I ‘Big Little Lies’ sæson 2 spiller Meryl Streep Nicole Kidmans mistænksomme svigermor, der leder efter svar i kølvandet på sønnens mystiske død. Nu genforenes de to Oscar-vindende skuespillerinder i Ryan Murphys kommende Netflix-musical ‘The Prom’, hvor de ifølge The Wrap begge har fået en markant rolle.
Murphys projekt bliver en filmadaption af musicalstykket ‘The Prom’, der fik premiere på Broadway sidste år. Musicalen handler om fire Broadway-skuespillere, som forsøger at genoplive deres før så succesfulde karrierer ved at støtte en god sag – så da de hører om en lesbisk pige i Indiana, der får forbud mod at medbringe sin pigekæreste til skolens fest, slår de til.
Streep og Kidman spiller Broadway-veteranerne Dee Dee Allen og Angie Dickinson, mens deres to allierede bliver spillet af James Corden og Andrew Rannells (‘Girls’). Derudover byder filmen på stjernerne Ariana Grande, Awkwafina (‘Oceans 8’, ‘Crazy Rich Asians’) og Keegan-Michael Key (‘Fargo’, ‘Parks and Recreation’). Det er et ret vanvittigt cast, som allerede har fået nogle til at spekulere i, at det bliver en af de film, som Netflix håber vil have Oscar-chancer.
Ryan Murphy producerer ‘The Prom’ sammen med Alexis Woodall, der tidligere har arbejdet sammen med Murphy på ‘American Horror Story’, ‘American Crime Story’ og ‘Glee’, samt Bill Damaschke og Dori Berinstein, der producerede den originale Broadway-musical.
Læs også: Danske Jacob Schulsinger er et af de vigtigste mennesker bag ‘Big Little Lies’ sæson 2
Læs også: SOUNDVENUE STREAMER: Nyt dansk stortalent i Netflix-filmen ’I Am Mother’ og parforholdskrise på DR3