ANALYSE. Det skabte chokbølger gennem filmverden, da det i går stod klart, at premieren på Daniel Craigs sidste svingom som Agent 007 ville blive udskudt et halvt år.
‘No Time to Die’ skulle have haft premiere om en lille måneds tid, 2. april, men på grund af den mere og mere verdensomspændende coronavirus må Bond-fans nu vente til november med at få spændingen udløst.
Fangrupper har presset på for at udskyde premieren af hensyn til smittefare ved biografpremierer og andre Bond-relaterede live-events, men lad os bare lige slå det fast én gang for hele: Dette højst usædvanlige træk bunder ikke i altruistisk bekymring for biografpublikummets velvære. Det handler – som det nu er med Hollywood – om box office.
Selvfølgelig er det en både bekostelig og besværlig affære at udskyde en storfilms premiere i seks måneder. Marketingapparatet er forlængst rullet ud. Skuespillerne er booket til diverse pr-fremstød, og Daniel Craig skal eksempelvis være gæstevært for ‘Saturday Night Live’ på lørdag. Det koster knaster at drosle ned, og det koster endnu flere at skulle starte apparatet op igen om et halvt år.
Men det er ingenting mod de penge, Bond-bagmændene kunne have tabt, hvis de lancerede filmen som planlagt. Studiet MGM, den internationale distributør Universal og de to Bond-producere Michael G. Wilson og Barbara Broccoli bemærkede i deres officielle udmelding i går aftes, at de havde taget beslutningen efter »grundig evaluering af biografmarkedet«.
De altafgørende kinesere
Og hvad er det så for en kølig kalkule, der har fået dem til at pakke premierekufferterne?
Det korte svar er: Kina.
Landet er blevet vigtigere og vigtigere for de amerikanske blockbusters bundlinje. I 2015 tjente den seneste 007-film, ‘Spectre’, 570 millioner kroner i Kina, der var filmens fjerde vigtigste land (efter USA, England og Tyskland). Og siden er det gået rigtigt stærkt. ‘Avengers: Endgame’ tjente over fire milliarder kroner i landet – kun overgået af den hjemlige indtjening i USA. En større og større middelklasse, en massiv vækst i antallet af biografer og en øget åbenhed over for amerikanske film har gjort Kina til et altafgørende marked for svinedyre Hollywood-tentpoles.
Lige nu er over 70.000 biografer i Kina lukket på grund af corona, og også lande som Italien og Sydkorea er hårdt ramt. Folk går sjovt nok mindre i biografen, når de er bange for at få en pandemi nyst direkte ned i popcornene. En kilde fortæller til The Hollywood Reporter, at ‘No Time to Die’ kunne miste omkring en fjerdedel af sin indtjening. Og det er bare ud fra den nuværende situation – hvis sygdommen for alvor får fodfæste i endnu flere lande, kan det lugte af en katastrofe.
Disney følger næppe trop
Den nuværende situation havde dog ikke nødvendigvis fået andre studier til at ryste på hænderne. Man kunne jo bare give filmen en senere premiere i de særligt berørte lande (det er faktisk, hvad Disney har gjort med ‘Mulan’), og så ville det forhåbentligt gå nogenlunde lige op.
Udskydelsen skal således også ses i lyset af, hvem der står bag. Mens Disney for eksempel har en lang køreplan af film og franchises, der kan skabe solid indtjening hele året, er James Bond MGM’s eneste stensikre kort på hånden. Det er med andre ord altafgørende for det gamle Metro-Goldwyn-Mayer Studios, at ‘No Time to Die’ bonger ud på alle parametre. Ellers kan det, ja undskyld, sagtens blive tid til at dø for det hæderkronede selskab.
Vi vil således næppe se Disney udskyde den globale premiere på film som Mulan (premiere 26. marts) og ‘Black Widow’ (premiere 29. april). Det vil fucke alt for meget med deres udførlige udgivelsespuslespil, der lægges årevis i forvejen, og hey, et par hundrede millioner fra eller til? Hvem tæller, når man ejer hele underholdningsindustrien.
Men MGM tager ingen chancer, og de har med sikkerhed ikke taget let på denne nærmest uhørte beslutning. Men regnestykket har i sidste ende været klart: Risikoen ville være alt for stor ved at sende filmen ud midt i corona-panikken.
Måske det til gengæld kan skabe endnu mere hype og efterspørgsel, at verdens utålmodige fans har måttet slå koldt vand i de virustruede blod, når premieredatoen i november så først oprinder?
‘No Time to Die’ får premiere i England 12. november og USA 25. november. Den præcise danske dato er endnu ikke annonceret.