KOMMENTAR. Det var to af comedy-branchens absolut største navne, der blev revet omkuld af #MeToo-hvirvelvinden.
Louis C.K. voksede med sin brillante serie ’Louie’ ud af sin position som en komikernes komiker og blev bredt anerkendt som kongen af comedy, der med hudløs ærlighed og sjælden selvindsigt hudflettede alle, men først og fremmest sig selv.
Nogenlunde samtidig fejrede Aziz Ansari oven på sit gennembrud i ’Parks and Recreation’ massiv succes med udsolgte shows i Madison Square Garden, en bestseller med ’Modern Romance’ og den roste Netflix-serie ’Master of None’, der beseglede hans status som en progressiv komiker, der med sin etniske baggrund og begejstring for de teknologiske landvindinger brød ny grund.
Deres storhed stod for fald. I november sidste år fortalte fem kvinder i New York Times, hvordan Louis C.K. havde onaneret eller forsøgt at onanere foran dem. I det værste af tilfældene inviterede han to yngre, mindre etablerede komikere op på sit hotelværelse, hvor han tog tøjet af og begyndte at masturbere foran dem. C.K. indrømmede beskyldningerne og bekendtgjorde, at han nu ville trække sig tilbage fra offentligheden og bare lytte.
I januar i år beskrev en anonym kvinde i en artikel på mediet Babe.net, hvordan hun »tog på date med Aziz Ansari, og at det udviklede sig til den værste aften i mit liv«. Kvinden fortalte, hvordan Ansari blev ved med at presse på for sex, selvom hun afviste ham både verbalt og nonverbalt. I en sms-udveksling dagen efter skrev kvinden direkte til Ansari, hvor ubehagelig oplevelsen havde været for hende, hvortil Ansari svarede, at han tydeligvis havde fejllæst situationen, og at han var »oprigtigt ked af det«. I en offentlig erklæring efter artiklen udtrykte Ansari, at #MeToo-bevægelsen var «nødvendig og længe ventet«.
Et mærkeligt år
Nu er begge komikere så tilbage.
Aziz Ansari turnerer lige nu rundt i USA med et nyt standup-show til udsolgte forestillinger. Og i august dukkede Louis C.K. for første gang siden anklagerne op til et lille set på sit stamsted Comedy Cellar i New York. Siden har han gjort det samme på flere af New Yorks comedy-klubber.
Begge er blevet mødt med kritik.
C.K. blev skoset – eksempelvis her og her – for at dukke op uannonceret, sådan så publikum dårligt selv kunne nå at tage stilling til, om de ønskede at være vidner til hans comeback, og for på ingen måde at adressere anklagerne mod ham. Det sidste ændrede sig ved en optræden på West Side Comedy Club sidste onsdag, hvor han ifølge Laugspin talte om sit »mærkelige år« og ifølge aftenens vært var »oprigtig og reflekteret« og prøvede »noget nyt mørkt og beskidt materiale«. Efter sigende jokede han desuden med, at han efter anklagerne havde tabt 35 millioner dollars på en time, og at han blev råbt af på gaden.
Under overskriften »Aziz Ansaris nye standup-tour er et opråb mod ekstrem wokeness« beskrev Eren Orbey i The New Yorker, hvordan Ansari nu slår et slag for teknologiens bagsider og advarer mod politisk korrekthed, ligesom han argumenterer for, at den kollektive vrede over ligegyldige emner har taget overhånd. »Med Trump-folkene ved jeg i det mindste, hvor de står«, siger han i showet.
Eren Orbey konkluderer, at Aziz Ansari ikke har lært noget af sagen mod ham, og at han har »kanaliseret sin oplevelse i diffus bitterhed«.
Skribenten påpeger hykleriet i, at Ansari tidligere positionerede sig som en woke komiker, der forstod de finere nuancer i kønsdiskussionerne. Og han har naturligvis en pointe i, at skuffelsen over Ansari såvel som C.K. har været større, netop fordi man troede, at de var nogle af de gode: Progressive komikere, der talte magten og de fasttømrede ideologier, vi har taget for givet, imod.
