‘The Big Lebowski’-spinoff endeligt bekræftet: ’The Jesus Rolls’ klar til premiere i 2020

Allerede i 2016 begyndte rygterne at florere heftigt om, at en spinoff af Coen-klassikeren ’The Big Lebowski’ var i fuld færd med at blive optaget med John Tuturro (alias den puertoricanske bowlingæstetiker Jesus Quintana) bag roret og i hovedrollen. Dengang fik vi sågar syn for sagen i form af et billede af den gode Jesus anno 2016 i sit rette element.

Nu har filmprojektet endelig landet sig en distributør, og det er dermed blevet bekræftet, at bowlingeventyret er klar til at rulle over det store lærred i 2020. Titlen på projektet, der tidligere var ’Going Places’, er i samme anledning blevet skiftet ud til ’The Jesus Rolls’.

Turturro har tidligere afsløret om filmen, at den kommer til at omhandle »en trio af misfits, hvis respektløse, seksuelt ladede dynamik udvikler sig til en overraskende kærlighedshistorie, som deres spontane og overfladiske attitude over for fortiden eller fremtiden giver bagslag igen og igen, selv når de uforsætligt gør gode gerninger«.

»Det føles som et godt tidspunkt at udgive en grænseoverskridende film om dumheden hos mænd, der forsøger og fejler samt prøver at forstå og penetrere kvindens mysterium«, fortæller Turturro i en pressemeddelelse (via IndieWire).

Filmen gæstes foruden Turturro i hovedrollen af blandt andre Jon Hamm, Susan Sarandon, Pete Davidson, Bobby Cannavale og Audrey Tautou.

Læs også: De bedste serier i første halvdel af 2019

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af