1. ‘The Ballad of Buster Scruggs’
Coen-brødrenes meget omtalte tv-debut har premiere om to uger i form af den Netflix-producerede ‘The Ballad of Buster Scruggs’, men det bliver ikke som serie, som det indledningsvist var intentionen. Det er i stedet blevet en antologifilm bestående af seks uafhængige historier fra det vilde vesten.
De seks kapitler følger en række skæve karakterer som sangglade cowboys og wannabe-bankrøvere på hver deres mission, og hver historie udgør et nyt perspektiv på 1800-tallets barske frontier. ‘The Ballad of Buster Scruggs’ er foruden at være filmtitlen også navnet på det indledende kapitel, hvor vi finder Tim Blake Nelson i rollen som den syngende Buster Scruggs.
Foruden Nelson glimrer rollelisten af navne som Liam Neeson, James Franco, Zoe Kazan, Tom Waits og Brendan Gleeson. Filmen havde premiere på Venedig-filmfestivalen, hvor den vandt prisen for bedste manuskript.
Kan streames på Netflix fra den 16. november.
2. ‘Doggystyle’
DR3’s hidtil største fiktionssatsning følger den 21-årige Asta, der kommer i så store økonomiske problemer, at hun må flytte fra København og hjem til sine forældre i Odsherred. En, for Asta, total falliterklæring, når man gerne vil være skuespiller, kæreste en filminstruktør og generelt hænge ud med alle de rigtige typer. Men måske kan hjembyen i provinsen faktisk hjælpe Asta til at finde det, hun ikke vidste, hun ledte efter.
‘Doggystyle’ er skrevet og instrueret af talentet Anna Emma Haudal. I hovedrollen som den rodløse Asta finder vi også et nyt navn, Rosemarie Mosbæk, der debuterer i sin første store rolle på tv (hun spillede en mindre rolle i ‘Perfekte steder). Foruden Mosbæk medvirker blandt andre Josephine Park, Sarah Juel Werner, Aske Bang (som sig selv), Jeppe Ellegaard Marling, Nicolai Jørgensen, Dorte Højsted og Anders Brink Madsen.
De to første afsnit får premiere på DR3 den 11. november.
3. ‘Escape at Dannemora’
Efterårets imødesete fængselsflugtfortælling har store stjerner både foran og bag ved kameraet. Ben Stiller har instrueret seriens otte afsnit, der har ingen ringere end Benicio Del Toro, Patricia Arquette og Paul Dano i de tre bærende roller.
Serien fortæller den bemærkelsesværdige virkelige historie om to fængselsfangers flugt fra Clinton Correctional Facility (også kendt som Dannemora), hvor de begge afsoner straffe for mord. Fangerne, Richard Matt (Del Toro) og David Sweat (Dano), får hjælp fra den 51-årige fængselsmedarbejder Tilly Mitchell (en uigenkendelig Patricia Arquette), der desuden har et bizart seksuelt forhold til begge mænd.
Serien er skabt af Brett Johnson og Michael Tolkin. Johnson har tidligere skrevet flere afsnit af ‘Mad Men’, og de to manuskriptforfattere arbejdede begge på Showtime-serien ‘Ray Donovan’.
Kan streames på HBO Nordic fra den 19. november.
4. ‘Unreal’
Man behøver ikke være fascineret af reality tv for at finde udsøgt glæde i den hypede amerikanske tv-serie ’Unreal’ – men det hjælper bestemt!
Serien foregår nemlig i kulisserne på et fiktivt dating-show, og man kan roligt sige, at det ikke kun er foran kameraet, at intrigerne fyger i luften som slud på en kold novemberdag. Vi følger den talentfulde Rachel, der vender tilbage til jobbet som producer efter et sammenbrud og må gå til de manipulative yderligheder for at bevise sit værd i konkurrence med en fremadstormende ung kollega. Ingen af dem skyr nogen midler for at skabe et dramatisk reality-setup, men måske lurer den dårlige samvittighed ét eller andet sted bagerst i hjernen?
Modsat reality tv-serierne selv er ’Unreal’ både mørk og illusionsløs – en overraskende nuanceret dramaserie, der er hurtig i replikken, psykologisk intelligent og formår at udstille reality-genren på en måde, der hverken virker fordomsfuld eller klichepræget.
’Unreal’ var et stort anmelderhit i USA i 2015, og nu får vi endelig seriens samfulde fire sæsoner til Danmark.
Kan ses på C More fra 5. november.
5. ‘Homecoming’
Mr. Robot’-skaberen Sam Esmail står bag thrillergyset ‘Homecoming’, som vi allerede har givet fem stjerner, bygger på podcast-hittet af samme navn og kredser om et komplot på et behandlingshjem for hjemvendte soldater.
Serien følger sagsbehandleren Heidi Bergman (Julia Roberts), en tidligere medarbejder på behandlingscenteret, hvor veteraner bliver sluset ind i en hverdag langt fra krigens rædsler. Fire år efter hun har forladt jobbet, opsøges hun af en udsending fra forsvarsministeriet (Shea Whigham), der er interesseret i, hvorfor hun i sin tid sagde op. Det går efterhånden op for Bergman, at der foregår meget skumle aktiviteter på hendes gamle arbejdsplads.
