Efter to korte teasere til den kommende ‘El Camino: A Breaking Bad Movie’ er den første fulde trailer nu landet. Og her vi får et indblik i, hvor råddent Jesse Pinkman har det efter slutningen på serien, hvor han (spoiler alert!)… (og det var spoiler alert)…. kørte ud i horisonten hårdt medtaget, mens hans gamle makker Walter White var overladt til sin død.
I den stemningsfulde trailer dukker Jesse op hos sine gamle venner Badger og Skinny Pete, men det virker også til, at han langsomt bevæger sig ud af sin fuldskæggede sumptilstand og viser sit mere handlekraftige ansigt i flugten væk fra politiet.
Filmen ligner en intens oplevelse, der i energi og farvepalet faktisk bringer flere mindelser om nyere amerikanske indiefilm af Safdie-brødrene (‘Good Times’) og Jeremy Saulnier (‘Blue Ruin’) end om klassisk ‘Breaking Bad’, om end de flotte skud af Alberquerques ørken selvfølgelig er til stede. Og nu må vi se, hvordan filmen tager sig ud i sidste ende.
‘El Camino: A Breaking Bad Movie’ er skrevet og instrueret af Vince Gilligan, der også stod bag serien. Den får premiere på Netflix 11. oktober.