en lynende intelligent dekonstruktion af genren, er ’The Nice Guys’ blot en regressiv fejring af den.
Og mens han i ’Kiss Kiss Bang Bang’ kritiserede Hollywood for at være indspist, er han nu selv blevet beskyldt for at give arbejde til en dømt sexforbryder i ’The Predator’ som en vennetjeneste. Man kan måske ligefrem forestille sig, at han endnu en gang trækker sig væk fra spotlyset, som det skete, efter ’The Long Kiss Goodnight’ faldt til jorden. I så fald man kun håbe, han vender tilbage med samme fandenivoldskhed, som da han skrev og instruerede ’Kiss Kiss Bang Bang’.
Læs også: Ugens streamingtip: At ingen ser ’Succession’ på HBO er simpelthen synd og skam
Læs også: Ugens streamingtip: Creepy romance med Elisabeth Moss og Mark Duplass fucker med dit forhold