Marvel kontaktede ‘The Big Short’ og ‘Anchorman’-instruktør om ‘Guardians of the Galaxy 3’

Marvel kontaktede ‘The Big Short’ og ‘Anchorman’-instruktør om ‘Guardians of the Galaxy 3’
'Guardians of the Galaxy'.

Det er snart et halvt år siden, at James Gunn blev fyret som instruktør på ‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’, men Marvel har stadig ikke fundet en afløser – i stedet har de sat filmen på pause. Men nu fortæller instruktør Adam McKay, der er aktuel med Dickey Cheney-komedien ‘Vice’, at han er blevet kontaktet med henblik på at afløse Gunn, omend detaljerne er ret vage.

I MTV-podcasten ‘Happy Sad Confused’ fortæller han, at han har »snakket en smule (med Marvel, red.). Vi snakker altid sådan lidt. Jeg synes, at Feige (Marvel-producer, red.) er fantastisk«. McKay vandt en Oscar for ‘The Big Short’ og har tidligere stået bag komedier som ‘Anchorman’ og ‘Stepbrothers’, så han virker da også som en oplagt mand til at videreføre arven fra Marvels komiske flagskib.

McKay har tidligere samarbejdet med Marvel. Da Edgar Wright trak sig som instruktør på ‘Ant-Man’, blev McKay hevet ind for at finpudse manuskriptet. Det er endnu uvist, om ‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’ bliver filmen, der genforener McKay med Marvel, men i podcasten lufter instruktøren sine tanker om en anden superhelt, han ville elske at filmatisere: Silver Surfer fra ‘The Fantastic Four’-universet.

»Jeg ville gøre alt for at lave en Silver Surfer-film, for visuelt har man mulighed for at gøre, hvad Wachowskierne gjorde med ‘Speed Racer’, men på samme tid er der også en fantastisk emotionel historie, hvor hovedkarakteren skal træffe et valg om at redde sin planet«, udtaler McKay.

Silver Surfer har tidligere været med i 20th Century Fox-filmen ‘Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer’, men nu hvor Disney har opkøbt Fox, er der bestemt mulighed for, at karakteren bliver en del af Marvels univers.

Læs også: ‘Vice’-instruktør fik hjerteanfald lige efter optagelserne – Christian Bale blev hans redning

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af