Roberts er desuden snart aktuel i dramaet ‘Ben is Back’, og måske markerer den og ‘Homecoming’ hendes tilbagevenden til karrierens glory days, der de seneste år har været på seriøs slingrekurs med filmfiaskoer som ’Money Monster’ og ’Øjnenes hemmelighed’ – og sågar en Razzie-nominering i 2016 for værste kvindelige skuespiller for ‘Mother’s Day’.
Kan streames på Amazon Prime fra den 2. november.
6. Narcos: Mexico
Efter tre succesfulde sæsoner af Netflix’ ’Narcos’ sadler serien nu fuldstændigt om. Lokationen rykkes fra Columbia til… du gættede rigtigt: Mexico.
Tidsperioden flyttes også, da den rebootede serie følger kartellet Guadalajara i løbet af 1980’erne. Diego Luna spiller rollen som kartellets nye leder, der får det til at blomstre som aldrig før, mens Michael Peña er betjenten, der får den skæbnesvangre opgave at bekæmpe dem.
Bag ‘Narcos: Mexico’ star det samme kreative hold som på originalen, så er man fan, er der ingen grund til ikke at se med.
Kan streames på Netflix fra den 16. november.
7. ‘My Brilliant Friend’
Elena Ferrantes såkaldte Napoli-romaner er blevet anerkendte bestsellers hele verden rundt, og det har bidraget til mystikken, at ingen aner, hvem der gemmer sig bag forfatterens pseudonym.
HBO er derfor kommet på en stor opgave, nu hvor de filmatiserer første bind i bogserien, ’My Brillant Friend’, i en miniserie på otte afsnit. Da den ældre kvinde Elenas bedste veninde synes forsvundet, sætter hun sig for at fortælle historien om deres relation helt tilbage fra 1950, hvilket bliver starten på en rørende og episk fortælling om venskab og fjendskab.
Italienske Saverio Constanzo, der tidligere har stået bag den fine ’Hungry Hearts’ med Adam Driver og den italienske udgave af ’In Treatment’, har instrueret samtlige afsnit af serien, der også er optaget i Italien, og det virker således lovende, at Ferrantes italienske forankring bibeholdes i udstrakt grad, når historien nu skal forvandles til visuel magi med international gennemslagskraft.
Kan ses på HBO Nordic fra 19. november.
8. ‘House of Cards’ sæson 6
I lang tid var det uklart, om ’House of Cards’ ville fortsætte, efter Kevin Spacey blev fyret fra sin hovedrolle som Frank Underwood på grund af anklager om sexchikane.
Men nu er serien dog tilbage med en sjette sæson, der afslutter serien endegyldigt. Claire Underwood (Robin Wright) er blevet præsident, og der er gået 100 dage siden hendes indsættelse ved afslutningen af femte sæson. Frank Underwood er død under lettere uklare omstændigheder, og Claire er tilsyneladende ramt af dyb sorg. Men intet er selvfølgelig, som det ser ud, når man er en Underwood.
Mange genkendelige ansigter dukker op i denne sidste sæson, ikke mindst vores egen Lars Mikkelsen i rollen som den slibrige russiske præsident Petrov. Samtidigt dukker nye fjender også op i form af den magtfulde Shepherd-familie, der spilles af de Oscar-nominerede Diane Lane og Greg Kinnear.
Kan streames på Netflix fra den 2. november.
9. ‘Vikings’ sæson 5B
’Vikings’ var den næstmest sete serie på HBO Nordic i 2017, så der er mange, der glæder sig, når den nu vender tilbage efter en længere pause med de sidste ti afsnit af seriens femte sæson.
Med danske Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø tilbage er der lagt op til seriens hidtil mest blodige omgang afsnit, da Ivar the Boneless (Andersen) har erklæret sig selv for en levende Gud, og flere overraskende alliancer dannes i forsøget på at besejre den blodtørstige viking.
Det drejer sig blandt andet om afdøde Ragnar Lothbroks øvrige sønner, Bjorn (Alexander Ludwig) og Hvitserk (Ilsø), der sammen tager kampen op mod Ivar.
Kan streames på HBO Nordic fra den 29. november.
10. ‘Outlaw King’
’Outlaw King’ har indtil videre primært fået opmærksomhed for hovedrolleindehaver Chris Pines nøgenscene.
Det er en skam, og i øvrigt hyklerisk, for ser man bort fra de mange sladderoverskrifter er der også tale om en af Netflix’ mest spændende filmproduktioner, da den er instrueret af David Mackenzie, der stod bag den fremragende moderne western ’Hell or High Water’ og den lige så forrygende fængselsfilm ‘Starred Up’.
Pine spiller rollen som den irske hærfører Robert the Bruce, der i ægte David og Goliat-stil i 1300-tallet tog kampen op imod den langt større engelske hær. Der er lagt op til en overdådig og brutal periodefilm med storslåede kampscener.
Kan streames på Netflix fra den 9. november.