Jeg smider et dogme på bordet, da jeg sætter mig over for Frederik Cilius og Rasmus Bruun i sidstnævntes andelslejlighed i Nordvest: Vi må ikke tale om, hvor grænsen for satire går.
Det er fredag, og makkerparret bag Den Korte Radioavis arbejder hjemme, fordi Rasmus får en bordplade leveret. Der lyder opera fra anlægget, og Cilius drikker kaffe af en kop fra Trykkefrihedsselskabet med Jyllands-Postens berygtede Muhammed-tegning på. Så langt, så Kirsten Birgit’sk.
Tre-fire måneder efter de mistede deres job på Radio24syv som følge af den kontroversielle beslutning fra Radio- og TV-nævnet(s embedsmænd), skriver de på karrierens andet teaterstykke, ’Sommeren på Birgitø’, der har premiere i København 5. marts og senere turnerer videre til Aarhus og Odense. Salene blev booket, før de havde ét ord nedfældet på papir, men nu er manus ved at være i mål, og de afprøver i disse dage, om det så også fungerer, når man står på gulvet og siger replikkerne.
»Og det gør det ikke«, udbryder Frederik Cilius og er godt på vej til at gøre noget af det, som komikerduoen gør bedst: Ødelægge deres egne promovering (mere om det senere).
Cilius og Bruuns første teateropsætning, ’Det skide show’, fik en særdeles blandet modtagelse. Mange, ikke mindst de inkarnerede fans, var begejstrede for de utallige indforståede referencer og de mise en abyme-uendelige metalag, mens Ekstra Bladet for eksempel uddelte bundskrabersmæk og kaldte herligheden »en selvfed teaterfuser«.
Opfølgeren bliver noget helt andet.
»Vi har et plot den her gang«, lover Rasmus Bruun stolt.
»Og det plot er Jussi værdigt«, tilføjer Frederik Cilius. »Men det gør også, at vi ikke kan have en så laissez faire holdning til, hvornår replikkerne falder, og hvad vi kan improvisere os ud af. Nogle ting skal siges dér, fordi det cuer noget andet. Så der har vi virkelig malet os op i et hjørne«.
I ’Sommeren på Birgitø’ er Kirsten Birgit gået i eksil på titlens familieejede land i det danske øhav, hvor – som kendere af ’Den Korte Radioavis’ vil vide – adskillige hemmeligheder er begravet, heriblandt en klovn ved navn Knud. Her besøger Rasmus Bruun sin koleriske kollega for at skrive hendes selvbiografi én gang for alle. Noget, Rasmus har forsøgt gennem længere tid i radioprogrammet. Men rollerne bliver også vendt om, det skal handle om generationssammenstød, og komikerne vil blandt andet råde bod på, at »OK Boomer«-begrebet opstod, lige efter de var holdt op med at sende i radioen.
Vi er meget optaget af verdens uretfærdighed. Den økonomiske uretfærdighed… mod os«
Meget mere om handlingen vil Bruun og Cilius ikke ud med. Men de har sat sig selv to nærmest umulige udfordringer: De vil gerne lave noget, der både er sjovt og uhyggeligt. Og de vil vende publikums sympati fra Kirsten til Rasmus.
»Folk elsker jo Kirsten, selvom de synes, hun er vanvittig og siger sindssyge ting«, fortæller Rasmus Bruun. »Og man har det sådan, at det er dejligt at få sat Rasmus på plads, og det er også meningen med programmet. Men nu skal vi prøve at få skubbet Kirsten så langt ud, at selv fans vil få afsmag for hende«.
Så I skal ikke finde grænsen for satire, men for vores sympati med Kirsten Birgit…
Cilius: »Ja. Men den tror jeg nu, Socialdemokratiet allerede har fundet«.
Bruun: »Pas nu på. Vi har et dogme«.
Jeg tror aldrig, jeg har set et teaterstykke, der var sådan rigtigt uhyggeligt.
Bruun: »Det har vi heller ikke«.
