Louis C.K. har sat gang i adskillige kontroverser, siden han vendte tilbage til comedyscenen i efteråret 2018. Senest har han blandt andet taget pis på Parkland-skoleskyderiet, hvilket gav et stort backlash på de sociale medier. Men det rører ikke C.K. det mindste.
Til et udsolgt standupshow i Californien den 16. januar sagde komikeren, at det netop var formålet med standup: »Hele pointen med komik er at sige ting, du ikke burde sige. Det er hele pointen«. Og det diktum sørgede C.K. for at efterleve.
Han jokede blandt andet om anklagerne mod sig selv, om at have onaneret foran flere af sine kvindelige kollegaer: »Jeg kan lide at onanere, og jeg kan ikke lide at være alene«, sagde komikeren, hvilket angiveligt udløste et godt latterbrøl blandt publikum. »I har læst de værst tænkelige ting, man kan læse om en person, om mig, og alligevel er I her«.
Til standupshowet rev C.K. også op i Parkland-joken igen: »Hvis du nogensinde har brug for at få folk til at glemme, at du har onaneret, så skal du bare lave en joke om børn, der blev skudt«. Ifølge Daily Beast fortalte komikeren også, hvordan verden har brug for porno, fordi det stopper mænd fra at udnytte deres kollegaer på arbejdspladsen.
Prikken over i’et i forhold til kontroversielle emnevalg var en prækær joke om 9/11: »Jeg var på vej på et fly en gang, og det her par kom op til mig, mens vi boardede. Der er et tomt sæde ved side af mig og kvinden siger, ‘har du noget imod at rykke, så min mand og jeg kan sidde sammen? Og manden står bag ved hende og mimer ‘nej’. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke gøre ham ked af det. Og jeg ville ikke sidde ved siden af hans fucking kone. Så jeg gik ud af flyet. Og så lettede det, og ramte World Trade Center«.
Læs også: Må Aziz Ansari gøre comeback, må Louis C.K., og hvordan må de, hvis de altså må?