I februar blev det offentliggjort, at samtlige ‘Friends’-skuespillere havde underskrevet en kontrakt til et længe ventet reunion-afsnit.
Genforeningen ville ikke bare inkludere de seks venner samlet i kendte omgivelser igen – på det oprindelige Warner Bros.-set – men også hjælpe den nye streamingtjeneste HBO Max godt fra start.
Men for alle der har fulgt med i denne uges rapporter om nedlukningen af film- og tv-optagelser verden over, kommer det vel næppe som en overraskelse, at ’Friends’-reunionen nu også er udsat på ubestemt tid.
Efter en solid kontrakt og et beløb på 27 millioner kroner til hver var både Jennifer Aniston, Courteney Cox, Lisa Kudrow, Matt LeBlanc, Matthew Perry og David Schwimmer ellers klar til at vende tilbage i det historiske afsnit, som skulle filmes fra mandag til tirsdag i den kommende uge.
Episoden var tilrettelagt som en unscripted optagelse, hvilket kan betyde, at afsnittet ville være delvist improviseret eller blot skulle være en slags ’Friends’-tilbageblik, hvor stjernerne delte minder fra deres oplevelser med hit-serien.
HBO Max lanceres fortsat i USA til maj, men uden ‘Friends’-reuinionen som sit flagskib med månedlige medlemskaber for omkring 105 kr. Det vides endnu ikke, hvornår tjenesten kommer til Danmark – hvis den overhovedet gør.