»Så, der er den her kemilærer, der hedder Walt, som får kræft«.
Selvom resten af ‘Breaking Bad’-fortællingen er tv-historie, starter skuespilleren Aaron Paul i det små. På to et halvt minut genfortæller han samtlige fem sæsoner af den populære serie under et besøg hos Jimmy Kimmel.
Filmatiseringen af serien, ’El Camino: A Breaking Bad Movie’, har premiere i dag og kan allerede ses på Netflix. Den har Pauls karakter Jesse Pinkman i hovedrollen.
Genfortællingen giver plads til hele to »bitch«-udbrud a la Pinkman, hvilket i sig selv vil gøre enhver fan varm indeni. Derudover er Pauls beskrivelse af Walt Whitmans søn, Walt Junior, som »en dreng, der virkelig elsker morgenmad« også et højdepunkt.
Hvis man ikke har fået set seriens fem sæsoner, er det bedste råd nok at se dem, før man sætter sig til at se filmatiseringen.
For selvom Aaron Paul gør et hæderligt forsøg, giver opsummeringen nok kun mening for dem, der allerede har set serien. Han refererer til karakterernes navne side om side med skuespillernes rigtige navne. Krysten Ritter, som i ’Breaking Bad’ spiller Jesses kæreste Jane, bliver endda omtalt i kraft af en karakter i en helt anden serie, nemlig superhelten ‘Jessica Jones’.
Seriens skaber Vince Gilligan, der også har skrevet og instrueret ’El Camino’, har tidligere udtalt, at filmen primært henvender sig til fans af ’Breaking Bad’ og ikke sætter farten ned for at forklare.
Men hvis man allerede har set hele ’Breaking Bad’, fungerer Pauls resumé glimrende som genopfriskning.
I det efterfølgende interview med Kimmel fortalte Aaron Paul også om sin herlige premieretradition, hvor han laver offentlig skattejagt i sin hjemby i Idaho. I forbindelse med premieren på ’El Camino’ var Pinkman-karakterens yndlingschips Funions objekt for legen, hvor gevinsten var billetter til skuespillerens private særvisning.
Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år