’Outlaw King’: Som hvis ’Braveheart’ var en historiebog
Hverken publikum eller instruktør David Mackenzie var tilfredse, da ’Outlaw King’ fik verdenspremiere på dette års Toronto-festival. Det fik instruktøren til at klippe omkring 23 minutter ud af filmen inden dens premiere på Netflix omkring to måneder senere. En af de fraklippede scener var et møde mellem Robert the Bruce og William Wallace.
’Outlaw King’ fungerer faktisk som en form for pseudo-efterfølger til Mel Gibsons episke film om sidstnævnte, ’Braveheart’. Det er umuligt ikke at sammenligne de to film. Robert the Bruces oprør starter nemlig der, hvor ’Braveheart’ slutter: Da Wallace bliver henrettet af englænderne.
I slutningen af ’Outlaw King’ får vi en konfrontation mellem den psykotiske Prins Edward og Robert the Bruce, som aldrig fandt sted i virkeligheden. Men ellers skal ’Outlaw King’ have ros for at efterlade historikere væsentligt mindre frustrerede end ’Braveheart’, som ofte kaldes den mindst korrekte film baseret på virkelige begivenheder nogensinde.
’Outlaw King’ halter til gengæld, når det kommer til selve fortællingen af historien om Robert the Bruce og hans mission med at tilbageerobre Skotland fra England. Den vandrer fra den ene begivenhed til den anden, uden at man rigtigt bliver investeret i historien eller karaktererne.
Har man set ’Braveheart’, kender man allerede karaktergalleriet i ’Outlaw King’, som Robert the Bruce (Chris Pine), Edward I a.k.a. Longshanks (Stephen Dillane) og hans søn: Prinsen af Wales, Edward II (Billy Howle).
Præcis som i ’Braveheart’ er det en udlænding, som skal redde Skotland fra de tyranniske englændere. Dengang var det en australier, og denne gang er det amerikanske Pine, som Mackenzie tidligere har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med i ’Hell or High Water.’ Pine har forud for filmen trænet intensivt i at mestre den skotske dialekt, og det har heldigvis givet pote. Og ja, som bekendt viser han i en enkelt scene alt (dog på afstand).
Florence Pugh spiller Elizabeth de Burgh, Robert the Bruce’ kone og kommende dronning. Romancen mellem Robert og Elizabeth er ikke let at blive klog på. Udviklingen fra arrangeret ægteskab til stormende forelskelse bliver aldrig helt retfærdiggjort, og det primære, vi får at vide om Elizabeth, er, at hun er sin mand 100 procent hengiven.
Det lykkedes ikke Stephen Dillane at blive konge af Westeros, da han spillede Stannis Baratheon i ’Game of Thrones’, men i ’Outlaw King’ hersker han med hård hånd over England og Skotland. Castingen af er spot on, da filmen generelt afgiver en ’Game of Thrones’-vibe. Historier som denne har da også inspireret George R.R. Martin til sine bøger om ild og is.
Kort sagt:
’Outlaw King’ er mere historiebog end ’Braveheart’. På alle måder.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag