Filmindustrien er en af mange brancher, der er hårdt ramt af den eskalerende coronavirus. Store amerikanske blockbustere som ‘No Time To Die’ og ‘Mulan’ er blevet udskudt, mens biograferne herhjemme er lukkede og Danmarks førende filmfestival, CPH:DOX, har set sig nødsaget til at erstatte den fysiske oplevelse med et digitalt program.
Nu meddeler Nordisk Film, at de har indstillet optagelserne til deres reboot-filmatisering af femte bog i Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, ‘Marco Effekten’.
Filmen, der har Ulrich Thomsen, Zaki Youssef og Sofie Torp i hovedrollerne, har været under optagelse i Prag over de seneste 12 uger med instruktør Martin Zandvliet i spidsen. Men grundet de seneste døgns corona-udvikling er filmoptagelserne nu blevet udskudt på ubestemt tid.
Det betyder, at årets store danske publikumbasker kan få svært ved at blive klar inden sin fastlagte premieredato 1. oktober 2020. Det bekræfter Nordisk Film i en pressemeddelelse.
Producer Mikael Rieks udtaler: »Vi har fulgt udmeldingerne fra de danske og tjekkiske myndigheder time for time og traf beslutningen om at standse optagelserne og vende hjem. Tidligt fredag morgen lykkedes det os at få fat i et antal lejebiler, hvorefter vi kunne sætte kursen mod Danmark. Det var en nødvendig beslutning, som ikke stod til diskussion«
‘Marco Effekten’ er langt fra den eneste danske film, der er i limbo efter de drastiske udviklinger. Producentforeningen anslår, at der er 30-40 igangværende film- og tv-produktioner i ind- og udland, og de kan alle løbe ind i corona-problemer.
Premierefilmen ‘Krudttønden‘ nåede desuden kun at spille en uge, inden biograferne lukkede, mens ‘Kød & Blod‘ er blevet udskudt på ubestemt tid. Et hav af danske dokumentarfilm har desuden mistet en central international platform i CPH:DOX, som festivalens digitale redningsplan vil forsøge at råde bod på.