Liderligt røvhul – uretfærdigt udstillet
Orbey knytter i The New Yorker da også Ansari-touren sammen med Louis C.K.’s comeback uden at skelne synderligt. Og det er her, filmen knækker. For kritiserer man Ansaris nye tour i lyset af Babe-artiklen, har man også kendt ham skyldig. Eller i hvert fald fundet anklagerne mod ham berettigede.
Det synes jeg ikke, de var. Når jeg i dag genlæser Babe-artiklen, lyder Ansari som et liderligt røvhul, der forhåbentligt kiggede indad efter kvindens oprigtige sms dagen efter. Jeg tror også, at historien kan lære os noget om, hvordan det, der virker relativt uskyldigt i nogle mænds hoveder, kan virke stærkt ubehageligt i nogle kvinders. Det er en cautionary tale om, hvordan man i hvert fald ikke bør agere på en date som moderne mand.
Men Ansari fortjente ikke, at historien blev delt med offentligheden. Det er hans forseelse efter min bedste overbevisning ikke alvorlig nok til. Vi laver alle fejl. Men ikke alle menneskers fejl fortjener at blive henvist til den offentlige gabestok.
Man kunne selvfølgelig godt have håbet, at Ansari ville følge Michelle Obamas råd om, at when they go low, we go high. Det havde faktisk været en genistreg, hvis Ansari tronede frem med et standupshow, der byggede videre på hans grundlæggende fremtidstro. Omvendt: Var han så blevet kritiseret for at negligere sine gerninger?
Jeg kan helt ærligt godt forstå hans behov for at tale de tidstendenser imod, som har ført til, at han for evigt vil blive nævnt i sammenhæng med folk som Kevin Spacey og Harvey Weinstein. Ville man selv kunne modstå fristelsen?
Forbrydelse og straf
Med Louis C.K. er det en anden sag. De første rapporter om hans optrædener er ildevarslende.
Comedy Cellar og de andre comedy-klubber i New York er som komikernes anden dagligstue, hvor de uforpligtende prøver nyt materiale af, som først senere slibes til og former sig til de gennempolerede shows, vi får at se på de store venues og siden Netflix og HBO. En komiker kan ikke forfine sit materiale uden et publikum. Det er ren rutine.
Men problemet er netop, at C.K. falder ind i rutinen, som om intet var hændt. Han dukker op uannonceret. Han adresserer ikke elefanten i rummet, før han bliver mødt med massiv kritik. Og når han gør, handler det – med forbehold for, at vi endnu ikke kender hele indholdet af hans set – mere om, at hans år har været mærkeligt, end at der har været ofre på den anden side af hans misgerninger.
Louis C.K. er blevet smidt uden for døren, og det har han fortjent, men han skal ikke sidde der for evigt. Om det er for tidligt, at han kryber op til overfladen, er en smagssag, men for mig er det afgørende ikke hvornår, men hvordan han gør comeback. Hans evne til at reflektere over situationen med nuance og selvindsigt vil være essentielt for, om han har en fremtid som én, man skal tage seriøst i sjovhedsindustrien. Evner han ikke det, er han færdig, fordi selvudslettelsen altid har været nøglen i hans komik. Det er nu, han skal bevise, at selvudslettelsen ikke blot var et cirkusnummer.
Heri ligger forskellen. Vi kan tillade os at stille krav til Louis C.K. Alt, hvad han gør den kommende tid, vil og skal ses i lyset af #MeToo-begivenhederne. Men vi skal kunne forholde os til Aziz Ansari uden at lade alt formørke af den anonyme anklages sorte sky.
Og vi skal kunne snakke om den slags forskelle i forbrydelse og straf, samtidig med at filmbranchen og samfundets håbløst reaktionære strukturer endelig ramler sammen.
Læs også: Lad mig please se Louis C.K.’s nye film, så jeg kan dømme selv