Cilius: »Det tror vi heller ikke, det bliver, haha! Det kunne være rigtigt fedt, men det er meget svært at lave noget, der både er uhyggeligt og sjovt«.
Bruun: »Vi vil gerne lave en gyser, men det bliver sikkert noget andet. Jeg gik og lyttede til dramaturgi-bøger, da vi skulle lave det her, og så viser det sig simpelthen, at vi har lavet ’Alien’. Man kan jo ikke lave nye historier, der er syv grundhistorier, og vi har lavet den, de kalder Monster in the House. Og vi minder nok mest om ’Alien’«.
Cilus: »Det er ligesom ham Ramanujan, matematikeren i Indien, som opfandt integralregningen og så fandt ud af, at det havde Newton gjort 400 år før ham. Så han sad i en lerhytte og opfandt det igen«.
Og det var en lige så stor præstation.
Cilius: »Ja, præcis. Så vi har faktisk også skabt ’Alien’. Når jeg ser den igen, vil jeg få det sådan: ’Wup, tænk at jeg har været med til det’«.
Bruun: »I øvrigt snakkede jeg med Mikael Bertelsen om forleden, at vi jo laver det samme arbejde – det samme hårde arbejde, den samme kreative proces – som dem, der sætter et Broadway-stykke op, men vi tjener bare en brøkdel af det, som de tjener«.
Cilius: »Vi er meget optaget af verdens uretfærdighed. Den økonomiske uretfærdighed… mod os«.
Bruun: »Det er et tilbagevendende tema for os. Økonomi. Nu sidder du her i en andelsbolig i ydre Nordvest. Mere kan det ikke blive til. Vi lider ikke nød, men vi er ikke blevet millionærer. Eller, jo faktisk lige præcis. Men. Det er jo ikke nok til at købe den villa i Gentofte«.
For en gangs skyld usympatiske
I ’Det skide show’ trådte Rasmus og Frederik ind og ud af rollerne som Rasmus og Frederik, der trådte ind og ud af rollerne som Rasmus og Kirsten, så man til sidst blev helt rundtosset. Hvilket flere anmeldere da også anfægtede.
Men Rasmus Bruun og Frederik Cilius arbejder også med dogmer. Og i arbejdet med ’Sommeren på Birgitø’ lyder det vigtigste: Ingen metalag.
»Og det, vi så har gjort, fordi vi ikke kan lade være, det er, at det viser sig ikke at være et metalag alligevel. Så der er noget i showet, som kommer til at virke som et metalag, men som viser sig ikke at være det. Det kan vi godt lide: At lave en regel, bryde den og så lappe hullet igen, så man til sidst siger: De brød den teknisk set ikke«, siger Frederik Cilius.
Er det Ekstra Bladets anmelder, der spøger bag det dogme?
Bruun: »Dog ikke. Men vi vil gerne have, at hver gang vi laver et nyt show, så skal det virkelig også være noget nyt«.
Cilius: »Det er fordrende for vores kreativitet at prøve noget nyt, men det er lige så meget for at sige til publikum: I kan købe billetter, men I aner ikke, hvad det er. Det kan være hvad som helst«.
Bruun: »Vi skal være ligesom Bob Dylan: Du ved ikke, om det bliver den dårligste koncert, du nogensinde har været til. Men det er Bob Dylan, der gør det, han har lyst til«.
»Og nu går vi ind i Bob Dylans kristne periode og laver alt det, som ingen gider høre«, griner Cilius.
Det var det med at spolere sin egen promo. Parrets producer har inden interviewet fortalt mig, at det er noget, de er rigtigt gode til. Som til Zulu Comedy Galla i september sidste år, hvor de havde indvilliget i at lave en sketch mod lidt gratis reklame for deres kommende show.
»Men idet vi finder på den her sketch, glemmer vi alt om ’Sommeren på Birgitø’, så vi sidder til udviklingsmødet og kommer med alle mulige ideer. Og så på vej ud fra mødet går det op for os: Vi har fuldstændigt glemt vores show«, fortæller Rasmus Bruun.
