Ruben Östlunds satiriske ‘Force Majeure’ fra 2014 blev med god grund en stor succes (på trods af den manglende Oscar-nominering), der blev hyldet for satiren over moderne familiedynamikker og ikke mindst mandens rolle.
Allerede året efter premieren blev et amerikansk remake annonceret med Julia Louis-Dreyfus som producer og i den ene hovedrolle. Siden denne annoncering er det dog ikke meget, man har hørt til filmen.
Nu har endnu en stor Hollywood-stjerne dog tilsluttet sig castet i form af Will Ferrell, der indtager rollen som manden, der på en skiferie efterlader sin familie (men husker sin mobiltelefon), da det pludselig ligner, at en lavine er på vej imod deres hotel.
Selvom Ferrell er et stort navn, er det også en smule bekymrende, da han ofte praktiserer en meget anderledes og mindre subtil humor end den, der gjorde ‘Force Majeure’ så vellykket. Dog er der undtagelser blandt Ferrells film, som ‘Stranger Than Fiction’, så man kan endnu ikke drage konklusioner. Og med den altid gode Julia Louis-Dreyfus, er der håb.
Remaket, der får titlen ‘Downhill’, bliver instrueret af Nat Faxon og Jim Rash, der før har stået bag den charmerende ‘The Way Way Back’ og skrevet det Oscar-vindende manuskript til Alexander Paynes ‘The Descendants’.
En premieredato er endnu ikke annonceret.
Læs også: Will Ferrell og John C. Reilly genforenes i første morsomme trailer til ‘Holmes and Watson’