‘Parasite’ er en af filmsæsonens allermest hypede film. Vi gav den – som mange andre – seks stjerner og udnævnte den til den bedste film i 2019, ligesom vi også har hyldet den som en af det forgangne årtis vigtigste film.
Bong Joon-hos mesterværk er i spil til en lang række Oscar-nomineringer – og nogle gisner endda om, at den kan gå hele vejen og vinder Oscar for Bedste Film som den første ikke-engelsksprogede af slagsen nogensinde.
Allerede i juli skrev vi om, at et remake var undervejs, men det er alligevel et mindre chok at høre de planer, der nu er undervejs ifølge Deadline.com. Mediet skriver nemlig, at instruktør Bong Joon-ho selv er med til at udvikle ‘Parasite’ til en engelsksproget miniserie i samarbejde med Adam McKay, der tidligere i karrieren var kendt for film som ‘Anchorman’, men de seneste år har stået bag prestigefilm med humoristisk kant som ‘The Big Short’ og ‘Vice’, og som også er medproducer på ‘Succession’ sammen med makkeren Will Ferrell.
Deadline skriver, at selveste HBO forhandler om at få rettighederne til serien, der produceres af CJ Entertainment. De skriver også, at Netflix forsøgte at få rettighederne, men Bong Joon-ho & co. valgte altså HBO, der har gjort sig stærkt bemærket på miniseriefronten gennem årene, fra ‘Band of Brothers’ til ‘Big Little Lies’.
Har vi behov for at få ‘Parasite’ som serie? Øh, nej sgu da. Men efter ‘Fargo’ blev en af tidens bedste serier mod alle odds, vil jeg ikke længere afskrive noget på forhånd, og det er fortrøstende, at geniet Bong Joon-ho selv er involveret.