Cilius overtager: »Så blev det til, at Søren Rasted, som var vært, skulle nævne bagefter sketchen, at ’det var Den Korte Radioavis, og at de har premiere den 5. marts på det her show’. Men altså, alle prisuddelinger er jo forfærdelige. Og vi havde været på 108 (restaurant på Christianshavn, red.) inden og taget den store vinmenu«.
Bruun: »Og før det på bodega, hvor vi havde drukket fire store fadøl«.
Cilius: »Og så kom vi ind til Zulu og var lidt besofne, og så var der det besynderlige, at…«
Bruun: »… de havde valgt Søren Rasted som vært«.
Cilius: »Han var meget nervøs. Og det blev meget stift. Og på et tidspunkt går det op for os, at han papegøjer«.
Bruun: »Han laver en Bubber«.
Cilius: »Han har en øresnegl, hvor tv-produceren siger alt det, han siger, inden han skal sige det. Man kan se det, fordi han bevæger sin arm på en særlig rytmisk måde. Og det gør jo alle meget anspændte, al løssluppenhed forsvinder i showet. Og vi sidder og er lidt fulde«.
Bruun: »Vi sidder endda lidt væk fra hinanden, så vi koordinerer det ikke engang«.
Cilius: Da vores sketch er blevet vist, kommer Søren Rasted ind, og så siger han: ’Det var Den Korte Radioavis, de har premiere den 5. marts’. Og da han er i gang med at sige datoen, råber Rasmus så ud i hele salen: ’REKLAME’!«
Bruun: »Ja, ’fed reklame’, råber jeg vist«.
Cilius: »Og så råber jeg: ’Du klarede næsten sætningen, Søren’! Fordi jeg tænkte, at hvis man nu virkelig losser til ham, kan det være, han løsner lidt op. Men det blev bare endnu værre. Det var synd. Frygteligt«.
Bruun: »Og vi fremstod, for en gangs skyld, virkelig usympatiske«.
Fuld af Danmark
Da ’Den Korte Radioavis’ lukkede og slukkede per 31. oktober 2019, skabte det afgrundsdyb sorg i den loyale fanbase, hvoraf mange stadig kæmper videre for retfærdighed for Radio24syv.
Det havde været planen, at Frederik Cilius og Rasmus Bruun skulle fortsætte programmet på kanalen efter ’Sommeren på Birgitø’. Men i kølvandet på lukningen slog Frederik Cilius og Rasmus Bruun fast, at de ikke kunne forestille sig at køre konceptet videre gennem andre medieplatforme. Inspirationen fra de mange personligheder, der betrådte 24syvs gange – og særligt samarbejdet med Mads Brügger og Mikael Bertelsen – var for essentielt til, at det gav mening for dem. I dag har duoen fået kontor i indre by sammen med deres tidligere programchefer.
Blandt fans har der hersket en vis tvivl om, hvorvidt ’Sommeren på Birgitø’ ville ende som en afsked med de elskede figurer. Men hermed en god nyhed til de ængstelige: Den Korte Radioavis lever, radioprogram eller ej.
»Vi føler jo ikke, at vi er færdige med ’Den Korte Radioavis’, eller at vi er stoppet med det«, siger Rasmus Bruun.
»Det er et format, hvor man lynhurtigt kan tage fat på en masse emner på mange forskellige måder. Vi kan ligesom bearbejde nyhedsstrømmen, tendenser og tiden og ændre formatet lidt hver gang. Vi har også nogle ideer til, hvordan det kan køre på en anden måde et andet sted, men det er så ikke lige tiden nu her. De her karakterer er bare skide gode til at komme ud med en masse«.
