’Money Monster’: Stjernespækket kidnapningsdrama med problematisk budskab
Boblen er bristet!
I 2008 ville folk med store summer investeret i aktier læse ovenstående sætning med gru og tænke, at den refererede til finanskrakket – også kaldt den største krise i vor tid. Men her i 2016 refererer jeg ikke til selve finanskrakket, men film om finanskrakket og følgerne heraf.
Oscar-darlingen ’The Big Short’, den mere realistiske ’99 Homes’ og dokumentaren ’Boom Boom Bust’ er bare toppen af isbjerget af en ny genre – finanskrisefilm – der vælter ud for tiden og igen titter frem med Jodie Fosters realtids-gidseldrama ’Money Monster’.
George Clooney (bestemt set mere charmerende) spiller tv-værten Lee Gates, det dybt selvoptagede midtpunkt i finansmagasinet Money Monster. Det er en slags ’Millionærklubben’ på Radio24syv møder ’MTV Cribs’ og fremstår som et af de mest utroværdige bud på et tv-program, jeg mindes at have set i en film.
En gråsprængt mand, der giver aktietips og samtidig kaster håndtegn og danser hiphop med to letpåklædte damer – nej, vel?
Gates giver seerne råd, og det er et af disse, der er filmens udløsende anslag. Han har anbefalet at investere i det nyligt børsnoterede firma Ibis (ledet af Dominic West), der nu er krakket. Med et knips er 800 mio. dollars forsvundet og investorerne ruinerede.
En stakkels investor er særligt vred: Den underbemidlede Kyle Budwell, der har fulgt Gates’ råd (dumt!) og satset sin ringe formue på Ibis. Inkarneret af en ilter og grænsende til det overspillende Jack O’Connell indtager han Gates’ live-transmitterende studie med en skarpladt pistol og en bombevest, som han tvinger Gates til at tage på. Pludselig er hele tv-crewet – inklusive Julia Roberts redaktør Patty Fenn i kontrolrummet og i Lees øresnegl – taget som gidsler.
Foster klipper veloplagt mellem selve gidseltagningen, politiets indsats og flere relaterede handlingsforløb, og jeg er i udgangspunktet overbevidst om, at ’Money Monster’ er mere end rigelig god underholdning en søndag med tømmermænd. Alligevel har filmen en bitter eftersmag, og den er faktisk så grim, at jeg tror, at den for de fleste vil overdøve tømmermændseftersmagen af billig vodka.
Filmens sympati er entydig, den ligger hos folket, repræsenteret af Kyle. Men hvad er denne ’helts’ plan? Han vil have en forklaring, og han har accepteret – siger han – at han ikke kommer ud i live. Og det er vel ikke en helt, men en selvmordsterrorist?
Det er ganske enkelt en problematisk pointe. Og det i særlig grad når filmen samtidig spiser sin tilskuer af med den samme enerverende forklaring, som vi har fået af alle de andre finanskrisefilm: Den egentlige skurk er – surprise – pengebagmændene.
I ’Money Monster’ er Foster så forhippet på at fortælle, at grisk kapitalisme er en dødssynd, at hun overser, at hendes film faktisk siger noget andet: At selvtægt – endda terrorisme – er helt legitimt.
Kort sagt:
Den stjernespækkede ’Money Monster’ er nøjagtig lige så nervepirrende eksekveret, som dens morale er problematisk. Nogle højstående bankbosser og CEO’s lavede lort i den i 2008, men løsningen er næppe at slå tilbage med selvmordsterror.