Quentin Tarantino har længe flirtet med idéen om at instruere en ’Star Trek’-film som sin tiende og sidste film. Men nu har instruktøren tilsyneladende sat en stopper for romancen:
»Jeg tror, de stadigvæk laver filmen, men jeg tror ikke, at jeg skal instruere den«, fortæller han i et interview med Deadline. »De har en god idé. De bør klart lave den, og jeg kommer gerne forbi for at give noter og kigge råklip igennem«, fortsætter han.
Om der bliver tid til en hjælpende hånd, må tiden vise. Det vides endnu ikke, hvad den nyligt Oscar-nominerede instruktørs sidste film bliver, og han ved det sandsynligvis heller ikke selv. Tarantino har dog sat gang i flere spekulationer, efter han i et interview med Indiewire fortalte, at han havde teaset idéen om en tredje ’Kill Bill’ under en middag med Uma Thurman.
I mellemtiden er en fjerde ’Star Trek’-film skudt i gang. Fremtiden for serien er overladt til instruktør og manuskriptforfatter Noah Hawley, manden bag FX’s ’Fargo’ og den udskældte sci-fi-film ’Lucy In the Sky’ fra sidste år.
Hawley har i et interview med Deadline fortalt, at han har »sit helt eget take på ’Star Trek’. Filmen kommer til at gå tilbage til alt det, jeg elskede ved seriens ’Next Generations’ i stedet for (som andre franchises) at fokusere på, hvad der måske kan gøre mest muligt ’rigtigt’«.
Så med et lille puf til den nyligt kritiserede ’Star Wars: Rise of Skywalker’s crowdpleasende afslutning er kursen for den kommende ’Star Trek’ sat, dog uden Tarantino ved roret.