Frederik Cilius tilføjer:
»Jeg er meget stolt af ’Den Korte Radioavis’ og også glad for, at det bittersødt blev sat i glas og ramme, og at vi ikke kørte det ud, til vi havde 20 børn til sammen. Nu er der trukket en streg i sandet. Men her har vi en formel, som fungerer, og vi er glade, og det er mangefacetteret, og man kan putte hvad som helst ind i det», siger han.
»Så vi har det meget sådan, if it ain’t broke, don’t fix it. Så kan man have en masse planer ved siden af arbejdet med Rasmus og Kirsten, som vi også har. Vi føler os ikke låst i det, men når folk siger på gaden, at de elsker ’Den Korte Radioavis’, så er det jo ikke, fordi jeg har det sådan ’åååh, nu er det igen ’Den Korte Radioavis’, de nævner… Jeg forstår ikke det der krukkeri, nogle har: ’Den succes, hvorfor kan jeg ikke træde ud af den rolle’? Du har lavet noget, folk synes er godt, vær glad for dét«.
Men hvad er det så for planer, Cilius & Bruun rumsterer med ud over ’Sommeren på Birgitø’?
Uden for Kisser/Rasmus-regi har de en modernisering af den klassiske farce ’Ebberød Bank’ i støbeskeen til Det Kongelige Teater.
Og en tv-serie for DR om et symfoniorkester, som Adam Price (»han er en helt ustyrlig begavelse«, siger Cilius) har skrevet direkte til dem i hovedrollerne, og som de selv agerer manuskriptkonsulenter på.
Men Kirsten Birgit og Rasmus Bruun går faktisk også til tv.
’Fuld af Danmark’, hedder programmet, som de skal optage til TV 2 til sommer. Et format, hvor Kirsten og Rasmus rejser rundt i landet for at besøge nationens mange mikrobryggerier. De fik ideen, før Anders Fogh rejste rundt med ’Skål for Europa’, før Ghita Nørby og Jim Lyngvild var på roadtrip for DR, før Anders Lund Madsen og Lars Løkke rejste land og rige rundt i podcasten ’Lund og Løkke’. Men det har blot gjort idéen endnu bedre, synes de.
»Det er det, alle, der laver tv, gerne vil: De vil væk fra deres familie og ud og spise og drikke«, griner Rasmus Bruun.
Kirsten Birgit sagde, at hun håber, at 2020 endelig bliver året, hvor Uffe Ellemann dør. Den var klippet ud
»Ja, ’jeg er enormt nysgerrig på, hvordan det egentlig er at bo på Svinkløv Badehotel’«, karikerer Frederik Cilius.
Bruun: »Ja, hooold nu kæft!«.
Cilius: »Jim siger jo i introen til ’Jim og Ghita’, at programmet handler om at finde ’alternativer til spændende oplevelser i Danmark’. Det er med i alle programmer – og ingen har studset over, at han siger, at… altså alternativet til spændende oplevelser må jo være virkelig kedelige oplevelser. Og der er ikke én i hele DR’s mellemlederlag, der har sagt: ’Jim, tag lige den om, for jeg tror, du tror, det betyder noget andet, end du siger’. Det beviser bare: ’We don’t give a fuck! Stå på en pløjemark eller besøg et loppemarked, vi vil bare gerne se Jim og Ghita gøre noget sammen’«.
Bruun: »Så når vi har lavet det her program, så vil alle andre forhåbentligt stoppe med at lave den slags programmer«.
Det er første gang, Kirsten Birgit-figuren skal stå distancen på skærmen ud over i de korte nytårstaler?
Cilius: »Ja, det er vi også bekymrede for«.
Bruun: »Ja, det kan godt være, det bliver noget rigtigt lort, det er helt sikkert. Ej, men det bliver spændende at se, hvordan de fungerer i et større format på tv. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det fungerer«.
Cilius: »Kirsten ligner jo grundlæggende ikke én på næsten 70, og det er det med, om man fucker lidt med folks indre billede, som de har oparbejdet. På den anden side – efter 24syvs lukning kan vi fucke så meget, vi vil, med det billede«.
Bruun: »Ellers kan vi jo bruge det der nye CGI«.
Cilius: »Nå ja, en omvendt Scorsese! Mig med mælkehvide, døde hajøjne«.
Da TV 2 Charlie svingede saksen
Frederik Cilius og Rasmus Bruun har fået talrige tilbud efter bortgangen af 24syv. De bliver hyret ind til at roaste virksomheder og organisationer som deres velkendte figurer, og de stiller ofte op i diverse show- og mediesammenhænge, fra Copenhagen TV Festival til føromtalte Zulu Comedy Galla og senest som presenters ved årets Robert-uddeling.
Under bestillingsopgaverne mærker de dog også en vis tendens: Redaktørerne ånder dem i nakken langt mere end tidligere – måske på grund af deres ry for ikke at tage nogen gidsler, når de sender deres svirpere afsted i et hvilket som helst givent forum.
For nylig var det TV 2 Charlie, der havde bedt dem lave en sketch og en nytårstale til deres ’Året der gak’-show. De havde haft en fin dialog med redaktøren om indholdet af talen, men da den så skulle sendes på tv, var de groveste bidder alligevel klippet ud.
»Så ringede vi og sagde: ’Hvad sker der, havde vi ikke en aftale?’ ’Jo, men vi havde simpelthen ikke tid’, svarede de. Så det er på grund af tid, at den er klippet ned? Men det er sjovt, det er alle de grove ting, der er røget ud«, siger Rasmus Bruun.
»For eksempel sagde Kirsten Birgit, at hun håber, at 2020 endelig bliver året, hvor Uffe Ellemann dør. Den var klippet ud. Og så noget om Mette Frederiksen, som var gæst live i studiet«, forklarer Frederik Cilius.
Også Kirsten Birgits efterhånden traditionsrige nytårstale for DR blev søsat efter bølgegang.
Bruun: »Pludselig ville de også have noget ud af nytårstalen. Hvor det var sådan: ’Nej nu stopper det! Stop så! Kan I så lade være. Det bliver sådan her, eller også laver vi det ikke’«.
Cilius: »Det var det med Pernille Rosendahl og Kristian Jensen. Alle har jo spurgt, hvorfor Pernille Rosendahl er sammen med Kristian Jensen. Hvor vi så lavede en joke på, at hun jo er vokset op med en alkoholiseret og voldelig far. Så derfor vælger man en kedelig stabil mand. Det var det, Kirsten Birgit sagde: Han er den kedeligste og mest almindelige i sengen i Guldlok. Men DR slog ned på det og sagde, at det kan man ikke sige. Men prøv at høre: Hun laver jo selv interviews om det. Det er jo ikke nogen hemmelighed.
Den anden ting var, at Kirsten Birgit sagde, at Lars Løkke havde et slags Mona Lisa-smil i øjnene, hvor det, han prøvede at sige, var, at han lige havde suttet pik på en kvotekonge. Og så får vi en mail fra DR, der lyder: ’Kirsten Birgit ville aldrig sige sutte pik’. Den læste jeg lige to gange – hvem er autoriteten på det område? Men jeg lavede den om til ’har udøvet fellatio’. Så får de den. Men ikke den anden«.
Så de gav sig på Rosendahl-joken?
Cilius: »Den sidste sms om at udelade den kom desværre lige efter, vi var færdige… Men efterfølgende har de også været meget glade, så det har ikke været en beef, og der er ikke et uvenskab. Det er bare underligt, fordi vi for to år siden kunne sige de sindssygeste ting, uden at nogen skulle læse det igennem forinden«.
Bruun: »Så nu er det blevet sådan, at vi optager med ét kamera i én indstilling. Så de ikke kan klippe i det, uden at det kan ses«.
Så hvor går grænsen for satire?
Bruun: »Ved Pjerrot. Man må ikke lave sjov med Pjerrot«.
Cilius: »Det har vi gjort et par gange, og det er ikke okay«.
’Sommeren på Birgitø’ kører fra 5. marts til 18. april.